Kvinderne, Brødrene og det arabiske forår
Af Helle Merete Brix, for HRSEn hel verden fulgte med, da et folkeligt oprør mod korrupte og despotiske regimer tidligere i år tog fart i en række arabiske lande. Mediefolk kastede sig med begejstring over, hvad der hurtigt blev udråbt til at være et arabisk forår. Ikke mindst udviklingen i Egypten blev – og bliver – fulgt med interesse. På den store Tahrir-plads i Cairo demonstrerede enorme menneskemængder, og vestlige mediefolk var hurtige til at hoppe med på den euforiske stemning. Omtrent enhver ung egypter med kasket på blev trukket hen foran kameraet og fik sagt, at de ønskede et demokratisk Egypten. Med begejstring noterede journalisterne, at også kvinder deltog i oprøret i lande som Tunesien og Egypten.
Men der er kommet sprækker i euforien. På Tahrir-pladsen var der pludselig fredagsbøn, ledet af selveste Yussuf al Qaradawi, der jo er Det Muslimske Broderskabs åndelige vejleder og sunni-islams mest indflydelsesrige prædikant. Den 84-årige Qaradawi blev fløjet ind til den særlige begivenhed.
Egyptens 80 millioner store befolkning står over for enorme problemer, fattigdom og analfabetisme. Egypterne kan gå på gaden og demonstrere men kan ikke få det til at løbe rundt økonomisk. Samtidig oplever landet et stigende sikkerhedsproblem, hvor banditter angriber forretninger, røver bilister med mere. Islam og politikI skrivende stund sidder den egyptiske nation klistret til tv-skærmene og følger den syge præsident Hosni Mubaraks retssag. Det regerende Militærråd har annonceret, at der skal være valg til parlamentet til november. Her bliver valgsystemet en blanding af to valgsystemer. Den ene halvdel af kandidaterne bliver valgt efter den enkelte kandidatur og den anden bliver valgt efter partilisten.
Men for Egyptens kvinder, er der et presserende spørgsmål: Hvordan vil deres status blive fremover i et land, hvor de i forvejen ikke har det for nemt? Er de mænd, der siger de går ind for demokrati og mere frihed villige til også at lade friheden omfatte kvindernes liv? En skelsættende artikel i Weekendavisen af den verdensberømte norske journalist Åsne Seierstad i sommer skar tingene ud i pap: Seierstad talte blandt andet med en ung, demokratibegejstret mand, der åbenlyst gav udtryk for, at en kvinde, der giftede sig med en mand, familien ikke billigede, måtte dræbes. Han er næppe en enlig svale.
Naturligvis er der mænd i regionen, der som den berømte blogger ”Sandmonkey”, som HRS tidligere har skrevet om, støtter kvindernes frihed. ( Sandmonkey var blandt andet med til at arrangere en demonstration mod den seksuelle chikane af Egyptens kvinder.)
Men undersøgelser i regionen giver et foruroligende fingerpeg om også menige egypteres syn på islams indflydelse på det politiske liv. Og får islam indflydelse på politik, er det svært at forestille sig, at det ikke vil betyde en forringelse for kvindens stilling. Kvinders bekymringDagbladet Informations Mellemøst-korrespondent Lasse Ellegård har fra sin base i Beirut talt med blandt andre den 56-årige forfatter Alawiya Sobl, hvis seneste roman Ismuhu Gharam (Det kaldes lidenskab) var nomineret til Booker-prisen for arabisk litteratur. Sobl følger levende følger med i udviklingen i regionen, og hun er bekymret. For vist var Sobl begejstret for revolutionen og en ”ny generation med håb”. Men, som hun forklarer til Ellegård: ”Mine bøger er forbudt i den arabiske verden. Jeg bliver opfattet som en umoralsk forfatter. Den arabiske mand er skizofren, han går ind for frihed, når det kommer til regimernes politiske diktatur, men han undertrykker kvinden. Den arabiske mand er offer for samfundet, den arabiske kvinde er offer for både samfundet og manden. Og jeg er bange for, at dette oprør måske nok vil ændre dele af virkeligheden, men ikke mentaliteten.”
Et andet problem er, mener Sobl, hvordan Det Muslimske Broderskab vil positionere sig? Forfatteren er ”alvorligt bange for, at islamisterne vil kapre oprøret. De unge har brug for tid til at organisere sig og danne partier, etc. Og jeg tror ikke de nye (egyptiske og tunesiske, red.) regimer, når de siger, at de vil inddrage ‘moderat islam’ for der findes ikke noget moderat islam. Der er islam, og islam er ikke moderat. Regimer kan ikke være demokratiske, hvis de ikke er strengt sekulære.” Brødrene på fremmarchBåde i Tunesien og Egypten kan Det Muslimske Broderskab nu operere frit. I Tunesien er den tunesiske udgave af Broderskabet Nahda bevægelsen, der har Rachid Ghannouchi, mangeårigt medlem af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning som leder. Ghannouchi har i en længere årrække boet i eksil, først i Frankrig, derefter i Storbritannien men vendte tilbage til Tunis efter diktatoren Ben Alis fald.
Nahda stiller op som politisk parti ved valget, der er udskudt til oktober. Iagttagere vurderer, at partiet er støttet af omkring 25 procent af tuneserne. Ghannouchi har bedyret, at partiet ingen planer har om at forsøge på at ændre landets Personlige Statuskode, som forbyder flerkoneri og garanterer kvinder ligeløn og retten til abort. Men kan man stole på det?
I Egypten har Det Muslimske Broderskab længe sagt, at de har afskrevet sig brugen af vold. Vestlige iagttagere synes ofte at gentage denne påstand. Men kan man have tillid til at den er sand? Er det andet end pæne ord? Og under alle omstændigheder, hvilket Egypten vil Brødrene bane vejen for?
Og hvad med de salafistiske bevægelser i begge lande? Hvor stor magt vil de vinde fremover? Der er ingen beroligende svar på disse spørgsmål. Der er grund til bekymring, ikke mindst hvad angår kvindernes forhold i det arabiske forår, der alt for hurtigt kan gå hen og blive til en arabisk isvinter.