Politikk

I diktatorernes verden

Diktaturer faller, andre oppstår og noen fortsetter med buisness as usual. Men det vi kan være sikker på er at diktatorer er et utholdende folk – og de har alltid en venn et sted.

Af Helle Merete Brix

Libyen. TV billeder af Tripolis snarlige fald, kampe ved Muammar Gaddafis hovedkvarter og jublende oprørere, der fyrer geværer af op i luften. Saif al-Islam, den næstældste søn der kommer kørende i hvid limousine med bevæbnet eskorte og taler til journalisterne på hotel Rixos om, at alt er vel i Tripoli. Gadddafi selv, der har styret Libyen med jernhånd i 42 år, er forsvundet men siger også i en tale, at han vil kæmpe til sidste mand eller dø. Diktatorer er stædige folk.

I de lidt mere end 50 år, jeg selv har været på kloden, har verden set en række sådanne diktaturer falde, andre opstå og andre igen blot fortsætte med business as usual. En skelsættende begivenhed var murens fald i 1989. Jeg kan stadig genkalde mig samtalen med en euforisk kollega, der havde været i Berlin og dårligt kunne komme ned på jorden igen.

Når man taler med yngre folk har de ofte svært ved at leve sig ind i, at der engang i Europa var lande, der var styret af kommunismen, og hvor mennesker ikke levede frit. At Rusland hed Sovjetunionen. At Tjekkiet og Slovakiet var samlet i Tjekkoslovakiet, og at når man besøgte det land, var folk nervøse for at tale med en. Da jeg sammen med min nevø og niece besøgte netop Prag for mere end ti år siden så de for første gang imposante bygninger fra kommunismens tid. Ungarn og BalkanEt tog med maskinskade i Berlin, en isvinter i Europa i 1979, gjorde at jeg strandede en uge i Vestberlin. Inden da havde barskt udseende mænd og kvinder i uniform med hunde gennemsøgt toget for eventuelle flygtende østeuropæere ved grænsen. Det var ihvertfald hvad vi konkluderede, da de omhyggeligt lyste med lygter under togsæderne. Det var ejendommeligt at sidde fast i en by, omgivet af en diktaturet.

Da jeg første gang var i Budapest i midten af 1980erne, krævedes der visa og byen havde røde stjerner på visse bygninger. I dag befinder dette symbol samt meterhøje stater af Lenin og Stalin og andre sig i skulpturparken uden for byen.

Mange år senere, da mure og systemer var væk, fortalte nogle ungarske bekendte mig om chokket da den berømte bro, der forenede Mostars bydele, blev sprængt i stykker under den jugoslaviske borgerkrig. For dem var broen et symbol på fredelig sameksistens. Nu skulle Europa altså opleve en borgerkrig på sit kontinent, der kom til at koste omkring 200.000 mennesker livet.

Hvordan kunne det gå så galt? I 2004 besøgte jeg i Beograd Aleksa Djilas, søn af kommunismens mest berømte dissident, Milovan Djilas. Milovan Djilas var hovedarkitekten af konstruktionen af efterkrigstidens kommunistiske Jugoslavien, hvor det var kriminelt at definere sit tilhørsforhold til gruppen frem for nationen. Han var også en af Joseph Brod Titos nærmeste medarbejdere. Men Milovan Djilas brød med Tito og kommunismen, skrev blandt andet bogen ”Samtaler med Stalin” og blev smidt i fængsel. Aleksa fortalte mig om et brev, hans far engang skrev til Tito. I brevet spåede Milovan Djilas, hvordan Jugoslavien ville udvikle sig, hvis ikke Tito demokratiserede landet. Men den diktatoriske leder ville ikke lytte. Milovan Djilas fik ret.Iran, Irak og Afrikas gamle mændAyatollah Khomeini kom til magten i 1979 ved en islamisk revolution i Iran. Iranerne gik fra asken til ilden, fra shahens despotiske regime til et islamisk diktatur. Mullaherne sidder stadig på magten. Den nu afdøde iranske forfatter Freidoune Sahebjam, som jeg interviewede i 2006, spåede at det vil de gøre længe: ”Iran har ingen egentlig opposition, ingen stærk figur at samles om. De iranske mullaher kan sidde på magten de næste 15-20 år”. Man kan frygte, at han har ret.

Iraks diktator Saddam Hussein blev fjernet i foråret 2003 ved lidt hjælp fra amerikanerne.

I Sydafrika faldt apartheidstyret af sig selv allerede med de frie valg i 1994. Nelson Mandela har en stor fortjeneste i, at overgangen blev så ublodig. Trist er det dog, at Mandela aldrig har villet kritisere sine gamle allierede, som for eksempel Khomeini og Gaddafi, der støttede ANCs kamp mod apartheidstyret.

Andre steder i Afrika er det ikke gået så nemt med at afgive magt. Et eksempel er Ugandas diktator Idi Amin. Han sad kun otte år på magten, men otte frygtelige år. Han blev drevet i eksil i 1979, først til Libyen, derefter Saudi Arabien, hvor han døde i 2003.

Den vedholdenhed, som Gaddafi har vist i Libyen, er ikke enestående. Hvad med for eksempel Zimbabwe? ”Alder er blot et tal”, stod der på et banner, udspændt i 2008 i byen Chinhoyi, i anledning af Robert Mugabes 85 års fødselsdag. Mugabe kom til magten i 1980, da Rhodesia blev til Zimbabwe. Hans regime er korrupt, brutalt og afskyeligt. Men han har siddet på magten i mere end 30 år.

Det er længe, men ikke helt så længe som Gaddafi. Hvis han slipper ud af Tripoli og Libyen, kan han formentlig slå sig ned i Nicaragua. Eller i Venezuela – hvis stærke mand Hugo Chavez netop har udtalt, at han ikke anerkender andre regeringer i Libyen end Gaddafis. En diktator har altid en ven et sted.