De nødvendige helte
Af Helle Merete Brix, HRS”Gå i dækning! Jeg tager mig af hende.-Men. De kunne blive ramt!Det betyder ikke så meget….”
Ovenstående eksempel er hentet fra virkeligheden, fra den jugoslaviske borgerkrig i 1990erne, og gengivet i den serbiske forfatter Zeljko Vukovics smukke og grumme bog, ”Mordet på Sarajevo”. En kvinde i det belejrede Sarajevo er blevet ramt af en granat, og nu skyder snigskytterne fra den jødiske kirkegård efter de, der vil hjælpe hende. I fællesskab lykkes det de to mænd, hvoraf forfatteren er den, der opfordres til at gå i dækning, at få kvinden slæbt væk. Som ved et lille mirakel lykkes det. Snigskytterne holder inde med deres skud.
Når dette eksempel randt mig i hu, er det dels fordi Vukovic forlod Sarajevo og borgerkrigen for mange år siden og siden har boet i Norge. Og dels fordi episoden afspejler et fænomen, der også udspandt sig i Oslo centrum og på Utøya under tragedien: At nogle mennesker, i ekstreme og farlige situationer nærmest som en refleks, sætter egen sikkerhed til side for at hjælpe andre.
Der var for eksempel de purunge på Utøya, der skjulte sig, men tog sårede venner med i skjulet og og forsøgte at holde dem og sig selv i live. Der var Patrick, der fortalte, at han flygtede sammen med sin veninde ud i skoven på øen og sagde til sin veninde: ”Ligegyldigt hvad der sker, så slipper du ikke min hånd”.
Der var Marcel, der var på campingferie i Utvika og med sin militærbaggrund hørte, hvad han vidste ikke var fyrværkeri, men skud fra Utøya. Han havde ingen våben på sig, men han roede ud i en båd og reddede 20-30 unge. Soldater er ikke blot trænet i at dræbe. De er trænet i at beskytte liv. Marcel har i pressen fortalt om, hvordan de unge var opmærksomme på at få de sårede fragtet væk først.
Og der var alle de andre, som satte sig selv til side i Oslo og på Utøya i de to terrorangreb, der kostede 77 mennesker livet. 7. juli i London
Juli måned er også den måned, hvor 52 mennesker for seks år siden blev dræbt ved et terrorangreb i London i fire koordinerede angreb på Londons undergrund. Ligesom Oslo får et sted at mindes de døde, er der i Hyde Park en monument til minde om ofrene for terrorangrebet 7. juli 2005. Høje stålpiller, 52 i alt, og en mindeplade med alle ofrenes navne. Ligesom det var tilfældet med de unge fra Utøya, var også disse ofre af forskellig etnisk oprindelse og havde forskellig religiøs baggrund. Hvert år lægges der på dagen blomster på mindepladen. ”Til min søster Shyanu”, stod der på en af de buketter, jeg så i år. Shyanuja Parathasangary var født på Sri Lanka og blev 30 år.
BBC har produceret flere programmer med de overlevende. I et af dem fortæller en kvinde om, hvordan hun befandt sig i Tuben, da bomben ramte. Hun blev såret af glassplinter ved eksplosionen, og hun flygtede sammen med en række andre passagerer ud i undergrunden. Men hun vendte om, da hun hørte et menneske råbe om hjælp fra den ødelagte vogn. Den pågældende kunne ikke flytte sig, og de måtte vente længe på hjælp. De blev begge reddet ud. Andre beretninger fortæller om noget tilsvarende. HeltepotentialeOm lidt mere end en måned er det ti år siden at al Qaeda angreb USA og dræbte omkring 3000 mennesker i et angreb, der skulle komme til at ryste USA og verden i år fremover. Også i forbindelse med 11. september 2001 er der masser af beretninger om mennesker, der satte livet på spil. Ikke blot de mange professionelle, politifolk og brandfolk, der reddede folk ud af World Trade Centrets brændende bygninger. De kom langtfra alle fra redningsaktionen med livet i behold.
Men der var også mennesker, der arbejdede i skyskraberne, og som med ildhu fik gravet sig fri af en standset elevator eller et ødelagt kontor, højt oppe over jorden. Og som havde travlt med at komme ned af de mange trapper men stoppede op, fordi de hørte nogen råbe om hjælp.
Massakren på Utøya minder os om noget, vi måske for ofte glemmer: At vi alle sammen kan blive helte, blot fordi vi er det rigtige sted den rigtige dag. Hvem, der handler altruistisk er ikke altid let at forudse. Den mest forsigtige person kan blive helt. Den mest besværlige og egocentriske person kan blive helt. Det er i de ekstreme situationer vi finder diamanterne og det modsatte, og eventyr i den moderne verden er ikke blot underholdning. De har en pædagogisk funktion. For intet eventyr uden en eller flere helte, der sætter livet på spil for en nobel sag.
”Krig tåler ingen mellemveje, konkluderer Vukovic i sin bog om Sarajevo. De onde bliver ondere og de gode bedre. Det samme er utvivlsomt sandt om terrorangreb. Lige så ondt Anders Behring Breiviks angreb var, ligeså meget håb er der i de mange eksempler på de der satte sig selv til side den 22. juli for at andre kunne redde deres liv.