Ytringsfrihet

For et pluralistisk Europa

I den smertefulde tid efter terrorangreb den 22. juli er en karsk debat gået i gang om multikultur. Både i den norske og danske debat forekommer det som om der sættes lighedstegn mellem at være kritiker af multikultur og modstander af pluralisme i et samfund, skriver Helle M. Brix, som i dag sier at det er på tide man sier høyt hva man er for!

Helle Merete Brix, HRSDer findes naturligvis egentlige racister i de skandinaviske samfund. Men de findes i ethvert samfund. Der findes højreekstremisme, hvad terrorangrebet i Norge var et skræmmende eksempel på. Både Sverige, Norge og også Danmark har nynazistiske og højreekstreme grupper, hvis voldelige aktiviteter må bekæmpes.

Men hvad med alle de fredelige og lovlydige borgere, politikere, kommentatorer og lægfolk, der der argumenterer imod multikulturens indtog? Skal de slås i hartkorn med Breivik og hans forfærdelige gerninger? Eller med racister og højreekstremister?

En af Danmarks kendteste forfattere, Carsten Jensen, der også er en mangeårig kritiker af dansk asyl-og indvandringspolitik, sagde i et interview til Klassekampen forleden: ”Det er for så vidt riktig at han (Breivik, red.) utførte dette alene, men han deler sin virkelighetsoppfatning med massevis av mennesker. Det er ingenting i det manifestet han har skrevet som overrasker en danske. Jeg hører Anders Behring Breivik fra Folketingets talerstol hver eneste dag. Jeg ser ham på TV-nyhetene hver eneste dag. Jeg leser en artikkel av han i avisa min hver eneste dag.”

Multikulturens forskellige kritikere

Jensen sidestiller altså de politikere, lægfolk og andre, der, nogle gange i barske vendinger ganske vist, har peget på det multikulturelle samfunds problemer med en mand, der har myrdet 77 uskyldige mennesker. Det er uhæderligt. Ligeså usmageligt det er at hæfte etikken ”forræder” på politikere, der har tilladt sig at gå ind for storstilet indvandring, ligeså forkert er ideen om at politikere fra Fremskritspartiet i Norge eller Dansk Folkeparti i Danmark, der går ind for en begrænsning af indvandringen, er højreekstremister i svøb. Indvandringsspørgsmålet bør kunne diskuteres åbent i et demokrati.

Den massive tilstrømning af mennesker fra andre kulturer har skabt en række problemer, som det har været og er nødvendigt at konfrontere. Her er det værd at notere sig, at en lang række af de kritikere, der i dag indgår i koret af kritikere af særkrav for islam med mere, selv har minoritetsbaggrund. Et enkelt eksempel er organisationen One Law for All, som jeg har skrevet om adskillige gange på HRS´side. Denne organisation har en iransk kvinde i front, der på egen krop har oplevet at leve uden basale frihedsrettigheder. Ligesom der findes mange mennesker i Europa med muslimsk baggrund, sikh-baggrund, hindubaggrund med mere, der har rejst en berettiget kritik af er bekymrede for, at en bestemt udgave af islam tager rod i samfundet og tvinger begrænsninger på kvinders frihed, ytringsfrihed med mere igennem.

De unge og multikulturen

I Kristeligt Dagblad forklarer endnu en fortaler for det multikulturelle, religionssociolog og talskvinde for foreningen Kritiske Muslimer Sherin Khankan at …”de, der frygter det multikulturelle samfund, er præget af at der bliver opstillet et unuanceret billede af dem og os og islam over for Vesten”. Og videre: ”….den yngre generation er opvokset med det multikulturelle samfund og har en bedre forståelse af globaliseringen”.

Europæiske unge er vant til at rejse ud i verden fra en ung alder. Ofte, er det min fornemmelse, rejser europæere som turister ud med åbent sind – hvad der er fint – men glemmer også at rejse ud med kritisk sans. De venlige og gæstfri mennesker, man møder fjernt fra hjemlandet har måske, hvis man går dem på klingen, helt anderledes ideer til, hvordan samfundet skal indrettes, hvilke frihedsrettigheder kvinder skal have og hvilken ytringsfrihed, der skal være, end en selv.

Et pluralistisk Europa

Men hetzes der i Europa mod muslimer? Forleden udtalte lederen af Høyre, Erna Solberg, at ”Måten ekstreme, antiislamske grupper omtaler muslimer på i dag, ligner måten ekstreme antisemittiske grupper omtalte jøder i tiårene som førte opp til andre verdenskrig”.

Den samme påstand er i årenes løb blevet fremført af visse danske meningsmagere. Men det er en urimelig påstand. Der har været angreb på muslimer i USA efter 11. september. Ligesom der har været brandattentater mod flere moskeer i USA. Der har været angreb på moskeer i Holland efter mordet på Theo van Gogh i 2004. Der har været chikane af norske muslimer efter terrorangrebet i Norge forleden, før det blev klart, hvem terroristen var. Det er forkasteligt og sådanne gerningsmænd må findes og straffes. Men det er enkeltstående episoder, og de må ikke flytte fokus fra det faktum, at det er den jødiske minoritet, der er den mest udsatte i Europa i dag. Ingen moskeer eller kirker behøver for eksempel den bevogtning, som enhver europæisk synagoge nødvendigvis må have.

Det er min påstand, at multikulturens kritikere sjældent er fjendtligt indstillet over for mennesker med anden etnisk baggrund. Multikulturens kritikere ønsker ofte blot at bevare et pluralistisk Europa. Europa og Skandinavien har nemlig masser af pluralisme. Folk, der har rod i lande som Libanon, Kina og Polen. Et væld af religiøse samfund. Myriader af etniske foreninger og sammenslutninger. Men der må være en bærende kultur, som minoritetskulturer integreres ind i. Og der må være et værdisæt, som indbyggerne kan enes om. Ellers får vi et Europa, der i stigende grad består af parallelsamfund.

Arbejdet for at Europa fortsat er et kontinent med pluralisme er derfor vigtigt, og debatten derom må ikke stoppe på grund af det forfærdelige angreb den 22. juli i Norge.