Af Helle Merete Brix Midt under læsningen af en biografi om den sidste shah i Iran, tænkte jeg: Hvad er det med venstrefløjen og revolutionerne? Og med venstrefløjen og islam?
Shahen blev styrtet og den islamiske revolution var en realitet i 1979. Shahens styre var brutalt, og der var hverken forsamlings-eller ytringsfrihed. Men med den islamiske revolution gik iranerne fra asken til ilden.
Den iranske journalist Amir Taheri, der har levet i eksil i Europa siden revolutionen, har i en af sine bøger leveret en fnysende kommentar til sådanne intellektuelle, der holder af at fejre revolutioner, der finder sted på bekvem afstand af dem selv. En sådan åndsarbejder var for eksempel den franske filosof Michel Foucault, der begejstret talte om ”eksplosionen af åndelig energi” i Teherans gader og ”den spontane eksplosion af politisk bevidsthed”. Foucault var ikke interesseret i volden og truslerne, der var gået forud. Ej heller forstod han, at det han så var en revolution planlagt i detaljer igennem mere end tyve år af trænede revolutionære. At kæmpe til dødenEn anden begejstret intellektuel var Torben Hansen, min medforfatter til bogen ”I Krigens Hus”, (ny udgave udkommer efteråret 2011, red). Hansen er en af de få vesterlændinge, der har været i Iran omkring revolutionen. Men han adskiller sig fra mange andre venstreorienterede og tidligere venstreorienterede – Torben Hansen var trotskist og udsendt af Klassekampen til Iran – ved at indrømme, at han tog grueligt fejl med hensyn til den iranske revolution – og trotskismen.
I et interview i Sappho http://www.sappho.dk/khomeini-og-venstreflojens-blinde-oje.htm i 2005 fortalte Hansen om sine oplevelser. I Klassekampen havde Hansen for eksempel beskrevet sit syn på den besatte amerikanske ambassade: ”Som Københavns Dagmarhus var det forhadte symbol på fem forbandede år under tysk besættelse – er den amerikanske ambassade symbolet på et kvart århundredes brutal undertrykkelse og folkemord».
I april 1980 deltog Hansen sammen med millioner af iranere i en demonstration i det centrale Teheran. Man fejrede, at den amerikanske præsident Jimmy Carter havde udvist det iranske personale fra ambassaden i Washington: «Glæde, stolthed, trods, solidaritet med andre af USA-imperialismens ofre, vilje til at videreføre revolutionen…..» skrev Hansen om demonstrationen. Han skrev også om militsparaden med de mange kvindekolonner: «I flere af kolonnerne var deltagerne iført ligklæder – et symbol på vilje til at kæmpe indtil døden».
Torben Hansen fortalte også i interviewet om hvordan han, før han brød med trotskismen, demonstrerede mod USA foran Den Amerikanske Ambassade i København. Anledningen var, at USA havde forsøgt at befri gidslerne på ambassaden i Teheran. Foran 500 demonstranter talte Torben Hansen om bønder og arbejderes kamp i Iran: ”Jeg råbte marg bar – Amrika. Det betyder «død over Amerika» på persisk. De ord randt mig i hu den 11. september 2001.”
Stalinismens fascinationLigesom der var intellektuelle, der bifaldt den iranske revolution var der intellektuelle, der jublede over den russiske og over diktatoren Josef Stalin. Den danske professor Bent Jensen udgav i 1984 (ny udgave 2002, Lindhardt og Ringhof, red.) bogen ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”.
Bogen indeholder stribevis af eksempler på, hvordan uddannede og – skulle man tro – oplyste mennesker bakkede op om et totalitært og menneskeforagtende system. Og ikke blot danske, naturligvis. Den tyske dramatiker Bertol Brecht for eksempel, betegner Jensen som ”en af de kendteste og mest feterede stalinistiske intellektuelle”. Jensen beskriver, hvordan Brecht reagerede på den amerikanske marxist Sidney Hooks kritik i 1935 af terroren i Sovjetunionen: ”Jo mere uskyldige de er, desto mere fortjener de at blive skudt”. Jensen uddyber Brehts udtalelse: ”Brecht mente hermed, at uanset de anklagedes skyld eller uskyld fortjente de at dø, fordi de var i opposition til Stalin”. ”Salighedsdrøm i blikket”Haldor Laxness, den islandske romanforfatter, begejstredes også for Stalinismen, men gjorde op med den i 1950erne. Jensen citerer fra en ”Digters opgør”, hvor Laxness fortæller om, hvordan al fattigdommen, horderne af hjemløse børn, blev affærdiget. For Laxness og de øvrige begejstrede vestlige socialister havde, erkender Laxness i et tilbageblik ”salighedsdrømmen i blikket, når de kom, og den forsvandt ikke, hvad de end så”.
Den berømte danske forfatter Hans Scherfig udgav i 1951 bogen ”Rejse i Sovjetunionen”. Jensen citerer fra bogen, hvor Scherfig skriver om Sovjetunionen, at ”Man fik bekræftet at socialismen er mulig, og man opdagede med undren og bevægelse, i hvilken grad de ydre samfundsforhold har bestemt mentaliteten, omgangsformen, tonen mellem mennesker… Her er tale om en ny socialistisk mentalitet, en medmenneskelighed, som vi i vesten kun har oplevet glimtvis i særlige perioder…..”.
I Jensens bog citeres også en fornuftig nordmand, John Sannes, historiker og tidligere medarbejder ved Arbeiderbladet. Sannes udtalte i 1980, at ”Enhver kritikk, enten den var av moskva-prosessene, av den tysk-russiske pakt, eller av staliniseringen og terroren i Øst-Europa etter krigen, blev straks opfattet som kald krig”. Og videre: ”Dette stiller jeg meg fullstendig avvisende overfor”. Che – en frihedskæmper? Vestens intellektuelle har hujet over over Maos Kina, den albanske kommunisme og Fidel Castros diktatoriske styre på Cuba. Hvad Cuba angår: Sammen med brødrene Fidel og Raoul Castro kæmpede jo en argentisk marxist, den fotogene Che Guevara. Sidstnævnte har været – og er – genstand for en art heltedyrkelse blandt revolutionære venstreintellekuelle. Den verdensberømte franske filosof Jean Parl Satre har således beskrevet ham som ”Vor tids mest perfekte menneske”.
I nutidens Europa kan man se unge mennesker med Che Guevaras ansigt trykt på t-shirten, ligesom han optræder på kaffekrus og mange andre objekter. Hverken i skolen eller hjemme har nogen ulejliget sig med at fortælle de unge, der bærer hans t-shirt eller køber et kaffekrus med ham påtrykt, at Che Guevara ikke ønskede frihed, men marxistisk diktatur og i øvrigt brutalt forestod henrettelser af de, der opfattedes som fjender af revolutionen.
I dag har venstreintellektulle – igen – travlt med at undskylde islams barbari. Jeg har ikke tal på, hvad jeg inden for de senere år har læst af underdrivelser om kvindeundertrykkelse i muslimske lande eller undskyldninger for manglen på ytringsfrihed og menneskerettigheder de samme steder. Eller på hvad jeg har læst af dæmonisering og underlødig kritik af de mennesker i Vesten, der har rejst kritik af islams politiske og totalitære side. Mennesker som Geert Wilders og Ayaan Hirsi Ali, blot for at nævne nogle af de mest kendte.
En dag og man vil måske udgive bogen ”Islams fasciation” med talrige eksempler fra norske, danske og svenske intellektuelle og deres fascination af den islamiske ideologi, der mere end nogen anden ideologi sætter dagsordenen for det 21.århundredes politiske spørgsmål.