Af Helle Merete BrixLors Dukajev, den etbenede tjetjener fra Belgien, blev den 31. maj i en dansk retssal idømt 12 års fængsel for forsøg på terror. Dukajev blev kendt skyldig i at have villet sende en bombe mod Jyllands-Posten. Samtidig, i Chicago, er retssagen mod David Headley i fuld gang. Headley har tilstået at være hjernen bag Mumbai-terrorangrebet i 2008. I Chicago står han anklaget for at have planlagt en barbarisk angreb på Jyllands-Posten. Blandt andet skulle medarbejdernes afhuggede hoveder kastes ud af vinduerne fra avisredaktionen på Rådhuspladsen i det centrale København.
Men længe før den islamiske terrorisme og selvmordsterrorisme kom til Vesten, oplevede muslimske lande, hvor effektivt og skrækindjagende den kan være. Og hvordan ikke mindst unge mænd kunne rekrutteres til sådanne operationer. I Egypten har gruppen Jamaat al-Islamiyya ikke mindst igennem 1990erne stået for en række terrorangreb. De inkluderer mordet på den sekulære forfatter Farouq Fouda i 1992, et mordforsøg på Hosni Mubarak i Ethiopien i 1995, drabene på 16 græske turister – fejlagtigt antaget for at være jøder – i Cairo i 1996 og året efter, i 1997, drabene på 57 turister og fire egyptere i Luxor.
I 2006 løslod den egyptiske stat, der igennem tiden har slået hårdt ned på gruppen, 1.200 medlemmer af Jamaat al-Islamiyya. Gruppen har siden den opstod i slutningen af 1970erne arbejdet på at omstyrte den sekulære egyptiske stat med vold og indføre et islamisk styre. Den har – i hvert fald for en tid – slået ind på en mindre voldelig vej. Den forbudte musikMen hvad får unge mænd til at gå ind i sådan en gruppe? Det er et af tidens brændende spørgsmål. En af de mest interessante bøger, jeg har læst om dette er den 39-årige Khaled al-Berrys selvbiografi ”Life is more beatiful than Paradise”.
Berrry har siden 1999 boet i London, hvor han arbejder som journalist og forfatter. Som teenager, i slutningen af 1980erne, blev Khaled rekrutteret til Jamaat al-Islamiyya. Han vokser op i Asyut, en by omkring 1.200 km syd for Cairo. Han bor med sin far og mor, en storesøster og lillebror i et af byens bedre kvarterer. Universitetet ligger i nærheden, og i kælderen og på taget til familiens bygninger bor fattige studenter fra landet til leje. Det er gennem sådanne studenter unge mænd i byen rekrutteres til Jamaat ai-Islamiyya.
I slutningen af 1980erne begynder Khaled at gå med nogle af dem i moskeen, og inden længe deltager han i studiekredse der og religiøse møder på sheikh Tareqs restaurant. Nogle gange er han forhindret, fordi en film på tv eller en sportsbegivenhed kommer i vejen. Han er også glad for at lytte til musik. Sheik Khaled foreslår ham en dag overfor studiekredsen at redegøre for islams syn på musik. Khaled får udleveret en bog, der fortæller om de forskellige fristelser, som Djævelen sætter i værk. I bogen kan han også læse om, hvordan udvalgte islamiske retslærde stiller sig til musik: Musik er forbudt i islam, og den, der lytter til en kvindelig sanger får hældt smeltet bly i ørerne på dagen for Opstandelsen.Vold og drab og radikale tænkereInden længe er studiekredsen, moskeen og Brødrene aksen i Khaleds nye liv. Det nye liv betyder en skarp skelnen mellem hvad der er tilladt og forbudt. Khaled har tidligere stort set kun haft kristne venner i skolen og udenfor, men den slags er ikke længere acceptabelt. Og inden længe går det op for ham, at Jamaat al-Islamiyya ikke holder sig tilbage for vold, når de finder det nødvendigt: En kristen mand har under et skænderi på en fodboldbane forbandet en anden spillers religion, der er islam. Et par af brødrene overfalder efterfølgende den pågældende mand. Flere år senere, da Khaled går på universitetet i Cairo, gør Brødrene kort proces med to kristne mænd, der har dristet sig til at gå i seng med to muslimske piger fra universitetet: De brækker ryggen på den ene mand og skærer et øre af ham. Den anden banker de til døde.
Bogen er fyldt med eksempler på alt hvad Khaled må ændre på, efter at han slutter sig til gruppen. Forholdet mellem kønnene og besværet med at tæmme sine seksuelle lyster er et væsentligt element. En populær bog blandt Brødrene er for eksempel den med titlen ”Hvordan en kvinde kan gøre sin ægtemand lykkelig”. I denne og lignende bøger kan man læse om, hvordan en kvinde kan bringe en mand til lyksalighedens højder uden at overtræde koran og sunna.
Korrekt påklædning betyder alt. Khaled går i rette med sin egen mor, hvis hun vil hænge vasketøj op uden at være dækket til. Selv anlægger han skæg og begynder han at klæde sig i fodlang kjortel. Khaleds far er rasende.
Khaled begynder på det medicinske fakultet i Cairo. En af Jamaat al-Islamiyyas selvpålagte opgave at sørge for, at kønsopdelingen overholdes under forelæsninger. Ligesom bogen beskriver raseriet over for og repressalierne mod en Broder, der viser sig at være homoseksuel.
Så er der de tekster, der nu afløser Agathe Christie: Den radikale tænker Sayyd Qutbs værker og skrifter som for eksempel Jamaat al-Islamiyyas ”Charter for den islamiske ktion”. Chartret gør det klart, at arbejdet for islams sag består både af mission og jihad. Khaled lærer også koranen udenad.
Martyrium og fængsel
Når Khaled bliver spurgt om, hvad han håber at opnå i Jamaat al-Islamiyya, svarer han som regel: At blive martyr. Men egentlig, som han ærligt skriver i bogen, er det mere noget han siger, fordi han ved, det er det, man skal sige, end det er udtryk for et brændende ønske. Han ved udmærket godt, at når der pludselig er brødre, der forsvinder, så er de taget på selvmordsmission.
Det egyptiske styre har med mellemrum slået hårdt ned på Jamaat al-Islamiyya. En enkelt gang oplever Khaled, hvordan politiet slår til mod en moské, han opholder sig i. Da politiet slår ned på Jamaat al-Islamiyya på universitet i Cairo bliver Khaled tilbageholdt i seks uger sammen med en række andre brødre. De får en hårdhændet behandling, men Khaled slipper for tortur.
Da Khaled vender hjem efter fængselsopholdet er det livet, han begynder at fokusere på. Han får ganske vist besøg af blandt andet Broder Jamal, der går under navnet ””Den levende Martyr”, fordi han overlevede sit eget selvmordsterrorangreb på indenrigsministeren, i øvrigt gruppens første.
Khaled konkluderer på bogens side 167, at Jamaat al-Islamiyya og islam har ”fuldstændig ret, og jeg bad til Gud om at de måtte sejre, før eller siden. Imidlertid fortjente jeg ikke at være del af en sådan sejr. Mit hjerte var stadig knyttet til denne verden….”
Og for første gang i mange år ser Khaled et tv-program, der ikke har hverken religiøst eller politisk indhold. Han begynder også levende at interessere sig for bøger og film, der ikke har et islamisk indhold.
Og hvor står Khaled så i dag? Det er svært at afgøre. Der er i bogen en ildevarslende modvilje mod at dømme de tidligere Brødre, der jo kan finde på voldelige og morderiske handlinger. Men måske er Khaleds historie et eksempel på, at selv de, der forlader en sådan radikal gruppe, sjældent melder sig fuldstændig ud. Det symbiotiske fællesskab varer i en eller anden forstand ved.
Det ville være nyttigt at få denne bog ud på et skandinavisk sprog. Ikke mindst omvæltningerne I Egypten og terroranslag i Skandinavien, gør den aktuel netop nu. Khaled al-Berry: Life is more beatiful than Paradise. Haus Publishing, London, 2009.