Politikk

Hvor går grensen? spør huleboeren

Helvete er brutt løs i Danmark. Det handler om Schengens åpne grenser og etterfølgende kriminalitet, om megastaten EU som har lagt seg som et klamt teppe over det lille landet, det handler om at flere og flere opplever at politikerne selger ut landet gjennom dommer og regler formulert i Brussel. I stort dreier hele debatten seg om De Anstendige kontra dem som visstnok vil tilbake til huleboerstadiet. Huleboeren Britta Mogensen har gjort seg noen tanker om sitt lands nye tilstand.

Hvor går grænsen?

Af Britta Mogensen, HRS

Helvede er brudt løs i Dannevang. De, der elsker deres land, og de, der elsker EU, står så skarpt over for hinanden som ingensinde før. Og oven over det delte folk lægger en udemokratisk, uigennemskuelig kolos af en megastat sig tungt over landet. Dertil kommer en megadomstol, der ikke er forankret i et folks kultur, traditioner og skikke, men alene er opfundet af nogle magtsyge EU-fanatikere, som insisterer på, at 27 EU-lande og et antal EØS-lande skal forkaste deres egenart og underkaste sig et diktatur, der gør det iranske mullahregime rangen stridig.

Ved politikerne overhovedet, hvad de laver, når de sælger ud af vores land? Ved de, hvad de gør, når de underskriver og ratificerer ethvert stykke papir, der lægges foran næsen af dem? Er de vidende eller uvidende om, at de ved hver en underskrift kommer lidt nærmere til at udrydde et folk og en 1.000 år gammel kultur? Når de afskriver vores ret til at bestemme, hvem der skal bo i vores land, hvem der skal krydse vores grænser, og hvem der skal have lov til at blive efter at have forbrudt sig mod gæstebuddet?

Vi er efterhånden dybt tynget af alle mulige regler og domme: Metock-dommen, Arbejdsmarkedet fri bevægelighed, Schengen-, Lissabon- og andre traktater. Hver for sig endnu en møllesten, der lægges om vores hals, og som langsomt men sikkert fratager hvert land deres suverænitet.

Hvor går den fysiske grænse omkring vores lande?

Og hvor går den mentale grænse – grænsen for vores tålmodighed?

Befolkningerne – ikke blot i Europa, men i alle verdens lande – er meget bevidste om deres eget territorium, men EU-fanatikerne har et helvedes hus med at prøve at få os alle kogt i den samme gryde, så vi kommer til at elske EU-landet og favne det som vores eget. Vi skal med djævelens vold og magt være én eneste stor Nation. Derfor skal grænserne væk, så vi kan blandes i ét stort miskmask og glemme alt om, at vi engang var befolkninger med hver vores territorium, kultur, historie, traditioner og egenart. Men det er ikke kun danskerne, der ønsker en grænse. Flere og flere EU-lande ønsker det samme.

Lige bortset fra EU-fanatikerne, der føler en tæt og varm tilknytning til alverdens mennesker undtagen egne landsmænd, har det næppe været muligt at finde blot én person i EU-befolkningerne, der tilslutter sig, at hvem som helst blot kan vade over grænsen til deres land. Men når politikerne er klar over en stærk modstand i befolkningen mod endnu et nyt EU-eventyr, så skal der i hvert fald ikke være en folkeafstemning om det. Klog af skade ved politikerne, at første afstemning oftest resulterer i et nej, og så må der endnu en folkeafstemning til et par år efter. En frygtelig masse besvær for at politikerne kan få det svar, de ønsker.

Schengen-aftalen som politikerne hen over hovedet på befolkningerne har ratificeret, har lagt vores lande pivåbne for enhver, der vil ind. Aftalen sikrer fri bevægelighed og fri handel over grænserne. Den fri handel eksisterede dog også før Schengen, men EU-fanatikerne opfører sig, som om der aldrig har været eksporteret/importeret så meget som en enkelt pølse mellem landene før aftalens indgåelse. Til gengæld havde landene nogenlunde kontrol med den fri bevægelighed. Det er slut. Den fri bevægelighed, som skulle sikre, at folk kunne rejse fra land til land inden for EU og søge job, har frem for alt givet kriminelle østeuropæere fri adgang til tyvetogter op gennem Europa. Og lige i hælene på dem vælter ”asylansøgere” fra såvel Nordafrika som resten af det afrikanske kontinent ind over vores grænser.

Den første højtstående politimand, der i TV advarede om rumænske bander, fik omgående en politianmeldelse på halsen. Det sørgede venstrepolitikeren Zenia Stampe, der er Danmarks Anstændighedsvogter nr. 1, for. Således ramt af stampismen, skyndte politimanden sig at undskylde, og vogteren trak anmeldelsen tilbage. 1-0 til de Anstændige.

Med forårets, sommerens og solens komme og dermed et pulserende udeliv på gader og stræder, bragte endnu flere forbrydelser for dagen. Som en politimand udtrykte det på TV: ”Østeuropæerne arbejder om dagen, afrikanerne om natten”. Stampismen har tilsyneladende givet op over for alle de politifolk, der advarer befolkningen. Såvel i TV som over Københavns Hovedbanegårds højttalere lyder det til stadighed: ”Pas på din taske/kuffert/tegnebog, pas på i nattelivet, undgå trængsel af mennesker på gader og pladser, pas på tricktyve, pas på hvem du åbner døren for i dit hjem, pas på når du hæver penge ved hæveautomaten”. Pas på, pas på, pas på. Schengen-aftalen er blevet et Eldorado for forbrydere, mens befolkningerne bare kan håbe på, at de passer nok på – deres ejendele og deres liv.

Og så var det, at regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, fandt på dét, som rigtigt mange af os havde ventet og håbet på og bedt til de højere magter om i årevis: Vi må have kontrol med det, der kører ind over vores grænser. Faktisk gjaldt forslaget kun en sølle toldgrænse og ikke dét, der virkelig var nødvendigt: En pasgrænse. Venstrefløjsprotesterne lod sig snart høre. Det er for dyrt, det nytter intet. Næh, det kan vi nok være enige i. En toldgrænse nytter næppe ret meget, men når man tænker på den ballade, som denne det-nytter-ikke-foranstaltning medførte, så er det måske meget godt, at politikerne ikke foreslog en rigtig grænse med paspoliti som i de gode gamle dage før Schengen. Oppositionspartierne slog 7 kors for sig: ”Hjælp, hvad vil de sige nede i EU? Har vi overtrådt Schengen? Hvad vil vores naboer ikke tænke om os? Hvad med Danmarks omdømme i udlandet?” Mon ikke det omdømme er ødelagt for længst? Det siger i hvert fald socialisterne. Det har vi lært at leve med, eller nok rettere: lært at vende det døve øre til. Socialisterne siger så meget.

DR TV (også kaldet DDR) indkaldte en forsker, Marlene Wind, der bliver betragtet som ekspert udi EU og al dens uvæsen. Hun skulle udlægge teksten for alle, så såvel regering, støttepartiet som den træske del af befolkningen kunne blive kaldt til orden. Hun forbløffede nok de fleste med en for en dansker, der er oplært i janteloven fra barnsben, ret usædvanlig selvforherligende pral af sin enorme viden. Jeg vil slet ikke bestride, at hun er ekspert i et eller andet, men det var nu ikke det, hun udtalte sig så meget om. Til gengæld svang hun med et særdeles bramfrit sprog pisken over os alle. At opsætte en toldgrænse var ”valgflæsk”, ”den laveste fællesnævner” og en leflen for ”den indre svinehund”. På tysk TV lagde hun igen sine landsmænd for had med en udtalelse om, at vi er mistroiske over for enhver, der ikke er blåøjet og lyshåret. En subtil måde at fortælle tyskerne, at danskerne er racistiske.

Det er ikke første gang, at Wind svinger pisken over sine landsmænd, som hun føler sig højt hævet over. Ifølge EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt kritiserede hun under en EU-debat den 19. maj i år de EU-skeptiske befolkninger med ordene ”folket er jo ikke bedre end deres politikere. Hvis der ikke er nogen at spille bold op ad, kan folket jo ikke andet end at kravle tilbage til hulestadiet.” Jeg håber, folket er bedre end deres forskere.

Tyskland og Sverige blandede sig i forslaget om den danske toldgrænse. Jeg kan godt se grænseproblemet fra Tysklands side, og dér gik man da næsten også i selvsving. For hvis udlændingene afvises ved den danske grænse, så ryger de jo lige tilbage i favnen på tyskerne. Og det er naturligvis et problem, hvis tyskerne ikke gør ligeså og genindfører grænser sydpå. Men så er det pludselig Tyskland, der får problemer med EU, Kommissionen, Rådet, Domstolen og Schengen.

Som ugen skred frem, udfoldede farcen sig (ingen skal sige, at politik er kedeligt – det har været et par uger af stor underholdningsværdi). Den tyske ambassadør i Danmark beskyldte Dansk Folkeparti for nationalisme. Dansk Folkeparti svarede igen med, at tyskerne med deres nationalistiske fortid vist ikke skulle råbe alt for højt. Venstrefløjens skældsord føg om ørerne på Pia Kjærsgaard. Svar på tiltale til en diplomat er ikke særlig diplomatisk.

Og Svenskerne, der for længst har indført en meget streng grænsekontrol, hvilket enhver, der jævnligt rejser fra København til Malmø, ved selvsyn kan forsikre sig om, blandede sig også i den danske grænsestrid. Sverige er ganske vist Multikulturalismens Paradis, men derfor kan der jo godt være nogle få uheldige elementer (danskere?), man gerne vil have stoppet på grænsen og sendt lige tilbage over broen til Danmark. Det er i svensk optik helt legitimt. Men Danmark derimod – det ved alle – er et lukket land, hvor alle de Onde bor i kolonihaver og flager med Dannebrog og i øvrigt også er meget dårligt uddannet. Ja, Danmark er ifølge en radiovært i Sverige rent ud et ”pisseland”. Sådan! Tydeligere kan det ikke siges. Som straf skal vi forbydes at sætte bomme omkring vores land.

Det er ethvert folkeslags ubestridelige ret at have en grænse omkring sit land for at markere: ”Det her er vores land. Når du krydser grænsen, er du gæst. Husk derfor: Skik følge eller land fly.” Det bliver nok en begivenhedsrig sommer, men med en sådan uanstændig holdning som min og som arg modstander af EU må jeg hellere tage min indre svinehund i favnen og krybe tilbage til hulestadiet.