Af Ralf Pittelkow
Debatten om grænsekontrol demonstrerer, hvorfor EU møder så stor folkelig skepsis
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har indgået en aftale om at genindføre en vis grænsekontrol. Den skal udføres af toldere, der kan tilkalde politi.
Der er ikke tale om paskontrol, men om mulighed for at checke personer og køretøjer, der påkalder sig toldernes særlige opmærksomhed.
Aftalen og debatten om den får mig til at mindes min opvækst i Sønderborg.
Barn af grænselandet
Jeg var i høj grad et barn af grænselandet. Ikke kun, fordi vi boede tæt på grænsen, men også, fordi familien var knyttet til begge sider af den. Vi var en dansk familie med tysk baggrund, idet tre af mine fire bedsteforældre var tyskere. Min morfar boede i Flensborg.
Derfor var det naturligt for os at bevæge os meget frem og tilbage over grænsen på besøg, udflugter og for min fars vedkommende arbejde.
Der var grænsekontrol, men for en almindelig familie som vores blev den stadig mindre mærkbar. Generne begrænsede sig stort set til, at man skulle ned i fart ved grænseovergangene.
Det var aldrig noget tema i familien, at vi følte os hæmmede i vores løbende forbindelse mellem Danmark og Tyskland.
Begrænset kontrol
Jeg går ud fra, at den kommende grænsekontrol bliver endnu mere begrænset. På den baggrund virker kritikken af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti fuldkommen hysterisk.
Aftalen skal tjene det formål at få bedre styr på våben, narko, andet smuglergods, menneskehandel, illegale flygtninge og forbrydere på vej ind i Danmark. Det lyder fornuftigt.
Jeg må tilstå, at jeg aldrig har troet på forsikringerne om, at det var lige så let at opfange disse ting uden grænsekontrol som med. Udsagn fra menige toldere og politifolk bekræfter mig i denne mistro.
Lige så skeptisk er jeg over for de dramatiske forudsigelser om den ny grænsekontrols ødelæggende virkninger. Man udmaler lastbiler i lange køer, desperate turister, ja, sågar voksende barrierer mellem danskere og tyskere.
Angreb på nationalstaten
Visse eksperter og politikere taler alvorstungt om, at dette er et slag mod den fri bevægelighed inden for EU.
Men den fri bevægelighed mellem EU-landene, der betyder noget – handel, arbejdskraft, kapital, rejseaktivitet – vil kun blive minimalt berørt.
Sandheden er nok, at der ligger andet end praktiske motiver bag hysteriet om grænsekontrollen.
Angrebet på enhver permanent grænsekontrol er et angreb på nationalstaten. Det skal gøres suspekt, at man føler et nationalt fællesskab, som man gerne vil beskytte.
Men der findes ikke et europæisk fællesskab, som kan erstatte det nationale. På europæisk plan er samhørigheden, folkestyret og den offentlige debat klart svagere end på nationalt plan.
Tryghed med dansk kontrol
Danskere oplever ikke, at de har nogen form for styr på, hvordan for eksempel grækerne beskytter deres del af grænserne til EU. De er derfor tryggere ved, at der i EU også er en mulighed for dansk kontrol.
Det er grunden til, at grænsehandlende danskere ytrer glæde over kontrollen, selv om den kan give små (meget små) praktiske gener for deres grænsehandel (JP 12.5.).
En tysk socialdemokrat i Europa-Parlamentet har påtaget sig at tage disse uvidende danskere grundigt i skole. Hun kalder beslutningen om grænsekontrol for ”fremmedfjendsk”!
Debatten om grænsekontrol demonstrerer, hvorfor EU møder så stor folkelig skepsis.