Hege Storhaug, HRS
I går ble jeg intervjuet av en gruppe utpekt av Storbritannias regjering til å komme med forslag til løsninger på blant annet tvangsekteskap og verdiutfordringene innvandringen har skapt. Jeg så ingen vits i å tone ned alvoret i situasjonen, og jeg tror de tre utsendte fra de britiske øyene enten ble mer realitetsorienterte eller opplevde mine synspunkt som hinsides denne verden. Det vil sluttrapporten vise, som skal komme om ca åtte måneder. Jeg nevner dette her fordi det snakkes og snakkes om tiltak for å bekjempe tvangsekteskap (og andre undertrykkende praksiser). Det snakkes som om vi kan bli kvitt disse ondene innen få år. Hvis vi bare snakker og snakker. Realisme tilsier dog at våre politikere har skapt en regresjon verdimessig gjennom en tankeløs innvandring. Hvem ville eksempelvis for 30 år siden trodd at norskfødte jenter får skjært av deler av kjønnsorganet sitt, giftes bort til slekt på den andre siden av kloden, likvideres av familien og så videre?
Det kanskje mest ufattelige er at disse grusomhetene er blitt en normaltilstand. Hvorfor har ikke situasjonen tvert om for lengst skapt folkelige opptøyer? Eliten i politikk og akademia har ansvaret for at folket er disiplinert til å tro at ”ting ordner seg med tiden”. Dette er vår tids største bedrag.
Vi blir ikke kvitt disse umenneskelige holdningene og praksisene i dette århundret, mener jeg, hvis ikke politikken legges kraftig om. En omlegging av politikken vil ikke minst betyr at vi må bruke det hardeste virkemidlet vi kan hente frem: frata folk statsborgerskap. Dette er en helt uspiselig tanke for alle politiske parti, med unntak av deler av FrP.
Søren Pinds tillyste påvirkningskampanje er således langt mer symbolpolitikk enn realpolitikk. Skuta sjangler videre.
Det muslimske kvindesyn
Af Britta Mogensen, HRS
’Indvandrernes kvindesyn skal ændres’ var overskriften på et indlæg den 22.5.2011 i Jyllands-Posten. Med ’National strategi mod tvangsægteskaber og undertrykkelse’ vil man bl.a. bekæmpe genopdragelsesrejser, var budskabet fra integrationsminister Søren Pind og flere ministerier.
Man så allerede for sig bøjet i neon: DIALOG – åh nej, ikke nu igen – og en hale af inviterede imamer i fast rutefart til regeringskontorerne ud fra den gennem årtier besynderlige logik, at fra dem, der er problemernes ophavsmænd, skal løsningerne hentes. Men nej, denne minister ønskede en påvirkningsindsats.
Det var intet mindre end opmuntrende at erfare, at der omsider er ministre, der skrotter det evindeligt messede mantra dialog. Kan man håbe på erkendelse af, at mantraet er uanvendeligt mellem så forskelligartede kulturer som den vestlige og den muslimske? Erfaringen burde i hvert fald på nuværende tidspunkt have vist alle, at begrebet kun kan anvendes intrakulturelt. Så ud med dialog og ind med påvirkningsindsats. Påvirkningsindsatsen skal ske helt fra børnene er små, hvorfor den forudsættes forestået af ’lærere, pædagoger og andet frontpersonale’, der sammen med kampagner skal overbevise indvandrerne om, at deres kvindesyn er forældet.
Som forventeligt, har udmeldingen medført et ramaskrig fra den anstændige elite; ’de vældigt egnede’, som den danske forfatter Kåre Bluitgen humoristisk kalder de mennesker, der soler sig i deres egen anstændighed. Der er intet, der giver de mennesker så god en følelse som at vide, at når de gengælder intolerance med tolerance, så viser det, at de rent menneskeligt er højt hævet over andre. Så langt når man kun gennem en særlig finpudsning af moralen.
Det var Danmarks Lærerforening, der røg op i det røde felt. Lærere og pædagoger er de første uden for familien, der kommer i kontakt med børn, og nu forventedes de at blive spydspids for regeringens nye ideer. Strategien blev afvist som den rene populisme. Måske af frygt for at skulle stå i spidsen for holdningsbearbejdning af en hel ny generation af etniske minoritetsbørn? Måske af frygt for at blive ’spændt for en eller anden vogn’ (dvs. sat til at fyre de kugler af, som den uanstændige højrefløj har støbt)?
Man aner ikke blot frygt, men også forargelse bag ’de vældigt egnedes’ afvisning. Alle ved jo, at populisme betyder at lefle for folks lavere instinkter, den indre svinehund. Politisk at gøre dét, den største del af befolkningen ønsker, er odiøst. Det er odiøst, fordi det er populært. Og det er jo ikke det, folkevalgte politikere i et demokrati skal gøre. De skal vedtage upopulære love (’modige beslutninger’, som de oftest kaldes), som f.eks. uden folkets vidende at befordre en overvældende og uintegrerbar indvandring fra kulturfremmede lande og så præsentere befolkningen for et fait accompli den dag, den modige beslutning ikke længere kan skjules. Et fait accompli vi ikke kan slippe af med, og som har vist os så mange former for kvindeundertrykkelse, der i vores kultur var aldeles ukendt.
Det er skam ikke kun i Danmark, at de folkevalgte skal passe på med endelig ikke at gøre dét, befolkningsflertallet har sat dem til. I så fald løber de den risiko at blive kaldt populistiske. Opfattelsen ser ud til at hærge demokratiske lande. I Ukeavisen Dag og Tid skriver Sigurd Skirbekk den 25.6.2010, at ’i alle desse landa (Danmark, Sverige, Norge, England, Tyskland, Frankrig – min anm.) gjekk styresmaktene inn for ein annan politikk enn det folkefleirtalet hadde signalisert, og at dei gjorde det i demokratiets namn: Kva som var demokratisk og ikkje demokratisk var det eliten som skulle bestemma, og ikkje ’populistane’.’
Nu skulle man jo tro, at selv gode og anstændige mennesker ville kunne tage afstand fra kvindeundertrykkende former som f.eks. tvangsægteskab, kvindelikvidering, børneægteskaber, kønslemlæstelse, polygami, tvangsselvmord, voldtægter, vold, trusler og ufrihed, uden at komme i karambolage med deres selvopfattede godhed. Og det kan de nok også langt hen ad vejen, sådan lidt i det stille – der skal dog nødigt tales højt om det. Og skal det absolut nævnes, skal det helst ske i floromvundne vendinger, mens der mumles: ’danske kvinder undertrykkes også’. Det skulle åbenbart give balance i tingene, at etnisk danske kvinder også udsættes for vold og voldtægter, og at det oven i købet ind imellem er deres egne landsmænd, der er forøverne. Men nævnes ’eksotiske’ undertrykkelsesformer, peges en særlig gruppe ud som kvindeundertrykkere. Og det må for alt i verden ikke ske i de anstændiges verden, heller ikke, selv om det sker på bekostning af de undertrykte, de kuede og de sårbare. I de anstændiges verden må disse kvinder klare sig selv.
Når Danmarks Lærerforening kløjes i kaffen, skyldes det formentlig, at der for første gang er sat adresse på undertrykkerne. Selvfølgelig ved alle, at nogen sørger for tvangsvielserne, børneægteskaberne, kønslemlæstelserne, likvideringerne m.v., men så længe disse nogen ikke nævnes, kan gode mennesker lade som om, at det bare – som en naturlov – sker, og ingen behøver påtage sig et ansvar for at stoppe det.
Det ser ikke ud til, at det norske politi har problemer med at kalde en spade for en spade. I november 2009 erklærede politioverbetjent i Rogaland politidistrikt Tor Erik Riska Thorsen, der er specialist i efterforskning af seksuelle overgreb, at årsagen til, at ikke-vestlige mænd er overrepræsenteret i statistikken er et ’urgammelt kvinnesyn og lite åpenhet om seksualitet.’ Hanne Kristin Rohde i Oslo-politiet udtalte i januar 2010 i forbindelse med overfaldsvoldtægter i Oslo, at ’samtlige overfallsvoldtekter de siste tre årene er utelukkende begått av ikke-vestlige innvandrere, mens ofrene er norske kvinner med et ’etnisk nordisk utseende’. Det bør settes spørsmålstegn ved om gjerningsmennene i disse sakene har et kvinnesyn som må behandles.’ Flot, flot, at politifolkene har mod til at sige sandheden højt. For deres skyld håber jeg dog ikke, at Norge er befængt med en krænkelsesforkæmper som den danske politiker Zenia Stampe. Fra en platform i de anstændiges parti arbejder hun ikke kun for at afskaffe kongehuset, kirken og sine landsmænd. Hun ser det som sin fornemste opgave at holde øje med enhver ytring, som hun ikke kan lide, eller som hun nok tror, andre ikke kan lide. Dette særegne fænomen har fået sit eget navn: Stampismen. Rammes man af stampisme, trækkes man ved hårene hele vejen igennem retssystemet og kan godt med det samme hæve alle sine spareskillinger til betaling af advokathonorarer.
Når man ser på de sager, der omhandler alle mulige former for tvangs- og voldsforbrydelser mod etniske minoritetskvinder bare inden for dette ti-år, kan den strategi, som ministeren har lagt frem, synes fuldstændig håbløs, ikke mindst fordi han vil blive modarbejdet af de anstændige. Og fordi holdninger er utroligt svære at ændre. Så hvis vi om ti år stadig har børn, der bliver imamgift; unge, der ikke selv helhjertet kan vælge deres ægtefælle; unge, der må leve under jorden, frygte at blive likvideret, truet til at begå selvmord, kønslemlæstet og sendt ud af landet for ikke at blive ’besmittet’ med værdierne i det land, deres forældre har valgt til dem, så er det nok på tide at gå over til grovere metoder og smide hver eneste en af disse forældre tilbage til det land, de mentalt aldrig har forladt.
Jeg frygter, at hvis vi ikke gør noget drastisk, så ender vi med blot at kunne glæde os over, at kvinderne i vores lande ikke bliver stenet – endnu.