I diktatorens skygge
Af Helle Merete Brix, HRS
For 21 år siden forsvandt den bogaktuelle og libyske eksilforfatter Hisham Matars far. Han blev kidnappet i marts 1990 af de sikkerhedsvagter i Cairo, som den egyptiske regering havde stillet til rådighed for familien. I Cairo boede familien i eksil, efter at faderen, Jaballa Matar, der var en kendt diplomat og systemkritiker, ragede uklar med Muammar al-Gaddafis regime. Gaddafi har haft magten i Libyen siden efteråret 1969, hvor han stod i spidsen for et militærkup, der væltede landets pro-vestlige monarki. Og Gadddafi har brutalt slået ned på enhver form for opposition.
Den egyptisk sikkerhedstjeneste sendte Jaballa Matar videre til den libyske sikkerhedstjeneste. I dag ved Hisham Matar og hans familie stadig ikke, om faderen lever eller er død. Der har været få livstegn i årenes løb. Men de ved, at han blev dømt uden rettergang, tortureret og indsat dér, hvor Libyens politiske fanger ofte bliver indsat: Det berygtede Abu Salim fængsel.
Hisham Matar selv blev født i New York, hvor faderen på det tidspunkt arbejdede som diplomat ved den libyske FN-mission i byen. Derudover tilbragte han barndommen i Tripoli og Cairo og på en engelsk kostskole. Matar fik sin uddannelse i Storbritannien og bor der stadig i dag med hustru og barn.
Gaddafis brutalitet
I 2006 blev Matar kendt i den litterære offentlighed, da hans debutroman “In the country of men” (Viking, 2006) blev indstillet til den prestigefyldte Man Booker Prize. Bogen er en usædvanlig smukt skrevet fortælling om den ni-årige Suleimans opvækst i Gaddafis Libyen. Hans far er forretningmand men har også har et hemmeligt liv som demokratiforkæmper. “Democracy now”, hedder en af faderens bøger, som familien må brænde, da situationen spidser til. Suleimans mor er en nervesvækket kvinde, der, som det ikke er ualmindeligt i den del af verden, bliver gift med faderen som purung pige og under trusler om at blive dræbt af familien, hvis ikke hun er jomfru. Libyen er mændenes land.
I en af bogens uhyggeligste scener beskriver Matar den TV-transmitterede hængning af Ustath Rashid, der underviser i historie på universitetet og er far til Suleimans bedste ven. Ustath Rashid er systemkritiker. Henrettelserne af Gaddafis modstandere foregår på et stort sportsstadion. Systemets mænd bjæffer om revolutionens leder, “lederen af en verdensrevolution for en ny civilisation” og om hvordan man har besejret de “korrupte elementer”. Mængden hujer: “Hæng forrræderen! Hæng forræderen!”
Savnet af en far
Det er også tabet af en far, en kendt arabisk systemkritiker, der er omdrejningspunktet i Matars aktuelle bog “Anatomy of Disappearance”. (Viking 2011). I bogen følger vi hovedpersonen Nuri, der som dreng mister sin mor. Hans far gifter sig igen som 41-årig med en helt ung kvinde, Mona. Nuri er omtrent så forelsket i sin smukke stedmor som hans egen far er. Men da faderen bliver bortført i Schweiz, forandrer det også hans forhold til stedmoderen.
Libyen er ikke nævnt i bogen. Familien bor i Cairo, men hører hjemme i et ikke navngivet land. Hvor Matar i sin første bog lagde vægt på også at skildre Gaddafi-styrets brutalitet, ligger vægten i den aktuelle fortælling et andet sted: Det dybe savn af en far, som man ikke ved om er levende eller død.
Siden Matars roman udkom i marts i år har forfatteren optrådt i en række internationale medier. Ikke blot fordi det som debutromanen er en bog med betydelige litterære kvaliteter, men på grund af de dramatiske omvæltninger i Libyen.
At vokse op i frygt
I en kronik i Jyllands-Posten i marts fortalte Matar om sine forhåbninger til det, der kan vokse frem i et nyt Libyen. Men også om, hvordan det var at vokse op i frygt. Matar lærte som barn ikke at drille sin far, når han farvede sit hår eller “på familieferier i Europa ofte bar et par forfærdelige, mørke solbriller. Jeg drillede ham heller ikke, når han bad mig holde afstand, mens han tjekkede, om der var sat sprængledninger til bilen. I Egypten, hvor vi dengang boede, havde vi bevæbnede vagter døgnet rundt. De sad udenfor døren og fulgte os overalt. Det blev en vane at antage, at vores samtaler – i telefonen eller hjemme – blev aflyttet.”
Og videre: “Vi havde mistanke om, at hver eneste tjener i vores hus, alle de hænder, der ordnede vores senge og lavede vores mad, var i det egyptiske hemmelige politis tjeneste.” .
Matar har ikke været i Libyen siden familien rejste fra landet i 1979. I 2006, da hans debutroman udkom, begyndte han at udtale sig kritisk om Gaddafis regime. Matars familie var bekymret. Han kunne ikke længere rejse til Cairo, hvor han har familie og barndomsvenner. Slægtninge og venner holdt op med at kontakte ham, når de kom til London. Derefter begyndte libyske embedsmænd at reagere. Først med tilbud om bestikkelse, hvis Matar ville stoppe kritikken. Derefter med trusler.
Et frit og forbedret Libyen?
Matar har i medierne fortalt om, hvor trist han altid er blevet, når en taxachauffør i for eksempel New York eller Cairo hører, han er libyer og siger: “Åh, ja, Gaddafi”. Derfor glæder han sig over, at det Libyen, som for ham indtil nu omtrent kun har været en kilde til “frygt, smerte og forlegenhed” i disse tider er en kilde til “glæde og stolthed”. Da oprøret satte ind i Libyen, blev Matars lejlighed i London omdannet til en slags mediecentral. Matar førte op til 50 samtaler om dagen med personer fra den libyske opposition, som medierne ikke kunne komme i kontakt med. Det kunne de nu.
Hvilket Libyen der kommer ud af kampen, hvis oprørerne vinder, ved vi ikke. Jeg deler ikke Matars optimisme. Et klanbaseret stammesamfund, hvor ledende kræfter inden for oppositionen udtaler, at de ikke vil have et samfund med religionsfrihed, tegner ikke godt. Der synes absolut at være en risiko for et islamiseret Libyen. Bliver det mon bedre end Gaddafis obskure sammenblanding af islam og socialisme?
Samtidig minder Matars bøger og hans engagement om noget vigtigt: At der er oppositionelle kræfter i ethvert diktatur, islamisk som ikke-islamisk. Matar er absolut ikke blind for eksempelvis den chauvinisme, der ligger i de arabiske samfund, og som han diskret og samtidig præcist, skildrer også i sin aktuelle bog. For eksempel hvor faderen gør kur til den 26-årige Mona ved at “intimidere og imponere”. Og ved at blotlægge faderens promiskuitet.
Sidst, men ikke mindst er Matars savn af en fængslet eller henrettet far også en skildring af noget større: De mange mennesker, der er forsvundet i fængsler i verdens diktaturer, herunder de iranske og libyske. Deres historier må ikke blive glemt.