Brick Lane – bag facaden
Af Helle Merete Brix, HRS
(LONDON): Den berømte gade i Londons East End, fyldt med butikker med islamiske varer, kiosker med Bollywoodfilm, kaffebarer og et væld af indiske restauranter. Her lod Monica Ali handlingen i sin bog “Brick Lane”, om Nazneen, der kommer til England i et arrangeret ægteskab, udspille. (Doubleday, 2003). Men også mindre sofistikerede personer har gjort gaden kendt: Det var således i kvarteret omkring Brick Lane, at Jack the Ripper i slutningen af 1800-tallet fandt sine ofre, der alle var prostituerede.
Brick Lane-kvarteret med de overvejende lave huse, har fra tidernes morgen været en gade, hvor immigranter slog sig ned. De franske huguenotter kom i 1700-tallet. Siden kom irske immigranter til. De østeuropæiske jøder, ashkenazi-jøderne kom på flugt fra antisemitisme i slutningen af 1800-tallet. I bogen “On Brick Lane” (Penguin Books, 2007) fortæller Rachel Lichtenstein om sine bedsteforældre, der i 1930erne åbnede en urmagerforretning i nr. 67 i gaden: “Enhver forretning i gaden var optaget. Der var trykkere, frisører, manufakturhandlere, købmænd og tobakshandlere”. Gaden var kendt som “Lille Jerusalem”.
Fascister og National Front
Brick Lane ligger i bydelen Tower Hamlets. I dag er det den af London, der har flest muslimske indbyggere. De kommer fra lande som Afghanistan, Bangladesh, Somalia og Pakistan. Det er også det fattigste kvarter i den indre del af London.
Mod nord krydser Brick Lane Bethnal Green Road. I dag tæller Bethnal Green kvarteret mange muslimske indbyggere, og i gadebilledet i dette arbejderklassekvarter, blandt de hvide og brune indbyggere, har jeg set adskillige kvinder, hvor kun øjnene er synlige.
I 1930erne var Bethnal Green et farligt område for de jødiske immigranter, der dengang boede i Brick Lane kvarteret. I Behtnal Green holdt Oswald Mosley, der grundlagde Den Britiske Union af Fascister, til. Hans fascistiske og antisemitiske bande overfaldt rask væk jøder.
I 1970erne blev Bethnal Green et mødested for National Front, der med jævne mellemrum angreb indbyggere fra Brick Lane-området. Det var nu overvejende mennesker med rod i området Sylhet i Bangladesh. De fleste af de tidligere jødiske indbyggere og deres efterkommere var forlængst flyttet til mere velhavende områder. Hvor der i midten af Brick Lane tidligere lå en synagoge ligger i dag Jamme Masjid Moskeen.
Sloganet hos National Front lød: “Ain´t no black in the Union Jack”. I juni 1978 drog 150 medlemmer af National Front hærgende gennem Brick Lane og knuste ruder i forretningerne. I Lichstensteins bog citers et øjenvidne, der beskriver hvordan asiatiske unge gik til modangreb og jagede National Front ud af gaden.
Mordet på Altab Ali
Mod syd grænser Brick Lane, eller rettere den lille rest af gaden, der hedder Osborn Road, op til den travle Whitechapel Road. Her ligger blandt andet flere islamiske banker. Også den store East London Mosque, der har været i søgelyset hos flere medier for at stå for en islamisme, der strækker sig helt ind i en infiltration af byrådet, er placeret her. Om fredagen kan man se mænd i alle aldre, med og uden hvide kalotter, strømme ind i det mægtige moskekompleks for at gå til til fredagsbøn.
På WhitechapeI Road ligger også Altab Ali parken. Den er opkaldt efter en ung skrædder fra Bangladesh, der i maj 1978, måneden før National Front hærgede i Brick Lane, blev myrdet af tre britiske teenagere i et racistisk motiveret angreb. Parken fungerer i dag ofte som udgangspunkt for demonstrationer, for eksempel mod krigen i Irak.
Den britisk-pakistanske forfatter Kenan Malik minder i sin bog “From fatwa to jihad” (Atlantic Books, 2009) om den vold, der i 1970erne og 1980ernes Storbritannien blev rettet mod immigranter fra den tredie verden. Også Ibn Warraq, HRS` USA korrespondent, har engang fortalt mig om sin tid som skolelærer i det London, han elsker højt. Men: “Det var ikke let at være immigrant i 1970ernes England”.
Bag facaden
Spadserer man i dag i Banglatown, som Brick Lane også kaldes, vil man se gadeskilte på både engelsk og bengali. Kommer man om eftermiddagen, ikke blot på en fredag, er der så mange ældre mænd i fodlange kjortler på gaden, at man føler, man kunne være i Pakistan eller Bangladesh.
Brick Lane er samtidig blevet et turistmål og hip. I det gamle Truman bryggeri er der i dag indrettet ateliers for kunstnere, ligesom filmselskaber og designere lejer sig ind her. Men i takt med at gaden er blevet mere populær, stiger priserne. Kunstnere, der engang havde uopvarmede, men billige rum at arbejde i, har ikke længere råd til at have lokaler i kvarteret.
I Truman komplekset ligger i dag også nogle af Londons mest hippe barer, ligesom Brick Lane har fået et par hoteller.
Lichtenstein, der i 1999 selv giftede sig med en muslimsk mand, fortæller i sin bog også om unge somaliere og bengalere, der ønsker at flytte væk fra den fattigdom og kriminalitet, også bandekriminalitet, der eksisterer i de smalle gader bag Brick Lane. Og Heba Women Institute, der ligger i Brick Lane nr. 164, overlevede med nød og næppe at blive lukket ned for et par år siden grundet manglende økonomi. Her kommer områdets kvinder, ikke mindst bengalske kvinder for at lære engelsk, få computerfærdigheder med mere. En administrator af centret fortæller til Lichtenstein om de kvinder, der benytter centret: “Mange af kvinderne var virkeligt isolerede før. Deres mænd ville ikke lade dem gå nogen steder, hvor de kunne møde mænd, men de lod dem gå til til Heba”.
Lichtensteins bog bringer et citat af en kvinde fra kvarteret. Hun har boet i Brick Lane siden hun kom til London fra Bangladesh i et arrangeret ægteskab: “Jeg er trist, fordi jeg gerne vil tilbage til Bangladesh og besøge min familie, men det er for dyrt. Jeg savner mine forældre meget. Jeg har ikke set dem i tyve år. Min mand døde for to år siden, han plejede at arbejde i en af restauranterne”.
Kristen-islamisk dialog
I Brick Lane ligger stadig Christ Chruch School, der drives af Christ Church. Kirken med de enorme tårne ligger på Commercial Street. I skolen har 90 procent af eleverne nu baggrund i Bangladesh.
I bogen “Salaam Brick Lane” (John Murray, 2005) beskriver journalisten Tarquin Hall det år, han bor til leje i Brick Lane i en ussel lejlighed, udlejet af mr. Ali, der faster under ramadanen og elsker rom og at se sport på TV. Hall giver en karakteristik af religionernes forskellige styrkeforhold i området: De troende strømmer ind i Brick Lane moskeen, i skarp kontrast til Christ Church, hvor “ikke mere end et par dusin mennesker” går til gudstjeneste.
Kirken har også et dialogprojekt med de muslimske indbyggere i området. Tankevækkende er det at læse i Lichtensteins bog om, hvor begejstrede tre unge mandlige muslimer hun interviewer er, for at en socialarbejder i området, Derek, konverterede til islam. Kunne man forestille sig, at kristne i området åbent udtrykte glæde over det modsatte?
De samme teenagere, der mestrer både dating, drinks og bøn, fortæller i øvrigt Lichtenstein, at de for år tilbage overfaldt prostituerede i gaden.
Islam på fremmarch i Tower Hamlet
Også Ed Husains selvbiografiske bog “The Islamist” (Penguin Books, 2007) indbefatter Brick Lane. Bogen fortæller om hvordan Husain som teenager i begyndelsen af 1990erne bliver indrulleret i Young Muslim Organisation, der holder til i East London Mosque. Husain har indtil da sammen med sin far frekventeret moskeen i Brick Lane. De fleste af moskeens besøgende er ældre mænd. I Brick Lane moskeen hører han aldrig om den islamiske stat eller at ikke-muslimer er kaffirs.
Det hører han til gengæld i East London Mosque. Her er Sayyd Qutbs bog “Milestones” obligatorisk læsning. Da Young Muslim Organisation ikke længere er radikal nok, går Husain ind i Hizb ut-Tahrir. Han forlader Hizb ut-Tahrir igen i 1995.
Husain skriver i bogen: “I dag høres opfordringen til jihad mere eller mindre dagligt fra store grupper af muslimske unge, men på den tid (1990erne, red.) var det en ekstrem retorik”.
Alt dette reflekterer man formentlig ikke over ved et enkelt besøg i Brick Lane eller Tower Hamlets. Men det kan måske være nyttigt at tænke på, at under en tilsyneladende multikulturel overflade ligger en sandhed, der ser lidt anderledes ud.