Politikk

Tragedien i Libya

FN har vedtatt militær intervensjon av Libya. Grete Faremo svarer med støtte enten i form av kamp- eller transportfly eller begge deler for å prøve å redde befolkningen fra voldsdespoten Gaddafi. Innen få timer er antakelig franske fly på vei mot Libya. Er dette smart? Ralf Pittelkow peker på Vestens historiske skyldfølelse, arabernes svik mot sine nærmeste, og likeledes manglende ansvarstaking fra Russland, Kina og Tyrkias side. Vesten må ikke finne på å intervenere alene, skriver Ralf Pittelkow.

Politikk med hodet under armen

Af Ralf PittelkowEn tragedie udvikler sig i Libyen. Gaddafis styrker trænger oprørerne tilbage, og uden indgreb udefra vil han formentlig genvinde kontrollen med landet.

I Danmark og andre vestlige lande er det svært at se på. Mange føler, at der må gøres noget hurtigt, og at hvis ikke andre vil tage affære, så må Vesten gøre det alene.

Den spontane holdning er, at det er Vestens ansvar at løse den slags problemer, og at det er Vestens skyld, hvis disse problemer ikke bliver løst.

Grænser for Vestens magt

Prøv at lægge mærke til, hvor lidt den danske debat beskæftiger sig med, hvad de arabiske lande burde gøre for at hjælpe oprørerne. De skulle ellers være de nærmeste til det.

Holdningen ligger dybt i os. Fordi vi har en tradition for humane samfund. Men også fordi vi har en historisk skyldfølelse over Vestens magtfulde rolle i verden. Og så, fordi vi går ud fra, at vi kan ordne alle verdens problemer, hvis bare vi vil.

Men den globale udvikling i disse år fortæller os ubarmhjertigt og klart, at der er grænser for Vestens (USA’s) magt.

Hvis man ignorerer dette, kommer man til at føre politik med hovedet under armen. Det er lige præcis, hvad mange politikere også i Danmark gør for tiden.

De lader, som om et flyforbud i Libyen kun er et spørgsmål om Vestens vilje. Reelt tænker de specielt på USA, der jo altid kommer til at bære den store byrde.

Arabiske lande må deltage

Men når præsident Barack Obama har tøvet, skyldes det ikke bare vægelsind eller ligegyldighed over for libyernes skæbne. Det skyldes frygten for, at USA bliver involveret i endnu et militært eventyr i Mellemøsten, som bliver langvarigt, ressourcekrævende og politisk farligt.

Militært har det hele tiden været klart, at et flyforbud alene næppe kunne standse Gaddafi. Der er derfor risiko for, at det ender i regulær krig.

Politisk vil arabiske despoter og fanatikere få mulighed for at piske en stemning op mod USA og Vesten.

Derfor har det været så vigtigt at få de arabiske lande med. Det er ikke nok, at Den Arabiske Liga omsider tog sig sammen til at støtte et flyforbud. Medlemslandene må deltage aktivt i en aktion.

Malplaceret skyldfølelse

Der er heller ikke noget at sige til, at USA og mange europæiske lande har lagt vægt på et FN-mandat. Men modstand fra især Kina og Rusland har trukket processen i langdrag.

Nu vil et flyforbud næppe gøre stor forskel længere. Forhåbentlig kan der opnås enighed om andre skridt, måske også bombninger, for at forhindre en massakre. Derudover skal Gaddafi isoleres politisk og økonomisk.

Jo, der skulle have været handlet mere resolut. Men Vesten skal ikke lade sig styre af en malplaceret skyldfølelse over det.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har holdt hovedet koldt. Men hans udenrigsminister, Lene Espersen, kredser om en vestlig militær indgriben. Og hans partifælle, udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, giver den som Rambo med krav om, at NATO skal handle på egen hånd.

Værst er dog oppositionens højlydte krav om at sende Vesten i krig. De er ikke bare farlige, men også hykleriske. I forbindelse med Irak-krigen stillede de samme partier et ubetinget krav om, at den slags kun kan foregå med et FN-mandat.

Ansvaret for Libyens tragedie ligger hos Kina, Rusland, de arabiske lande og Tyrkiet. De har forhindret en fælles aktion.