På rejse i Skandinaviens Østeuropa
Helle Merete Brix, HRS
“En idiot på rejse”. Sådan stod der for nylig i Helsingborgs Dagblad i en anmeldelse af den danske historiker og kommentator på Jyllands-Posten Mikael Jalvings aktuelle bog “Absolut Sverige: En rejse i tavshedens rige”. Et møde med Jalving og andre om bogen i Trykkefrihedsselskabet i København blev beskrevet således i samme avis af journalisten Malin Waak: “”Trods de malede engle i loftet føltes det lidt som at være havnet i helvede”.
Og som om det ikke var nok, men nej. Publicistklubben i Sverige aflyste et møde med Jalving, fordi forfatteren havde tilladt sig at tale på en konference arrangeret af avisen Nationell Idag, nært forbundet med Nationaldemokraterne, ikke at forveksle med Sverigesdemokraterne.
Var det klogt af Jalving at tale på en konference arrangeret af en avis, der trykker indlæg af formanden for British National Party, Nick Griffin, på sin internetside? Og som synes at have et venligt syn på amerikaneren David Duke, der er tidligere højtstående medlem af Ku-Klux Klan? Jeg mener nej. Men Jalvings princip er, hvis jeg har forstået det ret, at han taler for hvemsomhelst, det hører til demokratiets spilleregler. Det princip burde han have lov at håndhæve uden at blive stemplet som ekstremist. I øvrigt førte Publicistklubbens bizarre beslutning til, at næstformanden Ingrid Carlquist trak sig fra organisationen.
Feminisme, samere og indvandring
Carlquists beslutning er et eksempel på, at der i det Sverige, som en af mine bekendte betegner som “Skadinaviens Østeuropa” er mennesker, der sætter ytringsfrihed og frihed højt. Naturligvis, fristes man til at sige, for ethvert totalitært system har sine dissidenter. Disse mennesker er repræsenteret i bogen blandt andet ved forfatteren Thomas Nydahl, der i årevis har skrevet kritisk om udviklingen i Sverige.
Styrken ved “Absolut Sverige” er ikke mindst dens væld af kilder. Jalving taler med de konforme, de tavse, de vrede og de knugede. Han interviewer læger, journalister, politikere og imamer. Han taler med gammelsvenskere og tilvandrede. Han taler med folk, om det der helst ikke skal tales om i Sverige, herunder den alt for store indvandring, den voksende islamiske fundamentalisme og idiotien ved at have forbudt købesex.
Jalving går i krig med ikoner som den storskrydende forfatter Jan Gillou med den blakkede fortid og tidligere statsminister Oluf Palme, en romantisk kyniker, der blev myrdet i 1986 og hvis død blev en art nationalt traume. Ligesom han sætter spot på stort set alt fra Israel-bashing over feministisk porno til en overklasse, der i Sverige er et fænomen for sig. Ligesom velfærdsstaten.
Jalvng påminder også læseren, der måske lidt adspredt læser afsnittene om Sveriges historie, at man ikke forstår det nuværende Sverige, hvis man glemmer, at Sverige engang var et “imperium, der strakte sig fra Sankt Petersborg i øst over Finland, de baltiske lande, Pommern og Preussen til bremen i Vest og München i syd”. Man føler sig straks ramt. Forfatteren har jo ret. Og hvad er Sverige i dag? Konformt. Socialdemokratisk. Utopisk. Et land, hvor politikere, akademikere og medier arbejder sammen og har retten til at definere, hvad der er “politik og moral – og hvad der bare er polemik og pøbel.”
Hæsblæsende og vigtig fortælling
Fortælleteknisk benytter Jalving sig af en art new journalism, hvor skribenten selv er en aktiv del af fortællingen. Det fungerer, for Jalving kan skrive. Han farer afsted i lejet bil, han bevæger sig – sikkert hurtigt – til fods eller på cykel. Han tager os med til Kiruna og høre om samernes situation. Han fører os mod det indvandringstætte Rinkeby, hvor parabolerne sidder som “svampe på de lave boligblokkes altaner”. Ligesom vi er i indvandrerghettoen Rosengård i Sverige, den mere hippe del af samme by og i Stokholms noble kvarterer. På kaffebarer, cafeer og hotelværelser drikker Jalving mængder af kaffe, vin og Pripps øl for at styrke sig og reflektere over dagens indtryk. Det er forståeligt.
Det er en hæsblæsende, til tider turbulent fortælling, men også en vigtig og meget informativ bog, som Jalving har skrevet. Af det væld af oplysninger, som bogen indeholder, har jeg lyst til at trække følgende frem:
· At Sverige i perioden 1987-2007 har fået 750.000 nye indbyggere. Ifølge Eurostat er Sverige det land i Europa, der giver flest opholdstilladelser målt pr. indbygger.
· At Sverige i 2009 havde 6000 anmeldelser om voldtægt. Tallet er stigende.
· At der i Sverige er en påsat skolebrand om dagen.
· At en 23-årig indvandrer i 2010 slap med 22 måneders fængsel for at dræbe en gammel kvinde og lemlæste hendes mand på en parkeringsplads i Landskrona. Årsagen til drabet og volden var, at manden fortalte indvandreren, at han holdt ulovligt parkeret. “Det er individer, der begår mord”, forsikrede Sydsvenskan i en leder.
· At hverken statsminister Fredrik Reinfeldt (Moderaterne) eller Mona Sahlin (i dag tidligere leder af Socialdemokraterne) havde et kvæk at sige, da tegneren Lars Vilks maj 2010 blev overfaldet på universitetet i Uppsala i forbindelse med en forelæsning, han afholdt).
· At Nobelkomitéen ikke ville invitere Sverigesdemokraternes formand Jimmie Åkesson til nobelfesten november 2010. Alle andre partiledere for partier i Riksdagen blev, traditionen tro, inviteret. Begrundelsen for udelukkelsen af var, at det af Alfred Nobels testamente fremgår, at der ikke skal tages hensyn til nationale tilhørsforhold: “Sverigesdemokraternes holdninger strider imod dette”.
To ting savner jeg i bogen:
1. Et register. Bogen kan nærmes benyttes som en art opslagsværk i Sveriges-debatten, og det ville være have været rart at kunne slå tilbage og finde citater og personer frem.
2. Medmindre denne anmelder har overset det, er der ikke i bogen nogen omtale af den katastrofale diskoteks-mordbrand i den makedoniske forening i forstaden Backaplan på Hisingen i Göteborg i 1998. Det er den værste brandkatastrofe i Sveriges historie og den kostede 63 unge af en række forskellige nationaliteter livet. 213 blev kvæstede. Straks efter branden blev der spekuleret i, at brandstifterne kunne være racistiske svenskere, der ikke kunne lide indvandrere. Også politiet arbejdede udfra denne teori.
Men de ansvarlige for denne tragedie viste sig at være fire unge iranske indvandrere, der havde sat ild til en bagtrappe, fordi de var sure over at blive afkrævet 40 kr. i entré. De blev idømt mellem syv og otte års fængsel hver.
Mikael Jalving: Absolut Sverige: En rejse i Tavshedens rige. Jyllands-Postens Forlag, 2011, 304 sider, cirka 245 danske kroner.