Politikk

Ny skurkerolle

Vesten regnet med støtte fra Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union da vedtaket om å angripe Libya ble fattet. Vesten ble tatt ved nesen og risikerer nok en gang å få rollen som skurken i den muslimske verden, skriver Ralf Pittelkow.

Vesten taget ved næsen i Libyen

Af Ralf Pittelkow, Jyllands-Posten 21.mars 2011

Vesten risikerer endnu engang at få rollen som skurk i den muslimske verden.

Som ventet har koalitionen mod Gaddafi-regimet i Libyen hurtigt fået kontrol med luftrummet. Men denne militære sejr er blevet ledsaget af et politisk nederlag, som varsler ilde:

I går gik generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, ud med en kritik af aktionen. Han påstod, at der havde været civile tab, og at det aldrig havde været ligaens hensigt med at støtte flyveforbuddet.

Reelt var Moussas udtalelser udtryk for, at nogle arabiske regeringer er blevet grebet af frygt for folkelig modstand mod krigen.

Måske er Moussa også selv bange for, at hans ambitioner om at blive Egyptens præsident kan lide skade.

Ingen klar støtte

Endnu står det ikke klart, hvad Den Arabiske Liga ender med at gøre. Men Moussas kritik tyder på, at Vesten ikke skal forvente nogen klar støtte fra den kant. Heller ikke fra Den Afrikanske Union.

Dermed er Vestens Libyen-strategi blevet hårdt ramt. Den har lagt afgørende vægt på, at krigen blev bakket op af Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union og havde deltagelse fra arabiske lande.

Man har villet undgå, at krigen kom til at stå som endnu et vestligt angreb på et muslimsk land. Vel vidende, at det kan udløse stærke antivestlige følelser i den muslimske verden, som vil gavne de autoritære og islamistiske kræfter under opbruddet i de arabiske lande.

Nu risikerer Vesten at havne i netop dette mareridt. Man satsede på de arabiske landes løfter om opbakning. Men man blev taget ved næsen.

Ingen fælles målsætning

Gaddafi tordner løs med, at krigen er et kristent korstog for at ramme islam og sætte sig på Libyens olie. En gal mands snak? Problemet er, at den har en klangbund i de arabiske befolkninger.

Det kan blive særlig farligt for Vesten, hvis krigen i Libyen trækker ud, hvilket der er en risiko for.

Koalitionen mod Gaddafi har ikke nogen klar, fælles målsætning med krigen. Hvad går man efter? Hvornår kan man sige, at missionen har været en succes?

Man kan vælge at gå efter at fjerne Gaddafi. Eller man kan ”nøjes” med at gå efter at sikre befolkningen mod blodige overgreb.

Begge opgaver kan blive krævende og langvarige, hvis Gaddafi indtil videre formår at klynge sig til magten over en betydelig del af Libyen. I begge tilfælde kan det blive nødvendigt at indsætte landtropper.

Hvis Gaddafi-regimet viser modstandskraft, er det svært at knuse det fra luften alene.

Tilsvarende kan det være svært at beskytte befolkningen uden landtropper, som måske skal blive i længere tid.

Koalitionens bedste håb er, at bombardementerne presser regimet så hårdt, at det bryder sammen. For eksempel ved at større dele af det libyske militær forlader Gaddafi.

Ingen tør tænke tanken om en længerevarende landkrig. Sagde jeg ingen? Det er nu ikke helt rigtigt: I Danmark taler SF om at sende landtropper derned!

Vesten har forhindret et truende blodbad på befolkningen. Så langt, så glædeligt. Men hvis ikke regimet bryder sammen, kan prisen blive høj. Og selv hvis Gaddafi ryger hurtigt, kan den politiske skade være sket, fordi man ikke har de arabiske regeringer og befolkninger med.

Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor var det nu lige, at det ikke var de arabiske lande selv, der tog sig af Gaddafi?

Vesten risikerer endnu engang at få rollen som skurk i den muslimske verden.