Hege Storhaug, HRS
Selvsagt kjente jeg også på den enorme kulturelle og mentale avstanden mellom disse tre kvinnen og de om lag 20 svenske jentene i alderen 15-18 år på samme flyet som hadde vært på opplevelsesreise til Maldivene. Jenter i sommertøy og med åpne ansikt og flagrende hår. Blide og lekne. Frie. De somaliske kvinnene som blottet deres rikdom og status i alles påsyn, viste med styrke at de ikke er en del av den svenske kulturen. Tvert om tilhørte de mentalt og kulturelt den samme arabiske halvøye som vi alle forlot i går. De stod frem som ”uintegrerbare”, for å låne Lise Christoffersens uttrykk, Aps talsperson i integreringsspørsmål. De vil ikke bli som oss – på noen som helst måte. Annet enn å ta del i vår velstand, fortjent eller ufortjent.
Ralf Pittelkow hilser Pind velkommen, og peker på nøkkelen for Pinds suksess: handling, handling, handling.
Søren Pind – vinner eller taber?
Pind vinder på stærke budskaber. Men han taber, hvis folk oplever, at det forbliver snak.
Den ny integrationsminister Søren Pind er rask i slaget. Han har sådan set allerede løst sin første opgave, nemlig at sætte fornyet gang i værdidebatten om indvandring og integration.
Denne debat kører på de høje nagler i store dele af Europa. Men under Birthe Rønn Hornbech lå den på det nærmeste død herhjemme.
Det har S-SF været svært glade for. De har hele tiden søgt at tale mindst muligt om udlændingepolitik, både fordi det er en traditionel borgerlig vindersag, og fordi der er stor uenighed i den røde lejr.
Integration er tilbage
Pinds hurtige og højlydte meldinger tvinger dem nu på banen. Integration er for alvor tilbage i dansk politik, herunder i den kommende valgkamp. Det er ikke nogen ringe virkning.
Men Pind har ufrivilligt hjulpet oppositionen ved at køre løs med begrebet assimilation i stedet for integration.
Hans formål med begrebet har været at insistere på, at indvandrere tager det danske samfunds grundværdier til sig – bliver danske. Men der klæber noget hårdt og nidkært til ordet assimilation. Mange får det indtryk, at indvandrere ned til mindste detalje skal opgive deres kulturbaggrund. Det duer ikke.
Noget tyder da også på, at Pind begynder at bakke ud af denne begrebsgymnastik og acceptere det gængse ord integration. Klogt.
Hjælper oppositionen
Pind har også hjulpet oppositionen på anden vis: Mens han har været for hård i munden med ordet assimilation, har han været meget blød og vævende, når det gælder den konkrete integrationspolitik.
Han taler meget om den nødvendige debat, men meget lidt om, hvordan ideerne bliver til virkelighed i samfundet. Man forstår, at han ikke er meget for at lave regler. Det er ret uforpligtende, hvilket oppositionen kan være glad for. Så får den ikke stolen sat for døren.
Et eksempel viser problemet: Søren Pind overtager Bertel Haarders devise om, at han ikke er ”minister for leverpostej og tørklæder”.
Men virkeligheden er en anden. VK-regeringen har rent faktisk lovgivet om tørklæder, da den forbød dommere at bære sådanne religiøse symboler. Det gjorde den, fordi det var den eneste måde at sikre det verdslige princip om, at dommere hverken bør skilte med deres religiøse eller politiske tilhørsforhold.
Brug for handling
Den samme problemstilling ligger og venter andre steder: Skal skolelærere for eksempel have fri ret til at påvirke børnene ved at bære islamisk tørklæde?
Integration kræver en række forskellige instrumenter. Debat og holdningspåvirkning er en meget vigtig del af det, heri har Pind ret. Men han vil hurtigt opdage, at han ikke kan klare sig med den liberale Pixi-bog om leverpostej og tørklæder.
Han bliver nødt til at sige noget om, hvordan man bør bruge lovgivning, regler og myndighedernes optræden.
Den slags er nødvendigt for at tackle de betydelige problemer, som en række EU-domme skaber for dansk udlændingepolitik.
Det er også nødvendigt i mange andre opgaver: indsatsen for dansk som modersmål for alle, for den frie og lige omgang mellem kønnene, for fælles skolekundskaber i alle fag, for lov og orden – og mod parallelle retssystemer, mod radikale kræfter, mod udsalg af danske værdier i skolen.
Pind vinder på stærke budskaber. Men han taber, hvis folk oplever, at det forbliver snak.