Af Ralf Pittelkow, Jyllands-Posten
Det Radikale Venstre (søsterpartiet til norske Venstre, vår merknad) har fået et nyt folketingsmedlem, Manu Sareen. Han er aktiv fra start. Senest har han kritiseret en aktuel undersøgelse af indvandringens økonomiske konsekvenser (Berlingske 19/2).
–>Undersøgelsen er lavet af den uafhængige DREAM-gruppe for den liberale tænketank Cepos. Den konkluderer, at indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande svækker de offentlige finanser med knap 16 mia. kr. om året.Man kan altid diskutere de præcise tal i den slags undersøgelser. Flere indirekte udgifter, blandt andet til politi og retsvæsen, er således ikke med. Omvendt mener Manu Sareen, at udgifterne overdrives, fordi undersøgelsen ikke tager højde for, at en stor del af efterkommerne endnu ikke har nået den alder, hvor de begynder at tjene penge til samfundet.Fint med den slags debatter. Man skal bare ikke foregive, at de ændrer ved den centrale pointe: Indvandringen fra mindre udviklede lande er økonomisk en klar underskudsforretning for det danske samfund. Sareen slører denne kendsgerning ved at fortie en række afgørende forhold:Ifølge DREAM-analysen vil denne form for indvandring også give et stort underskud på godt 14 mia. kr. i 2020 – altså på et tidspunkt, hvor langt flere efterkommere er blevet voksne.Tidligere analyser fra estimerede instanser som Velfærdskommissionen og Nationalbanken har ligeledes konkluderet, at indvandringen fra mindre udviklede lande er en betydelig udgift for samfundet.Sareen forbigår også, at hans meningsfæller i sin tid brugte det som et slagargument for denne indvandring, at den ligefrem var økonomisk gavnlig, ja, nødvendig for det danske samfund. Den påstand var forkert.Noget andet er så, at Danmark klarer sig lidt bedre end mange andre lande, når det drejer sig om at få indvandrere i arbejde. Men folk som Sareen nævner aldrig, at den stramme indvandringspolitik, som de bekæmper med næb og klør, har bidraget væsentligt til dette. Manu Sareens forglemmelser og fortielser er udtryk for, at De Radikale fungerer som et populistisk parti i udlændingepolitikken. Populisme vil her sige, at man fornægter væsentlige kendsgerninger og argumenter og satser på at appellere til følelserne i stedet. Hos Sareen lyder følelsesargumentet, at man er fremmedfjendsk, hvis man påpeger de økonomiske realiteter omkring indvandringen.Andre radikale kan også. Den tidligere partileder, Marianne Jelved, havde således et indlæg i JP (16/2), hvor hun hævdede, at kriminalitet intet har at gøre med, hvor man kommer fra. ”Talrige undersøgelser viser”, at den udspringer af sociale forhold, skrev hun.Men indvandrere fra lande som Somalia, Libanon, Marokko og Tyrkiet har en markant overkriminalitet, vel at mærke selv hvis man tager højde for sociale forhold. Det er kendsgerningerne. Jelved nøjes med følelserne.Man genfinder også et andet grundtræk ved populismen: det sort-hvide verdensbillede. De radikale betragter det danske samfund med et superkritisk blik, mens indvandrermiljøerne anskues med ekstrem naivitet. I denne sort-hvide verden ser Manu Sareen intet problem i at foreslå, at justitsministeren opretter et imamråd, der skal holde justits blandt muslimer.Lederne af EU’s tre største lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien har nu kaldt den multikulturelle model med dens parallelsamfund for ”fuldstændig forfejlet”. Men Manu Sareen vil styrke disse parallelsamfund. Den radikale udlændingepolitik er populisme for de højtuddannede vælgere.