Hege Storhaug, HRS
Skulle FN vedta en resolusjon mot religionskritikk etter langvarig press fra OIC, betyr ikke dette automatisk at resolusjonen vil være juridisk bindende for medlemslandene. Et flertallsvedtak vil likevel være et kraftig signal om islams makt, og slik være en inspirator for formørkende krefter til å fortsette marsjen mot menneskerettigheter og frihet. Et flertallsvedtak vil også styrke mulighetene og viljen i muslimske land til å slå hardere ned på religiøse minoriteters rettigheter.
Det er Kristeligt-Dagblad som melder om kampanjen til Åpne Dører:
Organisationen Åbne Døre har indsamlet næsten 500.000 underskrifter fra 70 lande i protest mod den kommende FN-afstemning om en resolution mod religionskritik
Det kan godt være, at det ikke er juridisk bindende, når FN’s generalforsamling i løbet af de nærmeste dage ligesom sidste år i december ventes at vedtage en resolution mod religionskritik. Eller som det hedder i den nyreviderede udgave: en resolution mod bagtalelse af religion.
Men en af hovedårsagerne til, at organisationen Åbne Døre alligevel har igangsat en omfattende kampagne mod den kommende afstemning, er, at religiøse mindretal, heriblandt kristne i muslimske lande, ofte lider under myndighedernes håndhævelse af den FN-støttede retorik mod religionskritik. Argumentet fra Åbne Døres side er, at resolutionen er med til at begrænse religionsfrihed. Indtil videre har Åbne Døre samlet 428.856 underskrifter mod den ventede resolution.»Vi har i forbindelse med denne kampagne haft et verdensomspændende samarbejde, fordi vi mener, at vi ved at hæve vores røst og ved at bede sammen kan spille en afgørende rolle og stå sammen med vore brødre og søstre, som nægtes religionsfrihed og lider under forfølgelse på grund af deres tro på Jesus Kristus,» siger Jørn Blohm Knudsen, generalsekretær for Åbne Døre Danmark.Han tilføjer:»Vi ønsker at udtrykke vores dybtfølte tak til enhver, som har underskrevet vores Retten til at tro-kampagne. De har været en del af et verdensomspændende kor, et kor af mennesker, der har sagt: ”Nok er nok. Nu er det tid til forandring”. Deres underskrifter er allerede begyndt at gøre en forskel – og de vil fortsat hjælpe os med at gøre en forskel for vore brødre og søstre, som hver dag står over for forfølgelse.»
I november vedtok en underkomité i FN et utkast til en resolusjon mot religionskritikk. Takk Gud for at flertallet var mindre enn ved tidligere års resolusjoner.
Samtidig er der talrige eksempler på forfølgelser af religiøse mindretal. I Egypten diskrimineres muslimer, der ønsker at konvertere til kristendom. I Iran er en præst blevet dødsdømt, fordi han har forladt islam (hvorfor er ikke dette en nyhetssak i norsk media? Jeg trodde det var samme sak å drepe en prest som å steine en kvinne, min merknad). I Irak forfølges kristne for deres tro. I Det Palæstinensiske Selvstyre er en blogger for nylig blevet fængslet for at håne islam og kristendom. Og i en lang række andre lande er der jævnlige episoder, hvor religionskritik automatisk medfører straf, og hvor religionsfriheden for de religiøse mindretal er yderst indskrænket.Ifølge Jacob Mchangama, der er chefjurist for tænketanken Cepos, er det netop et problem, at resolutionen giver visse lande en undskyldning for at slå hårdere ned på religiøse mindretals rettigheder:»Resolutionen søger at gøre forbuddet mod religionsforhånelse til en del af den internationale menneskeret, som derved kan legitimere blasfemilovgivning og bane vejen for juridisk bindende normer.”
Etter karikaturstriden kan man langt på vei hevde at det allerede er innført et verdensomspennende blasfemiforbud, all den tid det er åpenbart at man kan sette seg selv i livsfare ved behandle islam like ramsalt som Arnulf Øverland behandlet kristendommen. Øverland levde derimot i en annen tid, og slapp å frykte for liv og helbred.
Les om Pakistans blasfemilover hos Åpne Dører, lover som blant annet foreskriver dødsstraff for å håne islamstifteren Muhammed. Her beskrives også en rekke konkrete tilfeller der kristne dømmes og/eller drepes etter frikjennelse av mobben som tar saken i egne hender.