Kulturafviklerne
Britta Mogensen, for HRS
Det siges, at et folk har de politikere, det fortjener. Det er ikke rigtigt. Intet folk fortjener de feje, sleskende, medløbende, taburetklæbende, kulturafviklende politikere, som alle de vestlige lande er blevet befængt med.
Hvorfor sidder de så på magten og kan bruge denne til at afmontere vores kultur og traditioner, som vi har brugt århundreder gennem arbejder- og kvindekampe på at nå frem til? Der er jo nogle, der giver dem denne magt. Disse nogle er politikernes nyttige idioter og ignoranterne, som ikke har fattet, hvilken fremtid det er, de bereder for deres børn og børnebørn.
De mener, at når blot deres egen hverdag tilbringes i fredelige enklaver, og de ikke mærker kulturudskiftningen på egen krop (endnu), så kan politikerne gøre, hvad de vil, for det rammer jo ikke dem. Tror de.
Ignoranterne tror, at demokrati og frihedsrettigheder er faldet ned fra skyerne og nok fortsætter i al evighed, uden at vi rører en finger, og de nyttige idioter, der er ramt af et selvhad, som er uden sidestykke, er med til at holde de politikere, som intet folk fortjener, til magten. En magt, de misbruger til at tvinge deres befolkninger til underkastelse af en importeret herrefolksmentalitet, som vi troede, vi havde ladt bag os for flere århundreder siden. Det importerede herrefolk sætter dagsordenen, og vi andre – og her især kvinderne – må indrette os på de nye tider med underkastelse og ufrihed.
Da jorden gennem herrefolkets konstante krav omsider var gødet til at søsætte islamismens vejende flagskib, hijaben, var der knapt nogen, der lagde mærke til den tåbelige klud hist og pist i gadebilledet. ”Herregud, hun er nok lige ankommet til landet, så det smider hun, så snart hun er integreret.”
Nå ikke? I stedet så man hijaben brede sig, og det blev de sorthårede uden hijab, der blev mobbet. I no-go zoner blev de forulempet med skub og spytklatter af det analfabetiske herrefolks SS-tropper. Deres kvindelige hjælpere, der stort set alle var under uddannelse og derfor kunne give sig ud for at være ”integreret”, var bøllernes fortrop. Og deres job var at sørge for at mobbe hijaben over hovedet på deres medstuderende på universitetet.
Samtidig så vi de første kropsslørende klædninger. Da disse ikke var ekstreme nok for islamisterne, krævede de, at kvinderne skulle iføre sig telte. Hos nogle af kvinderne – ikke mindst de konverterede – er undertrykkelsestrangen så inderlig, at de yderligere ifører sig niqab og sorte handsker. For konvertitterne er det især vigtigt at fremstå som ikke-mennesker, der bevæger sig rundt mellem os andre som spøgelser.
Islamisterne har sammen med politikerne, medløberne og ignoranterne vundet et slag. Men har de også vundet den krig, der uundgåeligt må komme, når et folk ikke længere accepterer at få tvunget en fremmedartet kultur ned over hovedet og se deres egen kultur forsvinde?
Til at begynde med forblev burkaen ude på gaden og ændrede vores kendte gadebillede til et Teheran eller Riyadh. Det generede ikke politikerne. Vi var jo de oplyste, de civiliserede og de vidende, og derfor måtte vi være tolerante over for uciviliserede tilvandrede fra fjerne bjergegne, landsbyer og ørkner.
Overalt i den vestlige verden underkaster personalet sig hvad som helst for at undgå at blive kaldt racister. De blæser på egne etiske regler og det løfte, de har givet om altid at lade patienten være i centrum. De blæser på såvel brud på de hygiejniske regler som på kønsdiskriminationslovene, ligesom deres frygt for vold og trusler fra fredens religion får dem til at acceptere, at kvinder og børn skades i deres varetægt.
Samtidig er de fløjtende ligeglade med de patienter, der ikke ønsker at blive konfronteret med dette intolerante apartheidsymbol. Medløbernes og ignoranternes krav om, at protesterende patienter ubehandlet skal forlade hospitalet, meldes til politiet eller kan lægge sig til at dø, viser, at de skam godt ved, hvordan den slags udskud skal behandles.
Ikke én politiker har reageret på den psykiske terror, som kvinden af læger og sygeplejersker blev udsat for. Med sædvanlig mangel på empati over for landsmænd, kunne vi, efter at kvindens beretning havde været bragt i adskillige medier, læse, at politikere i Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten (= sammenrend af forskellige totalitære -ismer) blev ”bestyrtede”. Ikke over den skændige og uhørte behandling af en patient, men af hendes modstand mod at få trukket en afskyelig ideologi ned over hovedet under sin indlæggelse på et dansk hospital.
De ”gode” er udmærket klar over, at befolkningsflertallet er fuldstændigt ligeglad med lægernes hudfarve, deres udenlandske baggrund eller fremmede religion. Men skal de kunne sætte deres egen særlige godhed i relief, er de nødt til at have de ikke-gode og de intolerante mennesker med et ækelt menneskesyn at sætte den op imod. Og med venstrefløjens sædvanlige flair for udstillelse af egen dumhed, flyder idiotiske floskler ud af munden på dem som skidt fra en spædekalv. F.eks. den socialistiske Jonas Dahl, der vil vide, om han så kan ”krydse af, at vi kun vil behandles af kvinder under 30 år” og den totalitære Per Clausen, der mener, at han så skulle kunne fravælge en læge fra Dansk Folkeparti. Jeg indgår gerne et bytte, så jeg ikke skal konfronteres med en hospitalsansats ideologi, mod at den liderlige Dahl får lov til kun blev befølt af kvinder under 30 år, og at Clausen kan fravælge læger, der går rundt med et badge (ellers kan han jo ikke vide det), som bekendtgør, at her er en læge, der aldrig har bekendt sig til et totalitært styre.
De borgerlige partier dukker hovedet. Det skulle jo nødigt hedde sig…. Så indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder fra Venstre (et parti, der som bekendt er til højre) skynder sig at udtale, at hvis patienten er akut syg og modstander af den påtvungne islamisme, så må hospitalet forsøge at rokere rundt på personalet eller køre patienten fra det ene hospital til det næste, indtil man finder ét, hvor islamismen endnu ikke har bredt sig.
Dette er naturligvis med fare for, at patienten dør under turen, men pyt-skidt, patienten skal blot, mener Haarder, forinden advares om ”de eventuelle risici, det kan indebære.” Naturligvis, er du modstander af islamismen, er det dit ansvar, hvis din sygdom forværres, eller du dør. Ikke politikernes.
Hvorfor i himlens navn skal patienten køres fra sted til sted på grund af en fuldstændig fejlslagen og kulturafviklende politik?
Vores hospitaler er verdslige institutioner, og de, der arbejder der, skal være iført neutrale uniformer, uden at nogen kan se, om de tror på gud, fanden eller fantomet. Det er vores kultur, det er vores tradition. Kan man ikke acceptere det, så må man ud og lede i samfundet efter et andet job.
Endvidere er der endog rigtigt mange lande (vist nok 57 af slagsen), hvor de slet ikke ville kunne få lov at arbejde uden at iføre sig disse kvindefjendske spøgelsesklude. Et job i et af de lande ville være til glæde for såvel os, der ønsker at bevare vores egen kultur som for de indhyllede islamister.
Islamiseringen har bredt sig overalt i Europa. Ingen af dem, der skulle have stået vagt om vores kultur, har gjort andet end at forære den væk bid for bid. I dag står vi med to grupper politikere. Én, der ikke helmer, før alt er brudt ned, og en anden, der ikke aner, hvad de skal gribe og gøre i og er frygtelig bange for, hvad der vil blive sagt i EU, FN og alle menneskerettighedsorganisationerne, som besynderligt nok ikke mener, at urbefolkningen har nogen rettigheder.
Og så undrer de sig alle over, at antallet af dem, der vælger en tredje vej, er stærkt stigende.