Denne kronikken stod opprinnelig på trykk i Fyens Tidende 21.desember 2010.
Dialog og diskrimination
Af Britta Mogensen og Lone Nørgaard
Kan en borger, der henvender sig til en offentlig myndighed, stille krav om en eller anden form for særbehandling? Ja, men det kommer an på, hvem borgeren er. Kan en ansat stille krav om en eller anden form for særbehandling – endog på bekostning af borgeren? Ja, men det kommer an på, hvem den ansatte er.
Lad os løfte sløret for en diskrimination, der i stigende grad rammer etniske danskere.
Listen over de krav, som nogle muslimske ansatte stiller overalt, er nemlig alenlang.
Her skal vi fokusere på de ansatte, der er blevet imødekommet i deres krav om at bære tørklæde i offentlige institutioner. Som det nok er gået op for de fleste, er tørklædet ikke bare 30 gram stof og heller ikke at sammenligne med det tørklæde, bondekvinder og tjenestepiger var iført under deres arbejde. Tørklædet er et ideologisk adskillelsessymbol, som er indhyllet(!) i religiøse gevandter.
Politik forklædt som religion. De islamiske krav har – som stadig flere har fået øjnene op for – deres udspring i den fremmedartede lovreligion sharia. Og sharia er på vej frem og er fremmet ved, at modstand mod sharia og dens fremmeste symbol, hijab’en, er blevet indlemmet i racismepakken. Derved kræves der særlige grunde til at kunne afvise ansatte, der ønsker at promovere et fremmed symbol. Som uvæsenet har bredt sig, er det øvrige personale blevet delt mellem tilhængere («det ser så sødt ud, og de er dygtige») og modstandere («politisk ideologi og religion hører til i privatlivet»). Sidstnævnte må finde sig i tingenes tilstand eller finde andet job.
Protesterer de højt, tvinges de til at finde en anden arbejdsplads. Så vidt er det kommet i løbet af 20 år.
En særlig gruppe borgere kan skam også stille krav – og få dem imødekommet. I nogle ikkevestlige lande er det ikke ualmindeligt, at hele familien til en patient nærmest flytter ind på hospitalet. Det har formentlig sin baggrund i, at familiemedlemmer dér er nødt til at hjælpe patienten med dette og hint. Dette er ikke nødvendig i Vesten, men det holder ikke familien fra at troppe op i flok, gå i vejen for personalet og opføre sig, som om man er hjemme – med tilhørende støj og uro. Hvorfor tilpasse sig og lave om på egne kulturelle vaner, når modtagerlandet beredvilligt giver afkald på princippet om, at alvorligt syge patienter skal have ro? Eksempel: En 78-årig brystkræftopereret måtte lade sig udskrive på grund af et utåleligt leben på stuen fra morgen til sen aften. Højeste prioritet havde en muslimsk medpatients krav om at have sine familiemedlemmer omkring sig fra hele dagen.
Mandlige jordemødre og gynækologer vil om føje år kunne se sig om efter et andet speciale.
Muslimske kvinder har nemlig ret til at kræve kvindelige behandlere, ligesom muslimske mænd kan stille krav om, at læger, sygeplejersker og andet plejepersonale skal være af samme køn som patienten. Kønsdiskriminationen betragtes som så legitim, at en mandlig jordemoder på nattevagt måtte kontakte en kvindelig kollega og kræve, at hun stod ud af sin seng og kom på arbejde. Der må ganske vist ikke kønsdiskrimineres på arbejdspladser, men i det offentlige system ses der gennem fingre med en sådan diskrimination, når blot der drysses religion ned over.
Hvilke borgere er det så, der ikke må stille krav? Det er de mennesker, for hvem tørklædet er et dokumenteret symbol for undertrykkelse, intolerance, ufrihed, skelnen mellem rent-urent.
Ja, alt det de tager afstand fra i hverdagen, fordi det er langt fra de værdier, som de holder højt.
Værdier, som de har kæmpet for i deres eget liv: Kønsligestilling, ligeværd, ( ytrings) frihed og demokrati. Men at foretrække egne værdier er i nutidens sprog lig med racisme. Vi har gang i newspeak a la George Orwells 1984. Som udråbte racister reduceres tilhængere af ligestilling og ligeværd til andenklassesborgere i deres eget land. De er ikke værdige at blive behandlet ordentligt og med respekt i offentligt regi. Derfor må de lide den tort at blive truet til at underkaste sig, nægtet behandling på hospitaler og nægtet hjælp på socialforvaltninger.
Medløberne kommer omgående deres krævende kolleger til undsætning og trækker racisme-, islamofobi-og xenofobikortet. Derved kan de indhyllede fundamentalister trække offerkortet.
Hvem de virkelige ofre er, vendes fuldstændigt på hovedet. Man tror, det er løgn. Man må være kommet til en fremmed planet, der minder om en parodi af Ludvig Holberg. For enten underkaster kritikerne af sharia sig de nye tider, eller også må de finde sig i at blive kaldt racister, fremmedfjendtlige og dårlige mennesker.
Men indoktrineringen af medløberne har langt videre konsekvenser. I deres knæfald for en brutal ideologi brutaliseres de selv og føler ikke den fjerneste empati med de mennesker, der søger hjælp i fx hospitalssystemet. De hjælpsøgende har nemlig i medløbernes øjne blot et ondt og ækelt menneskesyn og skal behandles derefter. Tolerance over for islamisk intolerance giver disse mennesker en varm følelse af at tilhøre den gode del af menneskeheden. De mener, at denne postulerede godhed er deres ret til én gang for alle at knække modstanden hos anderledes tænkende.
Er disse oven i købet sårbare på grund af sygdom eller et socialt behov, er de nemme ofre.
Det måtte en patient sande, da hun mente, at promovering af politiske og kvasi-religiøse symboler ikke hører hjemme i en verdslig institution som et hospital. Hun blev udsat for en uventet afstumpethed, som næppe tidligere har været praktiseret på vores hospitaler.
En argument-resistent overlæge, en indhyllet læge, som insisterede på at forkynde sin tro for patienten, en mandlig muslimsk læge, der truede patienten med at operere hende i stedet for hendes egen læge, og som skjulte sit navneskilt for at kunne forblive anonym, verbale overgreb med beskyldninger om racisme af en patientkontaktperson og en indkaldt straffeekspedition, som også afdelingsygeplejersken deltog i, hvor patienten blev truet med hjemsendelse uden operation.
Efter den psykiske nedbrydning, straffeforanstaltningerne, truslerne og dødsangsten, som patienten måtte igennem, inden hun bukkede under og underkastede sig, er hun nu hjemme igen. Her kan hun fundere over, hvordan det er kommet så vidt, at hendes egne landsmænd har taget en ideologi til sig, der er i modstrid med såvel lægeløfte som plejepersonalets etiske regler.
Skal danske borgere i fremtiden over skatten betale til det offentlige system uden at kunne bruge det? Af den enkle grund, at de ikke vil acceptere at blive konfronteret med en politiskreligiøs ideologi, som de tager stærkt afstand fra? Er de dermed afskåret fra at få hjælp eller behandling på bl. a. socialforvaltninger og hospitaler? Hvis det er tilfældet, vil vi for en gangs skyld være dem der stiller krav: Nemlig at blive fri for andres ideologi. Hvilke politikere tør give det klare signal, at de tavse, de intimiderede og modstanderne af fortsat islamisering af vores verdslige institutioner skal behandles med respekt og empati? Den respekt og empati, der var til stede, inden kulturudskiftningen gik i gang.
Lone Nørgaard er lektor cand. mag, Britta Mogensen er antropolog og skriver jevnlig for rights.no.