Ytringsfrihed på arabisk
Af Helle Merete Brix, for HRSFor flere år siden mødte jeg ombord på et fly to sympatiske, jordanske menneskerettighedsaktivister. De var på vej til et skandinavisk land, hvor de skulle deltage i et flere dage langt seminar om menneskerettigheder. De glædede sig. Ikke mindst til at lære af de skandinaviske lande, som de så op til i denne henseende.
Denne episode randt mig i hu, da jeg for nylig i København deltog i et seminar om ytringsfrihed i den arabiske verden med titlen “Freedom of Expression under Fire”. En række ytringsfrihedsorganisationer og menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Fri Debat, Det Danske Institut for Menneskerettigheder samt Freedom House, der har base i Washington, stod for arrangementet.
For seminaret, der var den åbne del af et flere dage langt lukket seminar med danske og arabiske deltagere, var præget af forventelige, antivestlige positioner. Anders Jerichow, formand for Dansk PEN, mente således, at der er en “fremherskende idé i de europæiske medier om, at censur er indvævet i kultur og religion”. Jerichow mente, at der nærmest argumenteres for, at “tortur er et spørgsmål om en gudgiven lov”. Det synes jeg nu nok er en overdrivelse; jeg kan heller ikke følge Jerichow, når han hævder at omtrent alle i Mellemøsten skulle ønske frihed fremfor ufrihed og censur. Dialog og MuhammedtegningerEn anden paneldeltager, den tunesiske journalist og menneskerettighedsaktivist fra Tunesien Salah al-Din Jourchi mente, at Vesten skulle blande sig udenom de muslimske landes forhold. Han bragte Muhammedtegningerne på banen ved at rejse spørgsmålet, som vi kun har hørt 117 gange før: Hvem profiterede af de danske Muhammedtegningerne? Hvad var formålet med denne krise? For problemet var ikke selve tegningerne, nej, det var konteksten, tegningerne optrådte i. Og så de sædvanlige fraser om debat og dialog. Ikke fordi der er spor i vejen med disse elementer. Men hvor ofte har vi ikke hørt dem advokeret fra muslimsk side i forbindelse med Muhammedtegningerne, hvor det blot drejer sig om at Danmark, Jyllands-Posten eller Flemming Rose skal sige undskyld for at have publiceret dem.
Vesten skulle også blande sig uden om de arabiske landes forhold, mente paneldeltageren. Her spekulerede jeg på, om det mon kun galdt støtte til diktatoriske regimer; eller om det også galdt for eksempel EUs generøse donationer til det palæstinensiske selvstyre. Chok og fornærmelserMen der var lyspunkter. Paula Schriefer fra organisationen Freedom House leverede en glimrende præsentation og beskrivelse af de restriktioner på friheden, som finder sted. Schriefer nævnte blandt andet de forskellige resolutioner fra FNs side, der har til formål at forhindre kritik af religion. Schriefer understregede, at man naturligvis ikke må diskriminere mennesker på grundlag af religion. Men at blive chokeret eller fornærmet er ikke det samme som at få sine rettigheder krænket, påpegede Schriefer, der også ønsker hate speech imødegået, ikke ved lovgivning, men igennem argumenter og fornuft. Kun hvor hate speech indeholder opfordringer til vold, bør der gribes ind. Muhammed og ytringsfrihedenVed spørgerunden gik en ung mand omgående i rette med Schriefer. Hun skulle skamme sig over at sidde i panelet og tale om ytringsfrihed, når hendes egen regering (den amerikanske, red.) støttede diktatorer i den arabiske verden. I øvrigt begrænsede islam ikke ytringsfriheden. Muhammed var den første til at tale for ytringsfrihed. Og ingen steder var ytringsfriheden ubegrænset, også i Danmark var der lovgivning mod blasfemi.
Her påpegede talsmand for Fri Debat, Jacob Mchangama, at blasfemiloven ikke har været taget i anvendelse i Danmark i nyere tid. Hvad der jo er ganske sandt. Såvidt jeg ved, blev der sidste gang i Danmark rejst tiltale efter denne paragraf i 1971. Seneste domfældelse var i 1938. En modig blogger fra GazaPanelets andet lyspunkt, den unge palæstinensiske journalist og blogger og grundlægger af organisationen Wake Up, Asma Al Ghoul, tog tråden op. Hun sagde ligeud, at det, der var brug for i den arabiske verden ikke var hjernevask, men viden om demokrati og rettigheder. Søger man på internettet kan man i øvrigt finde artikler, der beskriver dengang Al Ghoul blev arresteret af Hamas for ikke at optræde tilstrækkelig tildækket på stranden og for at le højt i det offentlige rum. Og dengang hun besluttede sig for at gøre noget usædvanligt for en palæstinensisk kvinde: Tage på cykeltur med venner til Egypten.
Også den internationalt kendte egyptiskfødte kommentator Mopna Eltahawy, der bor i New York, havde fra salen et kort indlæg. Eltahawy sagde blandt andet, at ligesom terrorismen ikke blev opfundet 11. september, blev ytringsfriheden ikke opfundet med Muhammed-tegningerne. Hun henledte opmærksomheden på sagen om den ægyptiske professor Nasr Hamed Abu Zeid, der døde i Cairo i august. Det samme Cairo, som Abu Zeid måtte forlade i midten af 1990erne for at drage i eksil i Holland. Abu Zeids ønske om at tolke flere af koranens passager symbolsk førte til en anklage om frafald og krav om at hans ægteskab blev ophævet. For en muslimsk kvinde kan ikke være gift med en ikke-muslimsk mand. Ikke et ord om islamOg hvilken rolle spiller islam i spørgsmålet om ytringsfrihed i den arabiske verden? Kahttan Jasim, politolog og tidligere medarbejder ved Sappho og i dag undervejs med en PHD om forholdet mellem islamisme og demokrati, stillede spørgsmålet. Men ingen syntes rigtigt at mene, at den manglende ytringsfrihed havde noget med islam at gøre.
Igen gik den unge mand, der mente Muhammed var en bannerfører for ytringsfrihed, på banen. Naturligvis kunne man diskutere islam. Men der var forskel på at diskutere islam og latterliggøre islam.
Schriefer pointerede, at det ikke er staten, der skal foretage en skelnen mellem, hvorvidt man latterliggør eller diskuterer islam. Hun summerede også op, hvad der er demokratiets styrke: At man kan tillade sig at sige, at “democracy sucks”.
Her kom jeg igen til at tænke på jordanerne i flyet for mange år siden. For uanset hvor imperfekte de vestlige demokratier måtte være, så er der ingen bedre styreform. Hvis man altså værdsætter ytringsfrihed, religionskritik, menneskerettigheder og alt sådan noget.