Pia K., Al Jazeera – og mig
Af politisk kommentator Ralf Pittelkow, Jyllands-Posten 1.november 2010.
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard har indledt en islamkritisk offensiv. Senest med forslaget om et dansk forbud mod de store arabiske tv-stationer Al Jazeera og Al Arabiya. Begrundelsen er, at de indgyder had mod de vestlige samfund.
Men den går ikke. Lad os se bort fra de tekniske og juridiske vanskeligheder. Afgørende er, at det strider mod ytringsfriheden.
Hadefulde ytringer bør kun forbydes, hvis der er tale om opfordringer til vold, forfølgelse og chikane, eller hvis der fremsættes konkrete usandfærdige beskyldninger, som skader andres omdømme. Man har lov til at have antivestlige holdninger i bredere almindelighed.
Sådan gør diktaturer
Ytringsfriheden dør, hvis man begynder at forbyde ”forkerte meninger”. Sådan noget gør diktaturer, herunder islamiske diktaturer som Iran og Saudi-Arabien.
Flere europæiske lande har forbudt rabiate arabiske tv-stationer som Al Manar og Al Aqsa, der også ses i Danmark, fordi de opfordrer til forfølgelse og vold. Det kan der gives gode grunde til. Men Al Jazeera og Al Arabiya er journalistiske og samfundsdebatterende medier.
De skal ikke forbydes. Men de skal kritiseres. De bidrager til at give muslimske indvandrere i Danmark en mere fjendtlig holdning til det omgivende samfund – så langt har Pia Kjærsgaard ret.
Måtte råbe til studieværten
Jeg har en enkelt gang selv haft fornøjelsen af Al Jazeeras journalistik:
I forbindelse med bogen ”Islamister og naivister”, som jeg skrev sammen med Karen Jespersen, inviterede Al Jazeeras engelsksprogede udgave os til et interview (vi deltog fra et dansk studie).
Man havde dog ”glemt” at fortælle os, at en pakistansk debattør også skulle deltage. Eller rettere: Han talte 95 procent af tiden.
Han havde ikke læst bogen, men kværnede alligevel løs med alle flosklerne om ”islamofobi” og den slags – med studieværtens tydelige billigelse. På et tidspunkt måtte jeg nærmest råbe til studieværten, at dette var absurd, og at det nu måtte være vores tur til at sige noget. Men vi fik ikke sagt meget, før tiden var gået!
Tendentiøse kanaler
I en arabisk sammenhæng repræsenterer Al Jazeera og Al Arabiya ganske vist en positiv fornyelse. De går mere kritisk til magthaverne, end man har været vant til, og derfor søger magthavere også at komme dem til livs.
Men deres dækning af Vesten er tendentiøs, 11. september og Muhammed-konflikten er grove eksempler. De fremmer bestemt ikke integrationen i det danske samfund. Så der er god grund til at sejle op mod deres indflydelse, men altså ikke med forbud. Derimod kunne man jo tage deres journalistik op til kritisk debat i skolen.
Pia Kjærsgaards krav om forbud kan blive en boomerang. Næste gang hun kritiserer islamiske censurkrav, vil hun få at vide, at hun ikke er bedre selv. Samtidig risikerer hun at støde vælgere væk, som måske kan følge hendes kritik, men ikke acceptere beskæring af ytringsfriheden.
Mon tju-bang stilen virker?
Men taktisk set tyder noget på, at Pia Kjærsgaard har valgt at satse: Hun vil placere Dansk Folkeparti som det eneste parti, der er klart i mælet i islamkritikken. Hun satser så på, at mange vælgere ser det som dette vigtigste og lever med konkrete overdrivelser og fejlskud.
Pia Kjærsgaard søger nu at presse VK med en tju-bang stil, der minder om Geert Wilders. Vi får se, om det virker i dansk politik.