Eksterne skribenter

Det krenkende sløret

Slør og integritet – eller rettere sagt mangel på integritet – diskuteres livlig disse dager etter at ”feministen” Martine Aurdal lot seg tildekke av Bård og Haralds ”Al-Arabiya-team”. Selv lot jeg meg ikke tildekke av de samme herrene – i alle fall ikke over håret. Situasjonen der og da var svært ubehagelig, ja, det opplevdes intimitets - og integritetskrenkende. En god spøk og derav hjertelig latter forlenger dog livet, så takk til NRK for opplevelsen – det var så kostelig at jeg fremdeles trekker på smilebåndet av opptrinnet. Jeg var dog ikke i en sårbar posisjon da sløret kom frem, men det er så til de grader pasienter ved sykehusene våre. At ordinære reglement for personell ved sykehusene er skjøvet til side for islams fremmarsj, er et overgrep mot mang et menneske som er lenket til sykesengen. Britta Mogensen har gjort seg noen viktige refleksjoner rundt slørets innmarsj i våre offentlige institusjoner – som alltid i den gode danske tonen - som jeg tror Aurdalene der ute ville ha nytte av å lese.

Hege Storhaug, HRS

Jeg er ikke i tvil; politikerne har gjort en utålelig tabbe ved å la sløret sige inn i våre institusjoner, ikke minst i sykehusene og sykehjemmene. Hadde de reagert prinsippfast etter gjeldende reglement – der ikke minst pasientens integritet er i forsetet – hadde vi unngått utviklingen. Nå er det så mange slør i korridorene på sentrale sykehus, at hvis politikerne vil prøve å rydde opp nå i etterkant, vil ubehaget bli betydelig.

Jeg trenger ikke å eksemplifisere etikettene som hadde flydd vegg imellom. Les heller Britta Mogensens rystende beretning fra et dansk sykehus.

I morgen kan det være for sent

Af Britta Mogensen, for HRS

Skal der lovgives før eller efter, skaden er sket? Det spørgsmål er ret let at besvare. Nogle dommeres pludseligt erklærede forkærlighed for at få indhyllede kolleger fik regeringen op af stolene. Med en for politikere forbløffende og sjælden rettidig omhu kom der et lovforslag på bordet, og på kortest mulig tid blev loven imod islamisering af vores domstole vedtaget. Protesterne mod et sådant forbud fra de kulturrelativistiske hijab-tilhængerne gik bl.a. på, at når ingen kvinder med hijab hidtil havde ansøgt om et dommerembede, burde man se tiden an. Hijabklædte jurastuderende med dommerdrømme erklærede i medierne, at de håbede på, at lovforslaget ikke blev vedtaget. Det blev det.

Det er ikke alene væsentligt nemmere for politikerne at være forud med en lov, det er langt mere besværligt bagefter at skulle vedtage en lov mod et uvæsen, som nogle mener at have vundet hævd på. Al erfaring viser, at så er det for sent. Løbet er kørt. Det viser sig ikke mindst i den omsiggribende indhylning af personalet i vores offentlige institutioner, herunder ikke mindst på hospitalerne. Her må syge mennesker, hvad enten de vil eller ej, affinde sig med hospitalspersonale, der mener sig i deres gode ret til at udstille deres religion. De bliver bakket op af kulturrelativistiske kolleger, der truer protesterende patienter til at underkaste sig, hvis de vil modtage behandling. Lægeløftet, og de etiske regler vi tidligere har taget for givet, er blevet sekundært i forhold til knæfald for religiøs fanatisme.

Protester fra patienter om at skulle underkaste sig en totalitær politisk ideologi, iklædt religiøse gevandter, kan medføre trusler om politianmeldelse for racisme. Hijab og jilbab (den heldækkende klædedragt) er for længst blevet indkalkuleret i racismepakken. Men meget værre er det raffinerede psykiske pres, der er at ligne ved psykisk terror, hvis en patient skal i narkose og skæres i og bogstaveligt talt må lægge sit liv i hænderne på de personer, hvis religiøse fanatisme patienten har udtalt sig kritisk imod. De kritiske patienter skal gøres bange og usikre inden operationen, og hospitalsopholdet skal være så ubehageligt som overhovedet muligt. Så kan de lære det, ka’ de – de der ”racistiske” patienter, så de ikke igen vover at stille krav om at blive fritaget for religiøs indoktrinering.

Det var måske en god idé lige at genopfriske et udsnit af lægeløftet:

”… at jeg … som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, … at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse…”

og de fagetiske regler for plejepersonale, der kort er som følger:

Hensynet til patientens tarv varetages.

Respekt for patientens valg.

Bevarelse af patientens værdighed og integritet.

Beskyttelse af patienten mod krænkende handlinger, … eller anden rettighedsbegrænsning.

Vi skal nu se, hvordan de smukke ord om patientens tarv, respekt for patientens valg, patientens værdighed og integritet og beskyttelse mod krænkende handlinger og anden rettighedsbegrænsning samt samvittighedsfuld omsorg omsættes i praksis i dagens Danmark.

Britt skal opereres for en ikke-livstruende sygdom og er blevet indlagt af den specialist, der skal operere hende. Hun møder fastende og får at vide, at hun som insulinkrævende diabetespatient formentlig bliver opereret først, dels for at man kan holde øje med komplikationer, dels for at undgå at skulle lægge drop med glukose. Det lyder, som om det ikke er særligt rart at få drop og derfor kun anvendes, når det ikke kan undgås – eller som noget nyt: som straf.

Den undersøgende læge bruger hijab. For Britt står dette islamistiske symbol for had, undertrykkelse og intolerance. Hun beder derfor om en anden undersøgende læge. Hun mener, at når lægen har ret til ved sin fremtoning at indoktrinere patienter, så har disse også ret til at sige fra. Britt lever i den illusion, at hun har et frit valg. Hun skulle snart opdage, hvor meget fejl hun tog. Hun kom også hurtigt til at opdage, at lægeløfte og etiske regler om patientens ukrænkelighed er blevet forkastet til fordel for en religiøs ideologi, ingen af de fordømmende ville ønske at leve under.

En ophidset overlæge tropper op. Døv for argumenter giver han Britt et ultimatum: Enten lader hun sig undersøge af den hijabklædte læge, eller også vil hun ikke blive opereret (sikken et held, Britt ikke skulle opereres for fx. en ondartet kræftknude). For at Britt ikke skal være i tvivl om, at alle patient-etiske regler er sat ud af kraft, oplyser den argumentationsresistente overlæge hende om, at der ganske vist er en anden læge, der kunne undersøge hende, men at man af princip ikke kunne drømme om at efterkomme sådan et (racistisk?) ønske.

Det er hurtigt gået op for Britt, at enten underkaster hun sig en ideologi, der byder hende inderligt imod, eller også kan hun ikke mere blive behandlet på et offentligt sygehus. Hun accepterer derfor, at den hijabklædte kan missionere videre.

Nu spredes rygtet om Britts ”hijab-racisme” sig hurtigt på hospitalet. En sygeplejerske undrer sig over, at Britt på trods af sin sukkersyge ikke skal opereres først og mener, det er en fejl. Det er det ikke. Det er afstraffelse. Og efter at have været til snik-snak i rygtesmedjen, kølnes sygeplejerskens venlighed.

Det bliver værre. Netop på grund af patienters sårbarhed før en operation, får de en kontaktperson, der skal støtte dem. Britt fortæller hende om det ultimatum, hun er blevet stillet overfor. Hun bliver afbrudt med en erklæring om, at hun er racist. Sådan! Da kontaktpersonen er tysk, kan hun lige trække xenofobikortet også. En kontaktperson er måske ikke underkastet etiske regler og kan derfor heller ikke overtræde dem, men med sin uforskammede, uvidende og groft krænkende opførsel over for en patient, har hun vist, at hun er sørgeligt fejlplaceret blandt sårbare mennesker.

Britt fornemmer, at der nu fra personalets side vil blive gjort alt for at vise hende, at hun er persona-non-grata. Hun har ret. Hun skal komme til at opleve en så skammelig og menneskelig afstumpet opførsel, at det næppe er til at fatte, at det kan foregå på et hospital.

Med hvilket formål tropper nu en straffeekspedition på fire personer op på Britts stue? Hun havde jo kastet håndklædet i ringen og accepteret at blive undersøgt af den hijabklædte læge. Man kan kun gisne om, at formålet var at opdrage lidt mere på patienten ved hjælp af trusler og yderligere intimidering. I fald hun endnu ikke havde fattet, at hun var ostrakiseret.

I straffeekspeditionen deltager kontaktpersonen, en sygeplejerske, en anden hijabklædt læge samt afdelingssygeplejersken. Er Britt ikke blevet tilstrækkelig mør ved de tre tidligere, enkeltvise krænkelser af hende som patient, så må fire mand høj, der bøjer sig fordømmende ind over hende, do the trick. I håb om at føje spot til skade forsøges hun intimideret med trusler om, at den hijabklædte læge skal bistå ved hendes operation. I deres himmelråbende uvidenhed fatter de ikke, at det ikke er lægens tro, men lægens krav om at promovere sin religiøsitet, som ingen steder hører hjemme i en verdslig institution, der er anstødsstenen. Britt skal ydermere lide den tort, at den muslimske læge forsøger at komme til at diskutere sin tro (med en patient!!).

Der skete nøjagtigt dét, der måtte ske, når man (patient eller ikke) udsættes for en gruppe af truende og aggressive personer: Britt brød grædende sammen. Mon de fire afstumpede personer, der havde kastet al anstændighed over bord, bagefter lykønskede hinanden i begejstring over at have fået en patient ned med nakken?

Var truslerne og krænkelser slut nu? Havde straffeekspeditionen fået presset al saft og kraft ud af den frydefulde glæde, det var at bryde en patient psykisk ned?

Næh, Britts trængsler er ikke slut. Mens hun ligger med det glykosedrop, som er nødvendigt, fordi hun som straf ikke kom først til operation, dukker nu en (arabisk) læge op, som ironiserer over hende og fortæller, at det er ham, der skal operere hende. Hendes udtalelse viser, at hun må have betragtet lægens bemærkning som noget nær en dødsdom: ”Jeg var ved at dø af skræk….. mit liv ligger i hænderne på en muslim, der kender min holdning til hans tro.” Først efter operationen får Britt at vide, at det var den specialist, som indlagde hende, der opererede hende. Den arabiske læges bemærkning var altså blot egnet til yderligere at skræmme patienten. Mon han har afgivet et alternativt lægeløfte?

Der var kun én person på det hospital, som levede op til de fagetiske regler og nægtede at være med til at terrorisere en patient. Da kulden på operationsstuen i forbindelse med frygten for operationen får Britt til at ryste ukontrolleret, hører hun, lige inden hun forsvinder i narkosen, en stemme sige: ”Dét vil jeg ikke være med til”, og hun får et varmetæppe på.

Britts beretning er detaljeret, men desværre ikke enestående. Flere og flere beretter om, hvad de udsættes for i det offentlige regi, hvis de vover at være kritiske over for den omsiggribende islamisering af vores samfund. Vi risikerer alle den samme behandling, fordi islamismens medløbere er ansat på poster i samfundet, hvor de kan tvinge landsmænd til underkastelse. Når personer, der skulle være i besiddelse af den højeste standard af moral og etik, i den grad brutaliseres, er det på tide, at politikerne mander sig op til at vedtage love, der beskytter vores verdslige institutioner mod ideologisk og religiøs indoktrinering. I morgen kan det være for sent.