Hege Storhaug, HRS
Snakker om å få en opplevelse som vitner om nettopp det man jobber med der og da: Orla Borg på reportasje for Jyllands-Posten i gettoen Gjellerup blir gjenstand for tyveri, tyvens totale mangel på respekt for politiet, og politiets maktesløshet på ”det tapte territoriet”.
Det var fredag eftermiddag omkring klokken to. Jeg ville ind i basaren og lede efter en somalier, som jeg forgæves havde forsøgt at få fat i over telefonen. Han sad ofte på en café efter fredagsbønnen i moskeen ved basaren.
Jeg var i gang med lave en artikelserie om ghettoerne i Danmark, og han plejede at vide alt om, hvad der foregår i det somaliske miljø i Århus.
Jeg kørte i avisens reportagebil, en neutralt udseende blå Citroën, som på ingen måde signalerede Morgenavisen Jyllands-Posten.
Man er vel ikke helt dum.
Ironiks nok hadde Borge nettopp intervjuet en embetsmann om gettoene, som sa at det må settes massivt inn med ressurser så det ikke utvikler seg parallelle samfunn. Vel, denne historien er vel nettopp et bevis på at det har skjedd.
Jeg var lige kommet fra rådhuset i Århus, hvor jeg havde interviewet en centralt placeret embedsmand, der havde fulgt ghettodannelserne i 10 år. Hendes hovedbudskab havde været klart: Hvis man ikke snart sætter massivt ind for at standse ghettodannelserne i Danmark, vil der opstå parallelsamfund med egne love og regler.
Da jeg forlod rådhuset og kørte ud mod Bazar Vest ved Gellerupparken, havde jeg bevidst lagt min taske om i bagagerummet under hattehylden, så ingen kunne se, at den lå i bilen.
Man er vel ikke helt dum.
Jeg smækkede bildøren i og gik hen mod hovedindgangen, hvor der hang hen ved et hundrede mænd rundt i små grupper. Henne i et hjørne stod en støjende gruppe unge mænd og drenge med bodybuilderoverarme og ærmeløse T-shirts og røg, mens de kiggede på folk, der gik ud og ind ad hovedindgangen til basaren.
Jeg gik gennem basaren, hen imod cafeen, hvor somalieren plejede at sidde. Jeg fandt ham ikke, så jeg vendte om inde under lysekronen ved den tyrkiske grønthandler og gik tilbage mod parkeringspladsen.
Ruderne var smadret
Da jeg kom hen til den blå Citroën, så jeg straks, at der var noget galt. Bagruden og en siderude bagi var smadret, hattehylden var bøjet, og bagagerummet var tomt.
Min første tanke var min taske.
På en indre film panorerede et kamera hen over indholdet af tasken: kørekort, to kreditkort, sygesikringskort, pressekort, vigtige papirer og kameraet med familiens billeder fra sommerferien og endelig sikkerheds-adgangskortet til Jyllands-Posten, som for guds skyld ikke måtte falde i forkerte hænder.
Jeg hev straks mobiltelefonen op af lommen og ringede til Østjyllands Politi.
Da er ”redningsmannen” klar: han kan mot betaling få vesken til Brog tilbake i eierens hender.
Mens jeg stod og bandede som nummer seks i køen, kom en gruppe unge mænd hen imod mig. Lederen af dem hvæsede noget på arabisk til de andre, som trak sig lidt tilbage, og han kom helt hen til mig: »Jeg så, hvem der gjorde det! Der var nogle fucking somaliere, mester. De løb over vejen og ind ved blokken på Bentesvej. De holder til derovre og laver en masse lort. Men jeg ved , hvor de er. Skal jeg hjælpe dig med at få din taske igen, mester?«
Jeg trak mig lidt væk: »Hvorfor ved du, at de har taget en taske?« »Jeg så dem jo, mand. De løber over vejen med en taske. Jeg kan skaffe den tilbage til dig, hvis du vil. Men jeg er nødt til at give dem nogle penge for at få den igen. Du kan få den igen for 500 kr.«
»Nej, du kan tro nej«, kogte det i mig.
Et banalt forsøg
Det var så oplagt, at det var et fuldstændig banalt forsøg på pengeafpresning . Jeg følte mig sikker på, at araberen foran mig var med i det. De skulle ikke komme her med deres gangstermetoder og presse mig til at betale 500 kr., tænkte jeg.
Men så kørte en ny film inde i hovedet: Mig, der var i gang med at spærre to kreditkort, anmelde sagen til forsikringsselskabet, skaffe nyt kørekort, advare avisen om tabet af adgangskortet, fortælle børnene, at billederne fra sommerferien var væk for altid. Filmen blev længere og længere, og til sidst sagde jeg: »På én betingelse: Jeg ringer til politiet nu, og du får ikke en krone, før du er blevet afhørt af politiet og har fortalt dem, hvem der gjorde det.«
»Ja, ja, selvfølgelig, mester. Jeg er jo vidne. Jeg så ham, og jeg kan skrive hans navn ned på en seddel. Har du de 500 kr.?« sagde han og stak hånden frem.
Borg er ikke dum. Han forstår at utpresseren og tyven er en og samme person. Hvordan kunne ”hjelperen” ellers vite at Borg er journalist?
Jeg havde ingen penge på mig, svarede jeg i overensstemmelse med sandheden. Men det havde han råd for. Der lå en hæveautomat lidt længere nede på parkeringspladsen ved en sideindgang til basaren, og den kunne vi gå ned til, når han havde hentet tasken. Sammen med tre andre yngre arabere gik han over Edwin Rahrsvej og forsvandt mellem to boligblokke ved Gellerupparken. To minutter senere kom han tilbage med tasken over skulderen, og da han nærmede sig, råbte han: »Hey, du er fra pressen, hvad mester!«
Det blev mere og mere indlysende, at han, der skulle forestille at være redningsmand, også var gerningsmand. Hvordan vidste han ellers, at der lå visitkort fra Jyllands-Posten inde i et rum i min pung? Indvendig skummede jeg af vrede, da jeg tog tasken fra ham.
Jeg tænkte på at springe ind i bilen med tasken, da de unge mænd et kort øjeblik var uopmærksomme og stod og råbte ad hinanden. Men en aggressiv motorlyd fra en sort BMW med alufælge, hvori der sad tre karseklippede arabere, som tydeligvis vidste, hvad der foregik, fik mig til at gå ned til Danske Bank-automaten i basaren. Jeg hævede de 500 kr. og stoppede dem i lommen, og jeg gav mig til at lede efter mit kamera, for jeg ville tage billeder af de unge. Dette skulle i avisen.
Kameraet lå ikke i tasken.
»Du får ikke nogen penge, før jeg har det kamera,« sagde jeg og vendte om for at gå.
Han viftede til en af de andre arabere, som fem minutter senere kom tilbage med kameraet i hånden, mens jeg var i gang med at ringe til politiet.
Da er politiet på plass. Tyven begynner å få dårlig tid, for han skal selge narko. Men han hadde tid til å skjelle ut politiet som kom til ”deres område”.
Jeg kom igennem til Nærpolitiet i Gellerup, som lyttede grundigt til min historie og bebudede, at man ville komme med det samme. Da den hvide politibil kørte ind på parkeringspladsen, sagde araberen: »Giv mig pengene. Jeg har sgu ikke tid til at stå og snakke med dig hele dagen. Jeg har travlt. Jeg skal ud og sælge narko.«
Mens vreden blussede endnu mere op i mig, overvejede jeg et kort øjeblik: Skulle sig sige »Skrid med dig – du får ikke en krone, for jeg er godt klar over, at du står bag det hele?« Men af to grunde gav jeg ham pengene. Den højtidelige forklaring er, at ingen skal sige om mig, at jeg ikke holder, hvad jeg lover – uanset, hvem jeg har lovet det til. Den noget mere jordnære årsag var, at de fire-fem unge ludende mænd truende trak sammen om mig.
Vrede og afmagt
En cocktail af vrede og afmægtighed voksede inden i mig. Og det blev ikke bedre, da politiet kom. De to betjente steg ud af bilen, og den unge araber råbte højt til dem: »Hey, hvordan fanden er det, at I ræser rundt her hos os? Kør ordentligt! Hvem tror I, at I er?« Den ene af betjentene reagerede prompte: »Sådan skal du ikke tale til os. Kan du så holde din kaje eller tale ordentligt,« sagde han og gik hen mod araberen, som råbte endnu højere: »Jamen, jeg ved, hvem der gjorde det. Skide somaliere,« sagde han og viftede med en seddel med et navn på.
Betjenten tog sedlen og kiggede på den, mens araberen fortsatte med at råbe: »Skrid væk herfra, politi. I har ikke noget at gøre her.« Han optrådte med en selvsikkerhed, som om at han ejede området. Usårlig, urørlig og i fuld kontrol på det, der var hans hjemmebane, signalerede han.
»Vi kender ham godt«
Betjenten fik fat i araberen og afhørte ham. Bagefter, da araberen brokkende sig havde forladt parkeringspladsen, sagde betjenten: »Vi kender godt ham dér – og ikke for noget godt. Det er ikke første gang, at vi oplever dette. En rude bliver smadret, en taske bliver stjålet, og så får folk tilbud om at få tasken tilbage for 500 kr.,« sagde han.
Jeg spurgte, om han ikke kunne spørge blandt alle de folk, der stod ved basaren, om der havde været nogle vidner.
Politiet bekrefter noe av det mest symptomatiske med en getto: vitner våger ikke fortelle.
»Vidner? Det kan man godt glemme alt om heroppe. Selv om 50 mennesker har set det, vil ingen sige noget. De er bange for de unge aggressive mænd. De terroriserer hele området. Hvis nogen skulle finde på at sige, at de vil vidne, bliver de truet til tavshed. Sådan er det bare her. De lever efter nogle andre regler end os,« sagde betjenten.
Jeg kom i tanker om, hvad den bekymrede embedsmand inde på rådhuset en times tid tidligere havde sagt om parallelsamfund med egne love og regler. Politimandens kollega afhørte mig og optog rapport.
Jeg spurgte, om det kunne tænkes, at overvågningskameraerne på toppen af den gamle varmecentral over for basaren havde fanget noget. Måske, svarede betjenten og lovede at tjekke det.
Jeg satte mig ind i bilen med de smadrede ruder og drejede ud på vejen over for blokkene i Gellerup. Ærgrede mig endnu en gang. Ikke så meget over de 500 kr. Ikke så meget over, at jeg var blevet afpresset. Men over, at ingen af de folk, der måtte have set eller hørt noget, havde reageret. Var det et eksempel på, at det parallelle samfund allerede havde taget over på parkeringspladsen over for det, som de kalder ghettoen?
Politiet inviterer Borg tiol politistasjonen et par dager senere. Her får han se opptak av hendelsen.
Efterskrift
Et par dage senere ringer politibetjenten fra nærpolitiet i Gellerup og siger, at jeg kan komme op på stationen og se en overvågningsfilm fra parkeringspladsen. På filmen ser man mig ankomme til p-pladsen og forlade bilen. Få minutter senere kommer to fyre – lad os kalde dem A og B – hen til bilen. De smadrer ruderne, fjerner hattehylden og tager tasken fra bagagerummet. Mens det står på, kommer flere mennesker gående forbi. De kan ikke undgå at se eller høre, hvad der foregår. Men ingen stopper.
A går med tasken i hånden, men da de når Edwin Rahrsvej på vej ind mellem blokkene, giver han den til B. Senere på overvågnings-filmen kommer jeg ud af basaren, opdager tyveriet og ringer til politiet. Man ser derefter en ung mand komme hen til mig. Man kan ikke høre på filmen, at han tilbyder at skaffe tasken tilbage, men man kan se én ting tydeligt: Det er B.
Politibetjenten standser overvågningsfilmen og fortæller, at politiet vil anholde B og sigte ham for tyveri. Problemet er bare, siger betjenten, at B sandsynligvis er ligeglad. Han har i forvejen så mange forhold, som han er sigtet for, at når sagen kommer for retten, vil straffen være den samme, uanset om han har stjålet en eller fem tasker.
Politibetjenten oplyser tillige, at der sandsynligvis vil gå mellem et halvt og et helt år, inden der falder en dom, fordi stakken af sager i retten er så stor.
Leste vi her en reportasje i VG fra Groruddalen i 2020?