Hege Storhaug, HRS
Jeg brukte helgen til å lese Norges første innvandrerkriminalroman, Den tredje søsteren, ført i pennen av juristen, tidligere primus motor i Kompetanseteamet mot tvangsekteskap og æresrelatert vold, og nå i utlendingspolitiet i Romerike, Terje Bjøranger. Få, om noen, i Norge har møtt flere skjebner på innsiden av storfamiliene, klanene og stammene i særlig Oslo enn Bjøranger. Man kan legge så mye statistikk og fagkunnskap på bordet som man makter, men tall og teori gir sjeldent samme inntrykk som levende kjøtt og blod. Bjøranger beskriver virkelighetens skjebner, æreskulturens brutale karakterer, og det havet av kulturforskjell som er mellom norsk kultur og æreskultur, med en nerve som gjør boken til en page turner. Selv jeg med alle årene i dette feltet, og alle møtene med skjebner for æreskulturen, og med over to års fartstid i Pakistan, med mer, fanger Bjøranger fra første side. For Den tredje søsteren er Norge i dag.
Vi ”vet” at det bare er snakk om svært få år og nordmenn er i minoriteter i innvandretette områder i Oslo. Derfra vil prosessen mot rene gettoer få en selvforsterkende styrke: dess flere ikke-vestlige i et område, dess flere nordmenn vil flytte ut. Dette er resultatet av en villet politikk i den forstand at bosettingsmønsteret har vært synlig i mange år, og politikerne fra SV til Høyre har åpent sagt at de vil ha et såkalt flerkulturelt samfunn. Hva innebærer dette flerkulturelle? Les Bjørangers fabelaktige bok, og du har svaret: et Pakistan i et større og større miniatyr, et Somalia som får en forlenget arm inn i Oslo øst, likeledes kurdiske miljø av ulike nasjonale bakgrunner.
Bjøranger jobber nå i politiet. I neste måned skal jeg nok en gang undervise politiet i flere runder i ”Det nye Norge”, altså æreskulturens ansikt og konsekvenser. Det er dette ansiktet vårt politiske lederskap snur ryggen til. Ansiktet gjemmes bak en mental burka. Man vil ikke ta innover seg ubehaget. Man vil ikke erkjenne åpent at det flerkulturelle prosjektet har fått slike makabre utslag. Derfor skal Audun Lysbakken holde dialogmøte i Groruddalen 12.oktober, sammen med blant andre Jonas Gahr Støre. De vet at de er fullstendig bakpå. De vet at de kjemper mot vindmøller. For selvsagt har de fått med seg utviklingen i Europas gettoer. Selvsagt vet de at Norge ligger eksempelvis om lag 10 år etter Danmark når det gjelder selve omfanget av gettoene. De samme herrene vet at vi er i siget mot samme tilstander som Jyllands-Posten rapporterte om i helgen: etablering av stater i nasjonalstaten, tapte territorier. Jeg undres: arrangeres dialogmøtet for å gi de to herrene en blomst i knappehullet når de om få år sitter i beste sendetid i NRK og skal stå til ansvar for miseren i Norges gettoer? ”Se, vi gjorde alt vi kunne, vi sørget for parkanlegg, lekeplasser, barnehager, og vi var i åpen samtale med befolkningen om hvilke behov de hadde, hvilke utfordringer det flerkulturelle medførte i dagliglivet til folk.” Men det bremset altså ikke utviklingen. For det har gått så langt nå at prosessen ikke kan snus uten at det tas i bruk virkemidler som befinner seg på en helt annen planet enn Lysbakken og Støre. Hva skal de si når resultatet av dagens og gårsdagens politikk er åpenbar for enhver? Se det er en gåte for meg. Kanskje de skal velte skylden for den ”dårlige stemningen” og utilpasshetene og lovløsheten over på oss som advarte mot dette?
Jyllands-Postens Orla Borg og Carsten Ellegaard Christensen har besøkt noen av Danmarks gettoer. De beretter om selvtekt, vold og en veritabel fryktkultur. Jonas og Audun burde ta seg en tur over Skagerak, med disse danske journalistene som guider:
Det var torsdag den 5. august 2010 klokken 13.59. Lejla var sammen med sin søster Rania lige drejet ind i City International vekselbutikken i Bazar Vest i Århus, da hun så de to unge mænd, der stod inde i butikken og så på taletidskort.
Hun tænkte ikke videre over det på det tidspunkt, har hun senere fortalt politiet.
Raina, der også havde lagt mærke til de to unge mænd, sagde derimod til søsteren, at hun skulle passe godt på sin taske.
Lejla stillede sig op i køen for at veksle 1.000 euro til danske kroner. Kassereren ved skranken talte de omkring 7.400 kr. op, og hun puttede pengene ned i sin taske. Her lå i forvejen et par tusind euro og nogle tusinde danske kroner; i alt 40.000 kr., har hun forklaret politiet.
Den 34-årige kurdiske kvinde havde så mange kontanter på sig den dag, fordi hun netop var kommet på besøg fra Berlin, hvor hun bor til dagligt, for at tilbringe nogle dage hos sin mor og sin 20-årige søster Rania i Århus.
Mens hun stadig stod i vekselbutikken gik de to unge mænd ud, og fra det tidspunkt fotograferede nogle af basarens 58 overvågningskameraer det, der så skete.
Den ene af de unge mænd, M., trækker hætten fra sin trøje op over hovedet, hvorefter de to unge går uden for bazaren; her støder tre andre unge mænd til. På overvågningsbillederne ses de stå tæt sammen og snakke. Så går de alle fem ind i bazaren igen, hvor de stiller sig uden for en forretning, hvorfra de kan holde øje med indgangen til vekselbutikken.
Kl. 14.08 ser de, at Lejla og Rania kommer ud af butikken. De skal hen til resten af familien, der sidder på en café, men skilles, da Lejla lige først skal på toilet. Da hun går ind på dametoilettet lige om hjørnet, sætter de fem unge mænd sig i bevægelse. De går langsomt hen til dametoilettet, viser billederne fra overvågningskameraerne.
Kl. 14.09 går M. ind. Minuttet senere går tre andre unge ind, mens den sidste holder vagt.
Trusler på livet
Efter blot få sekunder kommer M. løbende ud af dametoilettet med noget i hånden.
Han løber hurtigt ned ad en af gangene i bazaren.
De andre løber med.
På overvågningsbillederne ser man Lejla komme ud af dametoilettet. Hun laver fagter med armene, sparker skoene af og løber efter de unge mænd. Søsteren Rania hører søsterens råb og optager også forfølgelsen af de fem unge. Lejla giver hurtigt op, men Rania forfølger dem helt ud af bazarområdet og over mellem nogle boligblokke. Her vender de unge mænd sig om mod hende og truer hende til at trække sig tilbage.
Oprevet kommer hun tilbage til bazaren, hvor de to kvinder til familie, bekendte, bazarens pedel og til de tilkaldte politibetjente fortæller, hvad der er sket.
Lejla siger, at hun blev truet med en kniv til at udlevere tasken med de omkring 40.000 kr.
Rania fortæller, at hun blev truet med kniv og pistol, da hun havde indhentet de flygtende unge mænd. På et tidspunkt har en af gerningsmændene ført en finger hen over sin hals og sagt: »Jeg slagter din mand!« Den forklaring afgiver de to søstre flere gange over for politiet, som går i gang med at kigge overvågningsbillederne igennem.
Ved hjælp af overvågningsbillederne og vidneudsagn finder de hurtigt frem til, hvem de fem unge mænd er. De er alle af palæstinensisk herkomst og har flere gange været i konflikt med loven.
Ghettoens egen lov
I løbet af det følgende døgn får politiet anholdt de fire. Men den sidste – M., som politiet formoder er hovedgerningsmanden – er forsvundet; han bliver efterlyst, men er endnu ikke fundet.
Det ser ud til, at politiet står med en klokkeklar sag: Et røveri med brug af kniv og pistol, som efter straffelovens paragraf 288 kan give op til 6 års fængsel.
Men i de næste par dage sker der noget, som politiet oftere og oftere ser som mønster i kriminalsager i de såkaldte udsatte boligområder: Ghettoens egen lov træder i kraft.
Igennem udskrifter af telefonsamtaler, som politiet har fået adgang til, fremgår det, at der lægges pres på de to søstre for at få dem til at ændre forklaring.
Moderen til Lejla og Rania bliver flere gange ringet op af en nevø, som er venner med de fem unge mænd. På deres vegne siger nevøen gang på gang under telefonsamtalerne, at »det er jo ikke rigtigt, hvad I har sagt« om, at der var en kniv og en pistol med.
Moderen siger i telefonsamtalen, at hun sværger ved Koranen på, at Lejla og Rania fastholder, at de blev truet med kniv og pistol.
Men presset bliver ved og ved – og en tilbagebetaling af pengene kommer flere gange på tale. I en af samtalerne lyder det: Nevø: »Så det vil sige, at hvis vi kommer med pengene, så vil I sige til politiet, at der ikke er sket noget.« Moderen: »Kom herhen med hendes ting, så vil vi ikke gennemføre sagen.« Nevøen: »O. k.« Moderen: »I har til mandag.« Onsdag tropper Lejla, Raina og moderen op på politistationen og siger, at de vil trække sagen tilbage. De vil gerne glemme det hele, siger de.
Kan ikke huske noget
Politiet forsøger at holde fast i sagen, som man stadig betragter som et røveri, og man indkalder søstrene til et indenretsligt møde – dvs. en afhøring inden en retssag begynder.
Men her siger både Lejla og Raina nu, at de ikke kan huske noget.
Raina formulerer det på denne måde under afhøringen: »Jeg kan og jeg vil ikke huske noget.« Politiet spørger, om søstrene er blevet truet til at tie? Rania svarer, at hun ikke er bange for andre end Allah.
Foreholdt deres tidligere forklaringer siger kvinderne nu, at Lejla godt nok fik frastjålet tasken med pengene, men der var ikke en kniv involveret. Rania siger tilsvarende, at hun blev truet til at forsvinde, men kun verbalt og uden brug af kniv og pistol. Det efterlader politiet med en helt anden sag: Et tyveri, som ifølge straffelovens paragraf 276 maksimalt kan give en fængselsstraf på 1 ½ år.
Gerningsmændenes straf i sagen her vil med andre ord reduceres fra et maksimum på 6 år til 1 ½ år. Dertil kommer, at en mulig straf nu vil få lange udsigter: Hvis politiet havde stået med en røverisag, ville sagen få førsteprioritet hos både politi, anklagemyndighed og domstole. Det ville betyde, at den kunne komme for retten i løbet af 3-4 måneder; i den aktuelle sag typisk i begyndesen af november i år.
Men nu, da det kun er en tyverisag, vil den blive nedprioriteret og i heldigste fald først blive afgjort i første halvår af 2011.
Dertil kommer, at sagen vil blive lagt oven i nogle af de andre sager, som de unge mænd i dette tilfælde har hos politiet. Det kan yderligere forsinke sagen, og da flere af dem har en del forhold, kan der blive tale om en slags mængderabat i strafudmålingen.
Og endelig betyder ghettoens egen lov – og tilsidesættelsen af den danske – at det danske samfund får en utilsigtet udgift.
Tre af de unge mænd har siddet varetægtsfængslet – en af dem i en uge, to af dem i tre dage – fordi sigtelsen lød på røveri.
Men da sigtelsen nu højst kan lyde på tyveri, har de siddet uberettiget i varetægtsfængsel.
Derfor har de krav på at søge om erstatning, som i dette tilfælde vil blive på til sammen omkring 20.000 kr.
Eksemplet her er kun et af mange på, at der i de såkaldte ghettoer begynder at eksistere regler, der kører parallelt og uafhængigt af de danske.
Vidner tør ikke vidne, folk kommer under pres for at trække udtalelser tilbage og stridigheder løses med mellemkomst af familier, klaner, imamer og andre fra ghettoens egne beboere.
Andre eksempler fra ghettoen
Et andet eksempel fra Gellerup er en veletableret tyrkisk familie, som måtte flytte til København. Familiens 17-årige datter afviste vedholdende tilnærmelser fra naboens 17-årige søn, der kom fra en af de stærke palæstinensiske familier i området, og hun kom til at sige noget fornærmende til drengen.
Den palæstinensiske familie lod med trusler den tyrkiske familie forstå, at det ville få konsekvenser, hvis den ikke flyttede. Familien følte sig ifølge Jyllands-Postens oplysninger magtesløs og valgte at flytte fra byen.
Selv politiet anbefalede familien at flytte og begynde livet forfra i København.
Et tredje eksempel er aktuelt og handler om en svindelaffære til omkring 14 mio. kr.
En syrisk familie har igennem flere år fungeret som en slags privat bank.
Flere palæstinensere har sat penge i hendes «bank» – ofte 100.000 kr. eller mere. I de første år gik det fint, flere indskydere med det beløb fik 15.000 kroner i afkast på årsbasis.
Men det har vist sig, at bankvirksomheden var et slags pyramidespil, der var afhængig af, at flere og flere indbetalte. Da indskyderne ikke kunne fået et kontant afkast, gav hun dem i stedet en lejlighed i Syrien.
Det gjorde hun til flere personer, som efterhånden fandt ud af, at lejligheden ikke eksisterede. I sommer meddelte en kvinde fra «bankfamilien», at alle pengene var mistet, fordi hun var blevet frataget 1,5 kilo guld i en lufthavn i Syrien. Men i stedet for at gå til de danske myndigheder forsøger indskyderne at løse problemerne internt i boligområdet.
Et fjerde eksempel fra Gellerup-området: En yngre mand blev stukket i maven med en kniv. Han var fuldt ud klar over, hvem gerningsmanden var. Men han ville ikke stille op og vidne. For – som han sagde til sine bekendte – han havde ikke andet familie her end sin kone og parrets lille barn – og dermed havde han ingen beskyttelse. Gerningsmanden blev ikke dømt.
Det ødelægger retsopfattelsen Lederen af nærpolitiet i Gellerup, politikommissær Jens Espensen, siger, at det er meget bekymrende, at de danske love bliver skubbet til side, og andre regler kommer til at gælde, så man bruger trusler eller pengeafpresning til at løse konflikterne.
»Det er ødelæggende for retsopfattelsen i Danmark, at man ordner sager med, at den ene familie er stærkere end den anden, eller ved, at den ene familie har flere penge end den anden.
Det er typisk det, der er tilfældet.
Jeg ved ikke, om det skyldes deres kultur eller mistillid til det danske retssystem.
Vi arbejder hårdt på at få folk i boligområdet til at bruge det danske retssystem.
Det er da fint nok, at man kan ordne de små ting såsom husspektakler og nabostridigheder ved mægling, men når vi kommer op i de alvorlige sager som f. eks. vold, så skal det danske retssystem ind over. Ellers får vi for alvor et parallelsamfund, hvor de unge aldrig lærer, at det her i landet er de danske love, det gælder.« Også i andre dele af landet oplever politiet, at ghettoerne i stigende grad har deres egne love og regler.
I Askerød-bebyggelsen i Hundige syd for København havde man for nogle måneder siden en stor bølge af indbrud. Mistanken faldt på unge mennesker, der typisk hentede en fladskærm og kørte væk gennem stisystemet på knallerter. Der var med andre ord en stærk mistanke om, at det var områdets egne unge, der begik tyverierne.
Men med et stoppede indbruddene. Tingene blev tilsyneladende klaret internt.
»Vi ved jo ikke, hvem der sagde det, men nogen internt i boligområdet sagde i hvert fald, at nu skulle festen stoppe. Man begår ikke indbrud i sin egen bebyggelse. Så faldt indbrudstallene i Askerød drastisk; til gengæld begyndte vi at få anmeldelser fra nabobebyggelsen,« siger vicepolitikommissær Bjarne Malling, Karlslunde Nærpoliti, som Askerød hører under.
Politiet: Stå frem som vidner
Også når det gælder anmeldelser, virker det, som om der er særlige regler i visse boligområder.
I alle tilfælde oplever politifolk flere steder i landet, at kriminalitet, man hører om eller har direkte kendskab til, ikke anmeldes, eller at vidnerne ikke tør stå frem, når politiet har brug for det.
»Vi hører fra mange, at de ikke tør stå frem pga. de unges fremtoning,« siger Bjarne Malling og henviser til, at de unge kan virke truende, og at deres sprog kan have en karakter, der ligeledes er truende.
Politiet gør en del ud af at fortælle beboerne, at de skal stå frem, og at de skal vidne.
Det lykkes i nogle tilfælde.
Således var der sagen om en 14-årig pige, der blev voldtaget af to drenge, dvs. at den ene dreng filmede handlingen. En kontaktperson talte med pigen og fik langsomt lirket ud af hende, hvad der var foregået. Det endte med, at den ene dreng fik et år og ni måneders fængsel, mens den anden fortsat afventer sin dom.
Vicepolitikommissær hos Københavns Vestegns Politi, Ulrik Hove, kender også til vidnernes frygt: »Vi modtager generelt mange anmeldelser i Ishøj, men vi kan savne, at borgerne oftere står frem som vidner, og vi hører eksempler, hvor f. eks. vold eller et overfald ikke er anmeldt,« siger han.
Det seneste eksempel på, hvor ghettoens egne lov tager over, kommer fra Nylandsvej i Køge.
Lejligheder overtages af kriminelle
Her i Køge ligger der ni boligblokke med til sammen 303 boliger tæt på Ølby Centeret, og bebyggelsen har i perioder haft problemer.
Flere lejligheder, beboet af svage personer, der enten kan være syge eller ældre, eller en kombination af begge, er blevet overtaget af unge kriminelle. De svage bliver enten smidt helt ud af lejlighederne eller bedt om at forføje sig til et værelse, mens de unge okkuperer stuen, køkkenet og resten af lejligheden.
»Vi har flere helt konkrete eksempler på, at man siger til folk, som man ved ikke tør sige fra, at nu tager vi din lejlighed. Politiet får kendskab til det af anden vej. Det er sager, hvor de unge ved, og vi finder ud af, at beboeren ikke tør anmelde noget til politiet, så det bliver først opdaget, når andre ser, at der er noget galt. De unge bruger simpelthen lejlighederne som værested eller opholdsrum, kald det, hvad du vil. Vi formoder, at de bruges til at holde møder og planlægning af de aktiviteter, men nu engang beskæftiger sig med i de kredse,« siger chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen, Midt-og Vestsjællands Politi.
I nogle tilfælde er politiet rykket ud, har set de unge overalt i lejligheden, og så sidder lejlighedens bruger i et værelse og fortæller, at de unge skam godt må være der. I de tilfælde har politiet svært ved at agere.
Jyllands-Posten 3.oktober 2010: Ghettoens lov (kun papir)