Af Ibn Warraq, for rights.no og sappho.dk
South Park-affæren – ja, denne begivenhed har nu status af affære – har større implikationer, end den som mange journalister og diverse meningsdannere har tillagt den.
For det første overser man aldeles pointen, hvis man argumenterer med, at det slet ikke var nogen fornærmelse at vise Muhammed i et bjørnekostume, eller – endnu tåbeligere – at det ikke var morsomt. Pointen er ikke, om dyreshowet havde kunstnerisk værdi, eller om det muligvis ville fornærme muslimer. Sagen drejer sig om den almindelige ytringsfrihed. Med andre ord, selv om tegningen var fornærmende og umorsom, burde vi alligevel forsvare kunstnernes ret til fortsætte med deres uundværlige profession.
For det andet må vi naturligvis hænge Comedy Central [firmaet bag South Park, red.], Yale University Press [der ikke turde aftrykke Westergaards tegning i en bog om tegningen, red.] og The Metropolitan Museum of Art [der ikke vil udstille billeder med islam som tema, red.] ud for deres selvcensur. Men den hovedskyldige er uden tvivl en række amerikanske administrationer, og frem for alt den nuværende Obama-administration, som ikke har forsvaret ytringsfriheden og forsikret kunstnerne – filmskaberne, digterne, romanforfatterne – om, at den føderale regering ikke vil tolerere begrænsninger i de frihedsrettigheder, som den amerikanske forfatning garanterer amerikanske borgere, og [som ikke har gjort det klart], at de føderale myndigheder – FBI, politiet, Homeland Security –vil yde al nødvendig beskyttelse og blive ved med det.
For det tredje har også medierne, de intellektuelle, kunstnerne og andre kolleger, forsømt deres pligt til at udvise solidaritet. Da Rushdie-affæren var på sit højeste, var der i det mindste forfatterkolleger, der havde modet til at foranstalte offentlige oplæsninger af De sataniske vers.
Overstrømmende undskyldninger
I sagen om de danske bladtegninger har det amerikanske udenrigsministerium og forskellige vestlige politikere optrådt som apologeter for islamisterne i stedet for at stå fast, og de har gang på gang bedt fanatikerne om undskyldning for at have såret deres ømme følelser. Under en rejse til Qatar sagde tidligere præsident Bill Clinton f.eks.: «Ingen af os kan sige sig fri for stereotyper om forskellige racer, forskellige etniske grupper og forskellige religioner … der er dette oprørende eksempel i Nordeuropa, i Danmark … disse komplet vanvittige tegninger mod islam.»
Kurtis Cooper fra det amerikanske udenrigsministerium brugte den klassiske taktik, man kender fra f.eks. antisemitters brug af det sigende «men»: «jeg har intet mod jøder, men du må indrømme. …» Eller, som Cooper sagde i dette tilfælde: «Vi anerkender alle fuldt ud og respekterer presse- og ytringsfriheden, men den må ledsages af pressesansvarlighed. At opildne til religiøst eller etnisk had på denne måde er uacceptabelt.»
Den britiske udenrigsminister Jack Straw var ikke bedre: «Efter min mening var genoptrykket af disse tegninger unødvendigt. Det var ufølsomt. Det var respektløst, og det var forkert.» Også New York Times røbede en krysteragtighed, som det prøvede at tilsløre med tyndbenede argumenter: «New York Times og mange af nationens øvrige medier har rapporteret om tegningerne, men har afstået fra at vise dem. Det forekommer at være et fornuftigt beslutning af nyhedsmedierne, der normalt afholder sig fra umotiverede angreb på religiøse symboler, særligt når tegningerne er så lette at beskrive med ord.»
Og dog bør vi ikke male et alt for pessimistisk scenarie. Der var et antal trodsige tilkendegivelser af enkeltpersoner og institutioner, som faktisk støttede de danske bladtegnere. Den italienske minister Roberto Calderoli optrådte på TV i en T-shirt med en afbildning af en af de danske tegninger. Premierminister Silvio Berlusconi krævede hans afgang. Før sin tilbagetræden erklærede Calderoni med rette, at det var den vestlige civilisation, der stod på spil. I marts 2006 havde 28 amerikanske publikationer offentliggjort alle eller nogle af tegningerne. Ti af dem var universitetsaviser. I februar 2008 demonstrerede 17 danske aviser mod og højst nødvendig solidaritet ved at genoptrykke Westergaards tegning.
Trods disse modige handlinger forbliver billedet altovervejende nedslående, idet den ene institution efter den anden bryder sammen ansigt til ansigt med islamisk terrorisme – om den så er virkelig eller underforstået. Det gælder boghandlere, der har afvist at sælge tidsskriftet Free Inquiry, kunstgallerier, der har fjernet malerier eller miniaturer, fordi de fornærmede muslimer (Metropolitan Museum of Art i New York, Whitechapel Art Gallery i London), Berlin Operaens beslutning om at afbryde sin opførelse af Mozarts Idomeneo], og udgivere, der har fremsendt manuskripter til godkendelse hos muslimer før offentliggørelsen. Alt dette er ganske enkelt eksempler på ynkelig overgivelse. Denne appeasement er blevet ledsaget af undskyldninger. I marts 2006 offentliggjorde Studi Cattolici en satirisk tegning af politikere, der bøjer sig for muslimsk pression. Selvom tegningen ikke portrætterede Muhammed, var italienske muslimer rasende, og den katolske organisation Opus Dei (som Studi Cattolicis udgiver er medlem af) udsendte en undskyldning. I september 2006 undskyldte pave Benedict 16. to gange på to dage – i forbindelse med en redegørelse for fornuft kontra vold – at have citeret en bemærkning af den byzantinske 1400-tals kejser Manuel 2. Paleologus: «Vis mig blot, hvad Muhammed bragte af nyt, og du vil kun finde onde og umenneskelige ting så som hans ordre om at udbrede den tro, han prædikede, med sværdet.»
Den måske mest foragtelige overgivelse kom fra selve den institution, der var oprettet for at forsvare ytringsfriheden, nemlig tidsskriftet Index on Censorship, der praler af at være «Storbritanniens ledende organisation til fremme af ytringsfriheden. Med sin globale profil leverer dens webside dugfriske nyheder og information om ytringsfriheden verden rundt. Vore arrangementer og projektet omsætter vores sag til virkelighed. Vort prisbelønnede tidsskrift kaster lys over disse vitale spørgsmål gennem originale, udfordrende og intelligente artikler.» Bare de dog ville leve op til deres erklærede hensigter.
Index on Censorships begrundelse for ikke at genoptrykke de danske tegninger i forbindelse med et interview med forfatteren Jytte Klausen kan sammenfattes således: Publikationen ville have bragt medarbejdernes liv i fare, og det var «unødvendigt», ja faktisk «umotiveret». Et uenigt medlem af Index’s ledelse, Kenan Malik, reagerede med følgende kommentar: «Hvad angår påstanden om, at et optryk ville have været ‘unødvendig’ eller ‘umotiveret’, så kan jeg ikke komme på noget, der en mindre unødvendigt eller umotiveret end at bringe tegninger til at illustrere et interview med forfatteren til en bog [Jytte Klausen: The Cartoons that Shook the World, Yale University Press, 2009, red.], der blev ramt af et forbud mod at publicere de selv samme tegninger. Næsten ethvert eksempel på forebyggende selvcensur, indbefattet det på Yale University Press, er blevet retfærdiggjort med henvisning til, at det bortcensurerede materiale alligevel ikke var nødvendigt. Når vi først har accepteret, at det er legitimt at bortcensurere det, der er ‘unødvendigt’ eller ‘umotiveret’, har vi i realiteten opgivet at forsvare ytringsfriheden.»
Selv journalister, der normalt er sympatisk indstillet over for præsident Obama og hans regering, har bemærket sig en udemokratisk tendens i hans nylige beslutninger, der er ensbetydende med selvcensur. F.eks. prøver Obama-administrationen at fjerne visse ord og vendinger i politiske dokumenter og erklæringer om islam, således at analytikere, eksperter og rådgivere ikke kan bruge udtryk som «radikal islam», «islamiske ekstremister», «islamister» og «islamiske terrorister».
Selvom det er sandt, at en politik, der går ud på at undgå vendinger som «islamisk terrorisme», begyndte under Bush, og i Storbritannien under Tony Blair, så begrænsede den sig til offentlige tilkendegivelser. Nu er Obamas politik også udstrakt til interne regeringsdokumenter, hvilket ikke kan undgå at få katastrofale konsekvenser for vores forståelse af politiske grupper og begivenheder i Mellemøsten, Afghanistan, Pakistan og Syd- og Sydøst-Asien. Som Barry Rubin udtrykte det i Rubin-rapporten fra 27. april 2010: «Antag, at jeg er efterretningsanalytiker i udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, de væbnede styrker eller CIA, og jeg er ved at skrive om disse grupper eller deres ideologi: Hvordan kan man overhovedet analysere denne ideologis magt og tiltrækningskraft, den måde hvorpå denne ideologi fastlægger sin strategi og taktik, eller hvorfor den er så stor en trussel, hvis det ikke er tilladt at henvise til den islamiske religion og dens tekster og doktriner?»
Præsident Obama er besluttet på at appease muslimer for enhver pris – tilmed i den udstrækning, at han benægter islams rolle i de krige, USA for tiden er engageret i. Denne indstilling vil ikke løse Mellemøstens problemer, men indebærer til gengæld, at han er uvillig til at forsvare de frihedsrettigheder, der garanteres af den amerikanske forfatning. En principfast erklæring til støtte for kunstnere inden for ethvert medie ville sende et klart budskab til alle islamiske – ja netop, islamiske – terrorister og let fornærmelige muslimer om, at vi er stolte over vores værdier, at vi vil forsvare dem, uanset hvad det koster, og at vi ikke vil lade os terrorisere.
Oversættelse: Lars Hedegaard
Eneret: Human Rights Service, Norge og sappho.dk