Eksterne skribenter

Sharia – nei takk

06.05.10: Både professorer i juss og den danske advokatforeningen mener sharia kan implemeteres i dansk rett – uten å komme i konflikt med gjeldende dansk rett. For noe vrøvl! Hvordan kan en vestlig utdannet jurist forkaste det fornemme vestlige prinsippet om likhet for loven for alle – uansett nasjonalitet, kjønn eller religion? Hvordan kan et parallelt rettssystem være ensbetydende med rettferdighet og likhet for loven? spør en ganske harmdirrende Britta Mogensen. Er Danmark på vei mot et rettslig apartheid? Det kan Norge være, etter at Hordaland Høyre har fremmet resolusjon om sharia-råd.

Dette bør være obligatorisk lesning for alle deltakere på Høyres landsmøte kommende helg, etter Hordaland Høyres resolusjon om sharia-råd.

Sharia – nej tak

Af Britta Mogensen, for HRS

Det er nok for meget at håbe på, at snakken om at implementere sharia i vores love og oprettelse af shariaråd går væk af sig selv. For hvis imamerne ind imellem et kort øjeblik taber pusten over den modstand, de møder, når de gribes i at agere ”domstol” og vie børn og allerede gifte, så er det så sikkert som amen i kirken, at de får hjælp udefra til at tale deres sag, f.eks. af forskere. Tre professorer i henholdsvis islam (Jørgen S. Nielsen), religionskultur (Lisbeth Christoffersen) og jura/retskultur (Hanne Petersen) har i Kristeligt Dagblad plæderet for, at de elementer af sharia, der vedrører familieretten, skal implementeres i dansk ret.

Dagen efter gav også Advokatsamfundet sit besyv med. Formanden Søren Jenstrup udtalte, at ”[h]vis man kan tolke de gældende retsregler sådan, at der også tages et vist hensyn til et andet sæt normer, som nogle personer lever efter, så har jeg for så vidt ikke noget imod det.” Det er muligt, Jenstrup har det fint med det. Og hvorfor skulle han ikke det? Da han ikke er muslimsk kvinde, kommer dette parallelsystem jo ikke til at ramme ham. Han må dog nok regne med at møde en vis modstand for sine synspunkter fra en del muslimske kvinder. Jenstrup tilføjer, at han dog også er af den opfattelse, at hensynene ikke må strække sig ud over gældende dansk ret, og at ”[r]etssikkerhed er nemlig også, at folk på forhånd ved, hvad der gælder og ikke gælder – hvad de kan rette sig efter.”

Hører Jenstrup overhovedet efter, hvad han selv siger, når det lykkes ham i det samme interview at fremføre to synspunkter, der gensidigt udelukker hinanden? Det er umuligt både at holde sig inden for gældende dansk ret og samtidig tage hensyn til andres normer, der kolliderer med dansk ret. Og hvor var det lige retssikkerheden fløj hen, når alle kan kræve, at lige netop deres religions love eller den hjemlige landsbys retstraditioner skal følges? For slet ikke at tale om alle de andre kulturer, traditioner og religioner, som er kommet til vore lande. Men det er måske ikke asiatiske, sydamerikanske og sydafrikanske folk, disse forskere og jurister har i tankerne?

I samme interview oplyser formanden for Den Danske Dommerforening Jørgen Lougart, at ”[n]avnlig i familieretlige sager går vi nogle gange ind og vurderer, om et udenlandsk ægteskab opfylder betingelserne her i landet, og om vi efter de danske regler kan anerkende den udenlandske vielse. Mener man ikke, at de danske ægteskabsbetingelser er opfyldt – for eksempel ved, at begge parter har været til stede ved vielsen – så anerkender vi det ikke. Men har de været opfyldt, anerkender vi det.” Sikke dog noget forvrøvlet sludder. Hvorvidt formaliteterne er i orden, således at et udenlandsk ægteskab er gyldigt, har absolut intet med implementering af sharia at gøre. Dét, der vurderes, er, om ægteskabet opfylder vores betingelser.

Når imamer kræver sharia implementeret i et vestligt lands love eller insisterer på at køre deres eget parallelle retssystem, så undrer det formentlig ikke ret mange. Det undrer formentlig heller ikke, når apologetiske islamforskere synes, det er en god idé. Men når en indfødt juraprofessor promoverer ideen om, at dele af sharia bør implementeres i vores love, og Advokatsamfundet plæderer for usaglige hensyn, så er det på høje tid at råbe vagt i gevær, før denne galimatias breder sig – ikke mindst til rådvilde politikere.

Hvordan kan en vestligt uddannet jurist forkaste det fornemme vestlige princip om lighed for loven for alle – uanset nationalitet, hudfarve, velstand, køn og religion? Og så oven i købet give udtryk for, at hvis muslimerne får deres eget parallelle retssystem, så er der netop tale om retfærdighed og lighed for loven? Hvilken muslim i et parforhold skal der tages specielt hensyn til? Og hvis den ene ikke er muslim, hvem skal det særlige hensyn så gælde? Og kan den ene part i et parforhold eller den anden eller begge vælge frit, hvilket retssystem de vil bruge? Og hvis de er uenige, er det så myndighederne, der skal bestemme, hvilket system de skal underkaste sig? Vil myndighedernes svar så være: ”Som muslimer må I ikke bruge vores demokratiske retssystem. I har jeres eget”. Altså legitimeret retlig apartheid.

Jørgen S. Nielsen fremfører som et eksempel på, hvor fint det vil være at implementere sharia i dansk lov, at ”mange muslimer alene er islamisk gift, at deres ægteskab altså kun er religiøst indgået og ikke godkendt af nogen dansk myndighed.” Jamen herregud, et ikke godkendt ægteskab er slet ikke et ægteskab, og der er sket en grov overtrædelse af landets ægteskabslov (§ 12). At anvende et sådant illegitimt køkkenbordsægteskab som udgangspunkt for implementering af sharia i dansk ret, må overtrumfe de fleste af de bizarre ideer, som politiserende forskere er fremkommet med i det seneste årti. Pyt med, at vi må give afkald på de principper, vi gennem et par århundreder har finpudset, for at kunne ofre muslimske kvinder på det kvindefjendske sharias alter.

Også erstatningsretten berører professorerne. Hvis en muslimsk mand himler op om, at hans muslimske kone ikke var jomfru ved ægteskabets indgåelse, har professorerne fået den gode idé, at da hun bliver mere krænket end en kristen kvinde, skal hun have erstatning for en sådan beskyldning. En kristen kvinde kan da også blive dybt krænket af en beskyldning om at skulle have udfoldet sin seksualitet med andre før ægteskabet. Skal dommeren så først lige finde ud af, om hun påberåber sig tilknytning til Indre Mission, Syvende Dags Adventister eller Jehovas Vidner og så idømme manden erstatningspligt i overensstemmelse med den sekt, hun tilhører? Var det ikke en idé at tvangs-omkode mændene til moderniteten i stedet?

Professorerne og imamerne går hånd i hånd med formørkede mænd, der mentalt aldrig er rejst fra landsbyen, og som gerne ser et ørkenpatriarkalsk, kvindefjendsk sharia legitimeret. Mens familiesammenførte kvinder, der har været udsat for at leve under sharia, intet ønske har om at blive underkastet dét, de er undsluppet, er det besynderligt nok ikke usædvanligt, at kvinder, der er opvokset i den vestlige verden og aldrig har levet under sharia, har en psykoinfantil og idylliseret idé om, at sharia er det bedste system at leve under. Jamen, så rejs dog og udlev fantasierne!

Professorernes agitation for en afvikling af deres eget lands retspraksis og for en indførelse af en utopisk, multikulturalistisk illusion sker ikke kun i Danmark, men overalt i Europa. Politikere, der lægger sig fladt ned på ryggen med poterne i vejret for at vise underkastelse over for mørke kræfter, er der ikke noget nyt i. Men det kan måske nok undre, når nogle politikere i det norske Høyre parti ønsker at oprette shariaråd i Norge. Utopia plejer ellers at være venstrefløjens specialitet.

Hvad i alverden er det, der driver forskere og deres medløbere, når de agiterer for et parallelsystem, hvor kvinder bliver sorteper både ved ægteskab, underhold, arv, skilsmisse og med hensyn til børnene? I et land, hvor lighed for loven er et adelsmærke. Professorerne hævder, at debatten er nødvendig. For hvem? I det 21. århundrede i et vestligt land skulle det være nødvendigt at debattere, hvorvidt vi skal indføre en 1400 år gammel religiøs lov? Måske der blot er tale om en klinisk interesse i at kunne studere kvinder, der spræller under shariaens åg, på samme måde som en sommerfuglesamler betragter sin spiddede samling under lup.