PEN og truslen mot ytringsfriheten i Vesten

PEN og truslen mot ytringsfriheten i Vesten

Af Helle Merete Brix for HRSFor nylig afholdt PEN Amerika endnu engang «PEN World Voices» i New York. Denne litteraturfestival er ligesom fribyer i Vesten for forfulgte forfattere, Salman Rushdies opfindelse. På de videoer og blogs, der er tilgængelige på nettet kan man se, at der er interessante ting imellem de mange arrangementer: Den snart bogaktuelle og bramfri kommentator og forfatter Christopher Hitchens hoppede ind på et afbud og holdt årets Arthur Miller tale. Bagefter samtalede han på scenen med Salman Rushdie.

Den verdensberømte nigeriansk-britiske forfatter Ben Okri, der voksede op under borgerkrigen i Nigeria, talte på Museum of Jewish Heritage om sit forfatterskab. Okri er også en af flere vicepræsidenter i engelsk PEN.

Den italienske forfatter Daniele Mastrogiacomo talte om sit fangenskab hos Taleban. I alt var forfattere fra 40 lande repræsenteret, herunder fra lande som Iran, Kina, Norge og Danmark.

Det er glimrende med sådanne arrangementer. Jeg respekterer ligeledes PEN for at gøre noget for trængte og fængslede forfattere uden for Vesten, det gør også norsk og dansk PEN. Men jeg synes, det står slemt til med PENs forsvar for ytringsfriheden i Vesten. Det gælder også opbakningen til de mennesker i Vesten, der ryger ud i problemet på grund af deres åbenmundethed. Ingen pris til Ayaan Hirsi Ali Lad os tage et eksempel: I 2006 var Ayaan Hirsi Ali gæst på netop «PEN World Voices». Brendan Bernhard har i New York Sun beskrevet, hvordan mødet med forfatteren og politikeren og den tidligere muslim forløb. Salman Rushdie sad på første række og Ayaan Hirsi Ali undskyldte over for forfatteren, at hun i sin ungdom, da hun selv var modtagelig for et radikalt budskab, havde støttet både et forbud mod De sataniske Vers og fatwaen over Rushdie.

Men ingen undskyldte åbenbart over for Hirsi Ali, at hun ved arrangementet skulle have sådan en modtagelse. I introduktionen af islamkritikeren, der bakkede op om den myrdede politiker Pim Fortuyn og havde været ven med den ligeledes myrdede filminstruktør Theo van Gogh, fandt daværende formand for amerikansk PEN, Ron Chernow, det nødvendigt at minde forsamlingen om følgende: At selv om man måske kun var enig med lidt eller slet intet af, hvad Hirsi Ali mente, så var hun alligevel en kvinde med et særdeles stort mod og integritet. Hvorfor denne introduktion?

Intervieweren, den amerikanske forfatter og redaktør Philip Gourevitch, devaluerede muslimske kvinders – og Ayaan Hirsi Alis egen historie – ved at sammenligne islams tilbageståenhed med diverse varianter af amerikansk, kristen fundamentalisme og ved at sammenligne undertrykkelsen af muslimske kvinder med realistiske Hollywoodfilm om vestlige mænd, der ikke lyttede til deres koner.

Ayaan Hirsi Ali har modtaget en lang række priser for sit forsvar for ytringsfriheden, herunder også en pris fra Human Rights Service. Men ikke en eneste kommer fra en skribentorganisation. Eller fra en afdeling af PEN noget sted på kloden. Besatte af fænomenet Hate-SpeechPEN er en organisation, der kunne spille en rolle for ytringsfriheden i Vesten, hvis den ville. I dag findes der 144 afdelinger af PEN fordelt på mere end 100 lande. Organisationen blev grundlagt i 1921, altså kort efter 1. verdenskrigs afslutning. Det er naturligvis grunden til det måske noget rørstrømske charter, som kunne trænge til et eftersyn. I paragraf tre står der “PENs medlemmer bør til enhver tid bruge al den indflydelse, de måtte have, til at fremme god forståelse og gensidig respekt mellem nationer. De forpligter sig til at gøre deres yderste for at modvirke race-, klasse- og nationalhad og at være fortalere for idealet om én menneskehed i en fredens verden.” (Lars Hedegaards oversættelse fra engelsk,red.).

Det er øjensynligt dette charter, der gør PEN nærmest besatte af fænomenet «hate-speech». Det danske Trykkefrihedsselskabet opstod som en reaktion på PENs afvisning af at lade det være en bestyrelsesbeslutning – som det er vanlig procedure – at lukke historikeren Lars Hedegaard ind. Det skulle være noget, generalforsamlingen afgjorde. Årsagen var bogen «I Krigens Hus – islams kolonisering af Vesten», som Hedegaard skrev sammen med bl.a. undertegnede i 2003. Den blev af bl.a. dansk PENs formand dengang som nu, Anders Jerichow , klassificeret som «hate-speech».

Denne udvandede opfattelse af, hvad «Hate Speech» er, gør også PEN vældig tilbageholdende med at støtte truede islamkritikere. Ingen afdeling af PEN noget sted i verden har, mig bekendt, haft for eksempel følgende personer som gæster eller har haft indlæg af dem trykt i PENs medlemsblade:

De truede islamkritikereRobert Redeker, der vil være læsere af Human Rights Service bekendt, for sine personlige og vedkommende betragtninger om presset på ytringsfriheden; han har siden 2006, hvor han skrev et debatindlæg med titlen «Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler?» i avisen Le Figaro, ikke kunnet leve et normalt liv. Da han besøgte København var der fire sikkerhedsfolk med til at beskytte ham. Han har i bogen «Man må forsøge at leve», (Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009) givet nogle hjerteskærende eksempler på, hvordan det er at leve under jorden.

Ibn Warraq, skriver fast for Human Rights Service og Sappho, og har fundet det nødvendigt at skrive sine islamkritiske bøger under pseudonym. Han har leveret ikke blot værdifulde analyser af islams historie og ideologi. Han har også, som Salman Rushdie, skrevet bøger, der må være til stor opmuntring for de muslimer, der ønsker at benytte sig af religionsfriheden og vil forlade deres religion. Eller blot have ret til at se kritisk på den. Begge dele er uhyre vanskeligt inden for islam. Men ingen PEN-organisation har mig bekendt vist interesse for denne åndsarbejders arbejde.

Så er der den svenske tegner Lars Vilks, hvis hus for nylig blev forsøgt brændt ned og som blev overfaldet ved et møde på Uppsala Universitet. Og den danske tegner Kurt Westergaard, der med nød og næppe undgik at blive slagtet af en somalisk øksemand, der trængte ind i hans hjem i januar dette år. Vist er PEN en skribentorganisation, PEN står for Poets, Essayists and Novelists. Men både dansk og norsk PEN har i pressemeddelelser fordømt mordforsøget januar i år på Kurt Westergaard. Hvorfor ikke invitere de to truede tegnere til møde? Lade dem fortælle om deres situation?

Man kan også nævne den tyske professor Muhammad Kalisch. Journalisten Uwe Max Jensen har skrevet om bl.a. Kalisch i en artikel på Sappho med overskriften «Den akademiske frihed truet«. Af artiklen fremgår det, at professor Muhammad Kalisch, «i årevis (har) forsket i islam bag skudsikre vinduer og døre ved universitetet i Münster, fordi radikale islamister truer den 44-årige forsker på livet. Professor Muhammad Kalischs brøde er, at han ikke finder det sandsynliggjort, at Muhammed har eksisteret som historisk person». PEN vælger ligegyldighedenKunne man håbe på et skift i PEN? I efteråret 2009 valgte International PEN den canadiske forfatter John Raston Saul som ny præsident. Men valget tegner ikke godt for beskyttelsen af ytringsfriheden i Vesten. I en pressemeddelelse fremførte Saul, at «truslerne mod ytringsfriheden øges og antager nye former, ikke mindst med populismens fremmarch i verden efter 11. september 2001. Dertil kommer, at hundreder af minoriteter samt oprindelige sprog og kulturer er i fare for at blive udslettet, hvilket er den ultimative afvisning af ytringsfrihed».

Den danske jurist Jacob Mchangama bragte det frem i et blogindlæg i Berlingske Tidende med overskriften «PEN vælger ligegyldigheden«. I indlægget skriver Mchangama bl.a. at «Det er ubegribeligt, at Saul ikke nævner et ord om de muslimske lande i OIC, der i årevis har ført kampagne for at få gjort kritik af islam til en forbrydelse på internationalt plan….».

Mchangama nævner også, at «……det er bemærkelsesværdigt, at den canadiske afdeling af PEN under Muhammed-krisen i en lidet flatterende ”ytringsfrihed, men” udtalelse lagde mere vægt på såkaldt ”frivillig tilbageholdenhed” end retten til at ytre sig frit uden trusler om vold. Saul var præsiden for canadisk Pen fra 1990-92 og er stadig aktivt medlem af og æresprotektor (Honorary Patron) for denne PEN-afdeling».

Man kan alt i alt konstatere følgende: Ligesom det ikke er fra den etablerede presse, at man i disse tider får værdifuld og sand information om trusler mod ytringsfriheden, er det heller ikke fra de etablerede skribent-og ytringsfrihedsorganisationer, at modstanden mod anslag på ytringsfriheden i Vesten kommer. Det er mindre tænketanke og nyere ytringsfrihedsorganisationer, der har taget denne opgave på sig. Konkurrence fra en ældre organisation som PEN ville være velkomment.