Hege Storhaug, HRS
Et forsvar for korstogene – er det mulig? Ifølge professor Rodney Stark, ja. Knapt et tema i vår historie har dårligere medieomtale enn korstogene. Skam og skyld rammer oss europeere med kraft og tyngde i solar pleksus idet temaet bringes på banen. Men, det må da være en historisk forklaring på hvorfor korstogene fant sted, eller?
Et annet moment som også trives usedvanlig godt i utvisningsboksen: den muslimske ekspansjonen med sverd i hånd. I 711 krysset de Gibraltarstredet etter å ha lagt under seg det kristne Nord-Afrika. I øst feide de innover subkontinentet etter maktovertakelsen av det buddhistiske Afghanistan. Med mer. Jeg har mang en gang undret meg over hvorfor korstogene kontinuerlig fremheves som ”den største synden”, mens de voldsomme ekspansjonene i islam og Muhammeds navn konsekvent forties. Tenk hvis et mistrøstig land som Afghanistan hadde forblitt buddhistisk: hva hadde kvinners status og levekår vært i dag? Og hva med modernitet og velstand? Likeledes; hva med hele den arabiske verdenen – uten islam?
Islam er antitesen til humanitet, velstand og utvikling. Det ”vet vi” – hvis vi våger å være ærlige. Vi ser det endog i vårt eget land nå: Bakstreverskhet, kvinneundertrykking, konformitet, ufrihet, en trussel- og fryktmentalitet. Sagt med andre ord: hva godt har islam brakt med seg til samfunnet vårt?
Jeg finner ingenting. Men, det finnes heldigvis muslimer som har bidratt positivt.
Rodney Stark har skrevet et pedagogisk og polemisk forsvar for middelalderens kristne korstog, der han stikker hull på myter og fordommer, skriver Mikael Jalving på sappho.dk. Boken God’s Battalions: The Case for the Crusades, anbefales ikke minst lærerstanden på videregående skole, sier Jalving, der bøkene er fulle av historieforfalskninger. For; korstogene var en repsons på tap av land. En reaksjon på islams kolonisering av landområde etter landområde i den kristne verdenen. Korsfarerne var drevet av religiøs idealisme, skriver Stark.
Mikael Jalving fryder seg tydeligvis, og med gode grunner, over at han endelig kan gi en god presseomtale av korstogene. Les og lær:
Nu er der imidlertid godt nyt for korstogene – samt for dem, der interesserer sig for historie som andet end myte og fordom – med udgivelsen af den pædagogiske og polemisk koncise fremstilling God’s Battalions af den amerikanske religionshistoriker Rodney Stark, forfatter til flere bestsellere om kristendom, velstand og urbanitet.
En ny begyndelse Vi begynder med den muslimske invasion efter år 630. Allerede her er fortællingen vendt på hovedet. Normalt beskrives de kristne korstog i begyndelsen af det andet årtusind som en aggressiv, barbarisk offensiv vendt mod islam og muslimer i Mellemøsten. Korsridderne var, hedder det i den ene grundbog efter den anden, drevet frem af magtfulde paver eller ønsket om personlig berigelse, og i fordømmelsens klare skær opfattes korstogene som uprovokerede overfald på en civiliseret og fredelig civilisation.
Tag f.eks. Byzans (i dag: Istanbul), den store stad ved Bosporus, den østlige, græske del af det romerske rige, som snart kom til at mærke virkningen af den voldsomt ekspanderende islam og mistede store besiddelser og blev erobret og massakreret i 1453. Efter 630 indtog islamiske tropper, hvad der hidtil havde været kristent territorium i Mellemøsten, Egypten og Nordafrika, Spanien, det sydlige Italien, Sicilien, Korsika, Cypern, Rhodos, Kreta og Sardinien. Det gik fremad og atter fremad for Muhammeds krigere, især de første 100 år, ligesom med Hitlers tropper i de første to-tre år af den seneste verdenskrig.
De kristne korstog opstår på ryggen af denne historiske udvikling primært blandt franske, tyske og engelske adelige og gejstlige. Baggrunden er et tab for kristenheden, ikke en sejr eller en følelse af overlegenhed, men en kæde af tab gennem århundreder og som en reaktion på islamisk kolonisering af det, korsridderne og korsfarerne opfattede som det hellige land. Militær sejr, politisk nederlag.
Det første korstog begynder i 1095 og fører til indtagelsen af Jerusalem i 1099. Det andet i 1147 slås tilbage ved Damaskus. Det tredje indledes i 1189 og fører til en slags væbnet stilstand mellem Richard Løvehjerte og hans hovedmodstander Saladin. Det fjerde korstog sættes i gang i 1202 og ender med indtagelsen af Konstantinopel, det femte begynder i 1217. Bevægelsen er imidlertid negativ. Snart kommer de kristne kongedømmer, fæstninger og citadeller i Tripoli, Acre, Tyre, Beirut og Haifa under pres, og i 1303 er det slut. Guds bataljoner taber pusten. Ikke på grund af militær uformåenhed; tværtimod. Militærteknologisk er Imperiet de muslimske styrker overlegne. Det gælder sadler, stigbøjler, seletøj, hestesko, trækheste, armbrøster, rustninger, infanteri skibe, navigation mm.
Tabet er politisk, da det viser sig meget dyrt og besværligt at holde gang i korstogene og forsvare erobringerne langt fra Europas kernelander. Desuden svinder støtten til den skatteopkrævning, der fra 1100-tallers midte er nødvendig for Europas konge- og fyrstehuse for at finansiere korstogene. I 1188 indføres i flere europæiske områder en særlig ”Saladin-tiende”, og modstanden mod det, vi i dag ville kalde den aktivistiske udenrigspolitik, vokser især blandt de familier, der ikke sender korsriddere af sted. Stark vurderer, at kun 10-15 pct. af det franske aristokrati bliver korsriddere, og at det i høj grad er et lille netværk af familier, hvorfra der rekrutteres frivillige.
Krig som bodshandling
Hvad driver disse mænd? De er undtagelsen snarere end reglen. Kun få af dem vender hjem igen. Tusind år og en nat senere virker deres anstrengelser nærmest omsonst.Er det personlig gevinst, de håber på? Næppe. Det er et meget dyrt forehavende – alene i udstyr – at drage til det hellige land, og udsigten til guld og mammon er meget begrænset. At der kun var tale om en lille minoritet af frivillige styrker formodningen om, at drivkraften ikke har været personlig berigelse, men noget helt andet.Atter skærer Stark igennem og peger på den mest nærliggende forklaring: korset. Det var mere end noget andet religiøs idealisme, der gav disse mænd i tunge rustninger vinger og fragtede dem til Jerusalem. De var børn af deres tid og lydhøre overfor Messias, selv om de skulle vandre, ride eller sejle langt for at gense ham i det hellige land. De følte sig kaldet til at befri det mest hellige stykke jord fra Guds fjender, og så hjalp det formentlig også ganske betragteligt på offerviljen, at skiftende paver havde lovet ridderne tilgivelse for deres jordiske synder, hvis de meldte sig til under korset. Kom de hjem igen, var de som født på ny.Ideen om krig som bodshandling er, som forfatteren fremhæver, revolutionær og udstyrer det at underlægge sig krigens logik samme moralske konnotation som det at bede, faste eller udvise medlidenhed. Ser man korstogene som medlidenhedsdrab, forstår man for alvor deres indbyggede dynamik, og det er præcis hvad Rodney Stark formår i denne vellykkede bog om et dramatisk kapitel i Vestens historie. En bog, som bør blive pensum i enhver gymnasielærers efteruddannelsesprogram.