Ytringsfrihet

Dødsdømt sånn ca 45 ganger

Den iranskfødte kunstneren Firoozeh Bazrafkan våkner en morgen i Danmark i bakrus, ikledd kjole. Hun hiver på seg en t-shirt og roper til venninnen som sover på sofaen: ”Jeg løper over til bakeren.” Ingenting av dette er forbudt i Danmark. Hadde Firoozeh derimot gjort det samme i gamlelandet, vel, da regner hun med at hun hadde blitt straffet både for alkoholen og kjolen, for mangelen på hijab, for ikke å snakke om straff for hennes islamkritiske kunst og at hun dertil blogger hos Jyllands-Posten. Dødsstraff 45 ganger, inkludert pisking, antar hun ”de religiøse” ville ment var en passende statlig reaksjon.

Firoozeh Bazrafkan er Jyllands-Postens nye blogger, og også medlem av Trykkefrihedsselskabet. Under tittelen ”Den hellige loven” tar hun for seg Irans ”hellige” lovverk, som blant annet pålegger det iranske folket ”en kollektiv munnkurv”.

Jeg vågner om morgenen, min veninde ligger på sofaen og sover, jeg ryster de slemme tømmermænd af mig. Jeg hopper i en t-shirt, der er ikke nogen grund til at tage mere tøj på, for jeg har sovet med min kjole på. Jeg råber, “jeg tager over til bageren”. Dette er muligt fordi jeg befinder mig i Danmark, men havde jeg stadig været i Iran, ville jeg blive straffet for at havde drukket alkohol dagen inden. For at gå i en stram kjole og for ikke at bære hijab. Jeg ville helt sikkert også få en hård straf fordi jeg er laver islam kritisk kunst og blogger om dette. Tja, jeg er sikker på at jeg ville blive dødsdømt 45 gange og påskrevet piskeslag.

Dette indlæg handler om hvad jeg er imod ligesom mange andre milioner af iranere. Så kan I spekulere lidt over hvorfor en hel del iranere som også er muslimer og ikke muslimer forbinder islam/den hellige lov, med vold, død og ødelæggelse. Islam er ikke så firkantet at definere, men her er et udsnit af loven som hverken er et demokrati i vestlig forstand eller et teokrati.

Den ”hellige” loven i Iran går lengre enn koranen:

Det tidligere Iranske regime, et monarki med markante vestlige værdier under Shahens styre, blev skiftet ud med en Islamisk lovgivning i 1982- 1983. Dele af denne finder sin retfærdiggørelse i Sharia loven, som er opdelt efter hvilken karakter lovovertrædelsen har.

1: Hudud – Overtrædelsen af Guds regler: Tyveri, utroskab, bagtaleri, beruselse, samt oprør mod religion og autoritet. – Hvis et individ, mand eller kvinde, overtræder et af disse punkter, straffes disse enten med døden, piskeslag eller en eventuel amputation. Det er ikke op til dommeren selv at dømme, da alle straffene er beskrevet i Koranen.Endvidere tages loven om tallion meget alvorligt. Loven om tallion, denne dækker personkriminalitet:

2: Tallion – Personkriminalitet: Mord, fysisk overlast og lemlæstelse: – Hvis et individ, mand eller kvinde, overtræder et af disse punkter, er de forpligtede til at yde kompensation til offerets familie. Familien har to valgmuligheder, de kan enten tage imod økonomisk erstatning (diya), eller de kan forlange, at forbryderen går et tilsvarende tab imøde.Tazir loven omhandler forbrydelser der ikke er nævnt i Koranen, men som repræsenterer de fleste straffe i dagens Iran:

3: Tazir – Forbrydelser der ikke er specificeret i Koranen: Fængselsstraf, henrettelse, bøder og fysisk afstraffelse. De øverste dommere er i stand til at straffe folk, der har begået følgende synder, hvilket heller ikke er beskrevet i Koranen. Dødsstraf gælder for: – Udbredelse af fordærv på jorden, politiske forbrydelser, moderiske overfald, væbnet røveri, kidnapning, voldtægt, utroskab, incest, analsex, en ikke muslimsk mands tiltvingelse af seksuelt samvær med en muslimsk kvinde, narkotikahandel, fornærmelser mod statslederen Ayatollah Khomeini og højtstående embedsmænd, prostitution og homoseksualitet.

Mange af disse nævnte punkter er meget uklart formuleret, hvilket giver de højeste magthavere og imamer endnu mere magt til at dømme efter egen fordel og interesse. Der er ingen, der kan sige dem imod, da fornærmelse mod en embedsmand som ovennævnt er gældende for dødsstraf. Dermed er der delt kollektiv mundkurv ud til hele den Iranske befolkning.