40 piskelagAf Helle Merete Brix Skønt der er meldt udsolgt er lokalet kun halvfuldt, da den sudanesiske journalist Lubna Ahmad al-Hussein træder ind i bibliotektet på Kvinfo i København. Høj, frodig, med håret frit og iført elegant figursyet jakke og lange bukser går den 37-årige al-Hussein rundt og giver hånd til publikum. Sammen med sin oversætter og medforfatter, den libanesisk-franske journalist Djénane Kareh Tager, er forfatteren i København for at promovere sin bestseller «40 piskeslag». Bogen er oprindelig udkommet på fransk, ligesom den er oversat til blandt andet engelsk, svensk og arabisk. Det er en bog, der ikke blot handler om den dag al-Hussein blev arresteret på en fornem restaurant i hovedstaden Khartoum for at være iført lange bukser, men også om islamiseringen af Sudan.
Intervieweren, Lene Johansen fra Danmarks Radio, har ind imellem sit hyr med at få al-Hussein til at holde sig til sagen. Al-Hussein vil også gerne fortælle om blandt andet nogle af de andre tilfælde, der optræder i hendes bog, og som er konkrete eksempler på de menneskerettighedskrænkelser, der sker i det islamiserede Sudan. Eller, som al-Hussein foretrækker at betegne det, diktator Bashirs sharia. Al-Hussein er selv praktiserende muslim og mener ikke, at islam giver belæg for sharialove i samfundet: «Religion er et personligt anliggende, ikke et statsligt. Regeringens pligter er i denne verden, den angår ikke paradis og det hinsidige».
Om islam og sharialov ikke hænger tæt sammen, kunne man vel nok diskutere. Ligesom man med nogen undren lytter til al-Husseins redegørelse om, at det først var med Khomeinis islamiske styre i Iran, at man straffede kvinder, der ikke dækkede sig til. Jihad, sharia og martyrerBåde ved eftermiddagens foredrag og i sin bog ligger det al-Hussein på sinde at fortælle om Sudans nyere historie, som forståelse for sagen om de anstødelige bukser. Sudan er et land, hvor omkring 2/3 af befolkningen er muslimer, den sidste trediedel er kristne eller animister. I nyere tid har landet været udsat for adskillige diktatorer. Først Gafar Nimeiri, der indførte sharia i landet i september 1983. Han ophævede også en aftale, der havde givet Sydsudan, domineret af kristne og animister, autonomi. Efter en afbrydelse på 10 år begyndte krigen igen mellem Nord-og Sydsudan.
I 1984 satte tørken, og derefter sulten ind i landet. Sharialovene betød daglige piskninger, amputationer og henrettelser. I 1985 henrettede Nimeiris styre også den reformvenlige teolog Mahmoud Mohammed Taha, der i øvrigt var 76 år gammel, da han blev hængt. I bogen fortæller al-Hussein om «den umådelige menneskemængde», der begiver sig ud på gaderne for at give udtryk for deres kaotiske følelser i den forbindelse.
Kort efter gør et folkeligt statskup en ende på Nimeiris diktatur. Men allerede sommeren 1989 vælter general Umar al-Bashir det nye styre og kommer til magten sammen med Hassan al-Tourabi, der under det tidligere styre havde været hovedansvarlig for indførelse af sharialovene. Her delagtiggør al-Hussein læserne i noget væsentligt. Hun beskriver i bogen, hvordan krigen mod Sydsudan nu ikke længere er en krig, men en jihad, og hvordan de døde nu betegnes som islams martyrer. Den frygtede paragraf 152Ikke mindst kvindernes forhold er naturligvis forværret siden islamiseringen. Ligesom Sudan er et land uden pressefrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Og efter nogle år med lidt løsere tøjler, har Bashirs styre igen strammet grebet. Politiet bryder rask væk ind i private hjem for at kontrollere at alt går sømmeligt for sig, til for eksempel en familiekomsammen.
I 2008 blev 43.000 mennesker kvinder arresteret efter paragraf 152 i landets straffelov. Den handler om krænkelse af den offentlige moral, gennem påklædning eller handling. Man kan blive arresteret for alt muligt, lige fra at bære lange bukser til at sælge the uden bevilling i en gadebod; eller ryge shisha, noget der kun er tilladt for mænd. De fleste arresteres, fordi de er iført bukser. Straffen er som regel 40 piskeslag.
Denne fredag aften i 2009 afbrydes musik og festligheder pludselig på restaurant Oum Khaltoum, «Orientens Stjerne», da 12 betjente fra sædelighedspolitiet gør deres indtog. Al-Hussein er en af de 15 kvinder, der arresteres og stuves sammen i en politibil. Kvinderne tæves og intimideres, før de læsses af på en af Khartoums politistationer. Her lykkes det al-Hussein at få formidlet kontakt til venner udenfor. Hendes mobiltelefon er naturligvis taget fra hende. Advokatbistand er for mange et ukendt begreb.
Al-Hussein, der efter en karriere som journalist og kommentator arbejder i FNs kommunikationsafdeling, får dog hurtigt selskab af en advokat. Kvinderne fremstilles om søndagen i et lokale på selve politistationen. En af de arresterede er en 16-årig kristen pige: «Hun græder ikke, hun skælver. Hun stivner. En pøl dannes ved hendes fødder. Som et barn har hun tisset i bukserne».
Én efter en erklærer kvinderne sig skyldige. De slipper med 10 piskeslag, hvis de lover ikke at overtærde loven igen. Dommen eksekveres i et tilstødende lokale: Kvinderne anbringes efter tur med ansigtet mod en mur, «tilsølet med opkast og blod». To mænd holder kvinden fast, og en kvinde pisker hende. Kvinderne skriger af smerte. Falske vidneudsagn og dødstrusler Al-Husseins advokat påberåber sig immunitet, fordi al-Husein er ansat i FN. Men al-Hussein ønsker nu et retssag. For at vise, at det ikke er hende og de øvrige kvinder, der er uanstændige, men Bashirs styre. I bogen beskriver hun, hvordan denne retssag får hele verdens bevågenhed. Al-Hussein indbyder nemlig journalister og diplomater til at overvære retssagen og den eventuelle fysiske afstraffelse af hende. Inden længe interviewes hun til alle mulige medier. Først de arabiske, siden også de vestlige. Sagen får også top-politikeres opmærksomhed. Således fremgår det af bogen, at Ægyptens præsident Hosni Mubarak har beklaget sig til Bashir, Sudans diktator, over den og sagt, at også ægyptiske kvinder bærer bukser.
Efteråret 2009 bliver der sat et foreløbigt punktum for al-Husseins sag, da hun, ved hjælp af falske vidneudsagn, idømmes en måneds fængsel. Hun kunne også have betalt en bøde, men hun nægter. Efter kortere tids ophold i kvindefængslet i Omdurman, løslades hun. Men al-Hussein forstår, at sagen ikke er slut. Hun har modtaget stor opbakning, ikke mindst fra sudanesiske kvinder. Men også trusler. I september 2009 indløber således en trussel, der fastslår at hun ikke skal glæde sig for tidligt: «Næste gang indkalder vi fire vidner istedet for tre, og de sværger på, at de et privat sted har set dig nøgen sammen med en mand, som det lykkedes at flygte. Du bliver stenet». Straffelovens barbariI november 2009 slap al-Hussein ud af Sudan. Hun har siden opholdt sig i Paris, hvor hun sammen med Tager har skrevet «40 piskeslag». Bogen fortæller også om hendes opvækst i en traditionel familie, faderen havde to koner og hun er omskåret, som langt de fleste sudanesiske kvinder. Vi hører desuden om al-Husseins karriere som journalist og kommentator, og det er interessant. Ligesom beskrivelsen af universitetsårene, da islamiseringen tager fat. Visse steder, som i beskrivelsen af ægteskabet med den langt ældre redaktør – der dør på bryllupsrejsen – er bogen lovlig kulørt. Men absolut værd at læse i sin helhed.
Uhyggeligt er det at læse, hvordan Bashirs styre, der i øvrigt har givet husly til terrorister som Osama bin Laden og Carlos, har fået særlige anvisninger indført i straffeloven af 1991. Således anvisninger om, «hvordan man skærer næsen af, amputerer et ben, hugger kønsorganer af og brækker armen på folk! Paragraf 148 straffer homoseksuelle med hundrede piskeslag, nøjagtig samme «pris» som den, voldtægtsforbrydere må betale – svarende til «to og et halvt par bukser». Taksten for kærlighed, at elske hinanden uden at være gift, er meget høj: Stening».