Hege Storhaug, HRS
Den antakelig høyest utdannede imam i Danmark, heter Jan Hansen. Hansen har utdannet seg i seks år ved et universitet i Medina i Saudi-Arabia, da under sitt nye navn, Abû Yùsuf al-Fùnî, som man må anta har gitt han dyp kunnskap om islam. Utdannelsen førte han til jobb bak Københavns fengselsmurer, nå i rundt 12 år. Nylig relanserte forlaget til en annen dansk konvertitt, kjendisen Abdul Wahid Pedersen, Hansens bok Råd og vejledning om ægteskab og samliv fra Koranen & Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham). Samlet og kommenteret af Abû Yùsuf al-Fùnî. Boken er for øvrig brukt i en årrekke til å veilede muslimske innsatte.
Boken gir et usminket innblikk i islams grunndoktriner. Ifølge Ole Olesen, som har anmeldt boken i Weekendavisen (papir 5.februar), handler boken stort sett om alle aspekt vedrørende forholdet mellom ektefeller, som skal være særlig aktuelt for unge danske muslimer.
Hans bog handler først og fremmest om ægteskabet og giver et grundigt billede af, hvad forfatter og forlægger fra en meget omfattende islamisk-teologisk litteratur har udvalgt som særlig relevant for unge muslimer i Danmark. Da samliv for muslimer ikke kan tænkes uden for ægteskabets rammer, handler bogen om stort set alle aspekter af forholdet mellem ægtefæller. Mest relevant for os ikke-muslimske danskere er den i sin meget udførlige omtale af betingelser og procedurer ved indgåelse af ægteskab.
Selv om bokens tittel skulle gi inntrykk av at det gis kun råd, er det en rekke krav og klare formaninger. Eksempelvis: ”En kvinne som gifter seg uten vergens tillatelse, hennes ekteskap er ugyldig! Ugyldig!” Og det er farens utelukkende rett å velge svigersønn, mener Hansen. Altså kolliderer Hansens islam kraftig med menneskerettigheter og dansk lov.
Selv om bogen udtrykkeligt betegnes som ”Råd og Vejledning”, bruger den rigtig mange gange og ret konsekvent ”skal” i sine formuleringer.
Inden ægteskab kan indgås, skal både de unge selv og pigens værge give deres tilladelse. »Den kvinde, som gifter sig uden værgens tilladelse, hendes ægteskab er ugyldigt! Ugyldigt! Ugyldigt« (Muhammad). Værgen skal i øvrigt være en mand (faderen), og: »Valget (…) af svigersøn skal derfor udelukkende baseres på, hvad faderen tror, vil være godt for datteren …«
Et annet klassisk ståsted er hva som er tillatt når man gifter bort antatte jomfruer og at mannen ikke trenger verge.
Hvis pigen er jomfru, er det accept nok, at hun ikke protesterer, når hun bliver spurgt. En enke skal derimod udtrykkeligt sige ja.
”Selve indgåelsen af ægteskabet foregår ved, at kvindens værge, i to vidners nærvær tilbyder den kommende svigersøn ægteskab med pigen.”
Den islamske oppskriften er også at mannen enten han er ”jomfru eller ei”, skal samtykke til giftermålet:
Vidnerne skal være mænd, ”troværdige, muslimske vidner”, og ”den tilkommende ægtemand skal derefter, imens vidnerne hører det, give utvetydigt udtryk for, at han accepterer det.”
Norske islamske trossamfunn har vigselsrett, og det er et krav at giftermål skal registreres hos Fylkesmannen, hvilket vi i HRS vet ikke nødvendigvis gjøres, da ikke minst fordi Norge ikke aksepterer flerkoneri og barneekteskap.
Og hvad angår gyldighed: ”I det øjeblik den tilkommende accepterer ægteskabet, er det indgået … Det er ikke noget krav for at ægteskabet er gyldigt over for Allah, at vielsen skal udføres af en offentlig myndighed.”
Hansen forfekter også det klassiske forholdet mellom ektemann og hustru, blant annet hans rett å slå henne.
Islam opererer ifølge bogen med en klar rollefordeling mellem mand og kvinde:” »… begge parter i islam er tildelt deres egen rolle i ægteskabet.” Og – som Jan Hansen anfører i et direkte citat fra Koranen – har kvinderne ”…rettigheder, ligesom der påligger dem pligter, men mændene har én grad over dem.”
Hvad én grad over betyder, giver han en meget klar fortolkning af: ”Manden er familiens overhoved og har både det økonomiske og det spirituelle ansvar. Hustruen har ret til at søge at påvirke mandens beslutninger, men altid med respekt for hans position som den ansvarshavende.”
Til at håndhæve hans position tillægger Koranen manden en ret til som en allersidste mulighed at slå kvinden: ”… De kvinder, hvis ulydighed I frygter, advar dem, undgå dem i sengen og slå dem …” Bogen nævner ikke nogen tilsvarende ret for kvinden til at slå sin mand.
Det fremgår heller ikke, hvordan en ægtefælle kan håndhæve sine rettigheder i forhold til den anden, hvis der er tale om et ægteskab, som ikke er indgået hos en dansk, offentlig myndighed.
At islam er svært fokusert på sex, og at dets spirituelle ledere derfor går i detalj på hva som er tillatt og forbudt – som Khomeinis beryktede veiledning om sex med spedbarn – bekreftes av Hansen.
Også med hensyn til seksuallivet i ægteskabet gives der råd og anvisninger, og da en del af de spørgsmål, som unge mænd har stillet til Jan Hansen, har været meget kontante, er bogens sprogbrug tilsvarende direkte. Og det i en detaljeringsgrad, der ikke hos læseren efterlader ret megen usikkerhed om, hvad der er forbudt, og hvad der er tilladt. For eksempel:
”Selv ikke når hustruen ammer, bør man afholde sig fra at have samleje,” og der ”er heller ikke noget galt i, at manden i forbindelse med samlejet drikker af sin ammende hustrus bryster, hvis han har lyst til det.”
I et afsnit om ”Ægtemandens ret til et seksualliv« fastslås, at hvis hustruen nægter sin mand samleje, virker det destruerende på ægteskabet. Derfor har Muhammad sagt: ’Hvis en mand begærer sin hustru i sengen, og hun nægter at komme (til ham), forbander englene hende til morgenen gryr.’
I et tilsvarende afsnit om hustruens ret til et seksualliv nævnes ikke nogen forbandelse af manden, hvis han nægter hustruen samleje.
Da er vi kommet til klær og omgang mellom kjønnene.
I forhold til omverdenen er ægteskabet beskyttet gennem forskrifter om ydre fremtoning og påklædning. De er ikke så meget rettet mod mænd, men der gengives dog blandt andet et påbud fra Muhammad: ”Gør det modsatte af de vantro, klip overskægget og lad skægget være.”
For kvinden er påbudene væsentlig mere udførlige, men generelt gælder om hendes påklædning: ”Den skal tildække hele kroppen, undtagen hendes ansigt og hænder.”
For begge parter gælder, at man aldrig bør være alene sammen med en person af det andet køn, som ikke er ens nærmeste familie. Med en advarsel fra Profeten: ”Ingen mand er nogensinde alene med en kvinde, undtagen at Satan er deres tredjemand.”
Ja, og enhver mand og kvinde er oven i købet udstyret med en personlig lille djævel, en qarîn, som Satan har udpeget til at følge dem fra fødsel til død, og hvis samtlige indskydelser de har pligt til at bekæmpe.
Hansen har selvsagt også veiledet om skilsmisse.
Skilsmisse er noget, der kun kan finde sted, når alle andre muligheder for at genoprette et kuldsejlet forhold er opbrugt. Også her er der en markant forskel mellem mand og kvinde: ”Kvinden har som udgangspunkt ikke ligesom manden mulighed for at iværksætte en skilsmisse,« skriver Jan Hansen og tilføjer med et citat fra en anerkendt kilde: ”Skilsmisse ligger hos den, som griber (den anden) om lårene for at sprede dem når han gennemfører samlejet.”
I ganske specielle tilfælde har kvinden dog mulighed for at få ægteskabet opløst. Men hun skal i så fald tilbagegive den (fulde) medgift, som manden er forpligtet til at give hende inden ægteskabets indgåelse. Det gives der følgende eksempel på: En kvinde spørger Profeten til råds om at lade sig skille. Profeten sikrer sig, at kvinden er villig til at give manden sin medgift – en daddelhave – tilbage , og siger til manden: ”Tag den og skil dig fra hende.”
Anmelderen i Weekendavisen, den pensjonerte organisten Ole Olesen, undrer seg hvorfor Hansen, som altså har studert i seks år i Media og pløyd mengder av islamsk litteratur, har valgt ut akkurat disse rådene i boken til unge muslimer i Danmark. Den gode Olsen vil heller ikke ta stilling til om rådene er til det beste for danske muslimer.
Man inspireres også til at overveje, hvorfor Jan Hansen fra de tusinder af sider, han har haft adgang til i Saudi Arabien, har udvalgt netop de konkrete råd, der findes i bogen, som så relevante, at de skal kunne tjene som påbud (skal-udsagn) for vore unge muslimske landsmænd i dagens Danmark.
Hvorvidt forfatter og forlægger med denne bog modvirker eller mindsker unge muslimers følelse af samhørighed med deres jævnaldrende landsmænd, skal jeg ikke tage stilling til.
Det skal understreges, at denne anmeldelse ikke anfægter de to imamers tros-, forkyndelses- eller ytringsfrihed. Men den finder bogen velegnet som grundlag for den dialog, der efterspørges så stærkt, og som netop disse to imamer med dansk som modersmål er bedre kvalificeret til at indgå i end vel de fleste andre.
Her går dansken åpenlyst i baret. Først: Hansen har valgt ut doktriner i islam slik islam forkynnes og praktiseres av de fleste lærde. At boken motvirker unge muslimers sammenhørighetsfølelse med andre danske, er overtydelig. Her er det ikke mye å bygge et fellesskap på.
At Pedersen og Hansen skulle være de rette til å inngå i dialog med myndigheter og andre, er så galt resonnert som det kan få bli. Hvis ikke Olesen dog mener at en dialog vil føre til en ideologisk revolusjon i hodene på de to danske konvertittene. Da ville jo dialog være en svært god løsning – særlig med tanke på menneskerettighetene til danske muslimer.