Af Britta Mogensen for HRS
Heks, svin, svinehund, fascist, rotte, ekskrement, luder, horemutter.
Ingen har, som Dansk Folkepartis (DF) formand Pia Kjærsgaard, måttet stå model til ’den gode tone’ fra journalisters, politikeres og den såkaldte kulturelites side.
Tidligere ville sjofle tegninger af en politiker aldrig være blevet trykt. Geoffrey Cain har samlet en del af disse bl.a. i sin bog (2006): ”Gensyn med Ondskabens Ikon”. Ondskabens ikon er selvsagt Kjærsgaard. En tegning (s. 8), der sammenligner Kjærsgaard med en orm, der æder hjerner, og en anden, hvor hun er iført fuld naziuniform (s. 26) er kendetegnende for den gode tone.
Den gode tone mod politiske modstandere er blevet en eufemisme for de Anstændiges svinske bemærkninger, der strækker sig fra gemenheder over seksuelt billedsprog til latrinære udtryk. En af vore kendte forfattere, Klaus Rifbjerg, der tilsyneladende bedst tænker i seksuelle termer, citeres i Morten Uhrskov Jensen (2008): ’Et Delt Folk. Dansk udlændingepolitik 1983-2008’ for at sige, at Kjærsgaard vel endnu var ’i den fertile alder, tænk hvis hun bollede en sort og fik en lille chokoladegris i tilgift’. Og han fortsætter: ’De – undermenneskene – vil tage noget fra os……. og skære Pia Kjærsgaards klitoris af’(s. 497).
Også anti-semistiske (læs: pro-islamistiske) udtryk som ’jødiske kællinger’ er det muligt i dag at få trykt i en dansk avis, som det skete i et læserbrev i Fyens Stifttidende den 30.1.2009, efter at en gruppe sygeplejersker i avisen havde advokeret for, at religion er en privat sag og ikke skal promoveres over for syge mennesker.
Racisme-prædikatet bruges af de Anstændiges til at betegne snart sagt alt. Det er bl.a. blevet ’racistisk’ at ville værne om det land, som vore forældre og generationer før dem har bygget op. For et sådant værn antages implicit at indebære et had til alt fremmedartet.
Udvandingen af racisme-begrebet har bevirket, at det ikke mere rigtigt ’bider på’ modstanderne. Der er derfor nogle blandt de Anstændiges, der har ment, at en hårdere retorik må tages i anvendelse, f.eks. ved at trække nazi-kortet. Det sker indirekte ved ’lignelser’, der indicerer, at modstanderen er nazist.
Nogle eksempler illustrerer, hvordan det gøres: Per Duetoft fra det tidligere Centrum Demokraterne (CD) udtalte i Folketinget i 2000: ”Hitler og Pia Kjærsgaard er to alen ud af et stykke.” (Folketingstidende 1999-2000, s. 168f.).
På et indlæg, hvor jeg plæderede for, at tilslørede kvinder ikke skal ansættes i offentlige stillinger, svarede en læge, at han ikke ville ”male en sort læge hvid” for min skyld (Ugeskrift for Læger 2006;168(19):1880). Endnu engang var nazi-kortet trukket, uden at ordet overhovedet blev nævnt.
I bogen ’Afvist’, forfattet af gruppen ’Bedstemødre for asyl’, anføres i introduktionen: ’Ingen skal kunne sige: Vi vidste det ikke’. Med dette bon mot sidestiller de deres politiske modstandere med nazisterne i Tyskland og identificerer afviste asylsøgeres situation med jødernes i Det Tredje Rige.
Disse brændemærkninger af politiske modstandere er usædvanlig gemen, men er i dag en ikke ualmindelig del af de Anstændiges retorik. For at kunne fremstå som god, er det nødvendigt, at godheden sættes i relief via kontrasten til deres onde landsmænd.
Heller ikke landets statsminister har holdt sig for god til at brændemærke dem, som ikke er enig med ham i den førte politik. Fra Folketingets talerstol udtalte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001), at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerent (Uhrskov Jensen s. 294). DF’s vælgere blev anset for at komme fra den uuddannede eller dårligt uddannede del af befolkningen. Altså de tidligere sikre socialistiske eller socialdemokratiske vælgere. Ved arrogant at håne DF’s vælgere som foragtelige undermålere, mente statsministeren måske, at han ville kunne skræmme dem tilbage i folden. Det var et politisk faux pas.
Med statsministerens ord blev der lagt op til ostrakisering af et demokratisk valgt parti. Det skulle hetzes ud. I stedet bevirkede hetzen, at partiet fik flere og flere mandater i Folketinget. Ved partiets første folketingsvalg i 1998 fik det 13 mandater, i 2001 22 mandater, i 2005 24 mandater og i 2007 25 mandater.
Hvordan kunne det gå til, at den gode tone ændrede sig til skraldespandsretorik? Det er nok nødvendigt kort at gå tilbage til 1983, hvor Danmark fik en ny udlændingelov ved hjælp af venstrefløjen. De udlændinge, der tidligere kunne søge om opholdstilladelse, fik nu et retskrav. Det ville, mente de fleste partier, højst medføre 500 nye udlændinge til landet over en årrække. Loven blev kun omtalt i aviserne med små notitser, og generelt kendte befolkningen ikke noget til den. Det ville næppe heller have haft nogen betydning. En oplysning om, at ’500 udlændinge over en årrække’ ville komme til landet, kunne ikke give nogen en anelse om, at denne lov var begyndelsen til enden på det land, der var deres. Ingen kunne forestille sig, at de hævdede 500 ville blive til flere hundredetusinder på få år. Ingen kunne forestille sig, hvilken betydning det ville få, at indvandrerne kom fra kulturer, der lå så langt fra vores egen, som overhovedet tænkes kunne. Og ingen kunne forestille sig, at indvandrerne for et meget stort antals vedkommende ikke på nogen måde ønskede integration, men tværtimod, at majoritetsbefolkningen skulle integreres i den fremmede kultur.
Antallet af indvandrere bekymrede heller ikke forfatteren og foredragsholderen Jacob Holt. Han gav udtryk for, at Danmark sagtens kunne rumme 30-40 millioner fremmede. Det havde han regnet sig frem til efter det antal mennesker, der kunne være i hans hus! Da Norge i areal er næsten 9 gange større end Danmark, så er det hurtigt at regne ud, at Norge mindst – ud fra Jacob Holts beregninger – vil kunne få plads til 270 millioner flygtninge og familiesammenførte.
En begyndende vrede i befolkningen nåede ind bag murene på Christiansborg. Den blev ikke taget seriøst. De partier, der var skyld i masseindvandringen, bestemte, at danskerne skulle ’opdrages’ til at acceptere et fait accompli. ’Opdragelsen’ indebar tilsvining. Modstanderne skulle nok lære at holde mund, hvis de blev kaldt racister, xenofober og islamofober. Det var lykkedes i kommunistiske diktaturer at intimidere politiske modstandere ved at hæfte diagnoser på dem. Så det kunne vel så også lykkes her.
Bekymrede borgere, som bestemt ikke nærede fremmedfjendtlige følelser, forsøgte sig med: ”Jeg er ikke racist, men…..”. Her blev de afbrudt og overgivet til hånen og latterliggørelsen, for dette ’men’ var implicit et udtryk for, at personen var racistisk. Folket lærte at holde mund – for en kort årrække. Udviklingen viste, at nu måtte nok være nok.
Flere og flere ønsker at bevare vores over tusind år gamle kultur. Og muslimer, der er undsluppet sharia og går ind for demokrati, kønsligestilling og frihedsrettigheder gør fælles sag mod de Anstændiges, for at disse ikke skal få held med at indføre sharia-enklaver i parallelsamfund. Hvad skal de Anstændiges dog kalde disse mennesker? De kan vel ikke være islamofober? Næh, men så kan de i hvert fald beskyldes for at ’spytte i sin egen rede’, som Arne Melchior (CD) sagde om Naser Khader (Uhrskov Jensen s. 382). ’Reden’ er det land, indvandrerne kommer fra, og dér mener de Anstændiges tilsyneladende, at de stadig hører til.
Som fremtiden skulle vise, ændrede loven i 1983 totalt vores samfund – uden mandat fra befolkningen. Det er blevet en kamp, hvor venskaber brydes og familier opløses. Vi er med Morten Uhrskov Jensens ord blevet Et Delt Folk.