Via tips fra Hodjas blog er vi blitt gjort oppmeksom på det som må kalles en lite fruktbar utvikling.
For kort tid siden avdekket en undersøkelse fra Ugebrevet A4 at selvsensuren lever i beste velgående blant ulike kunstnere i Danmark. Undersøkelsen ble imidlertid raskt imøtegått av en rekke forfattere, som hevdet at undersøkelsen var manipulert.
Nå tar redaktør av Ugebrevet A4, Jan Birkemose, til motmæle mot påstandene. I en lederkommentar kaller han det hele en trist sak, for det som kunne blitt en sunn debatt endte med å spre pest:
Det kan næsten ikke blive mere absurd. De som burde gå forrest i en nødvendig debat om selvcensur i dansk kunst- og kulturliv, ønsker at bortcensurere debatten. Efter Ugebrevet A4 i sidste uge bragte en undersøgelse om selvcensur blandt danske kunstnere og udstillingsfolk trak dele af Dansk Forfatterforening det ultimative kort, når man ikke kan lide virkeligheden: Hvis det er faktum, benægter vi faktum.
At forfatterforeningen med formanden i spidsen valgte at underløbe undersøgelsens resultater med ukonkrete beskyldninger om manipulationer, kom dog ikke som nogen overraskelse. Allerede inden undersøgelsen blev gennemført forsøgte forfatterforeningen at forbyde A4 at kontakte foreningens medlemmer. Dette noget overraskende forsøg på at bortcensurere en censurundersøgelse, blev dog stoppet af foreningens advokat, der belærte formanden om, at det ikke var lovligt at forhindre A4 i at kontakte samtlige medlemmer.
Men det sentrale er nettopp hvorfor?
Det store spørgsmål, som ikke bare A4’s læsere, men samtlige mediebrugere i dag står tilbage med, er hvorfor det er så magtpåliggende for forfatterforeningen, at man ikke må diskutere selvcensur. Er det fordi det krænker den faglige stolthed og identitet? Er det fordi de kræfter, som nogle bange kunstnere frygter, ikke må vide, at de har fået en delvis sejr eller er det fordi den debat uvilkårligt kan give lette point til den politiske højrefløj?
Det kan tyde på at mange av de samme elementer som innvandrings- og integreringsdebatten generelt lider under, også er kjent i forfatterverden:
Efter en uges ophidset debat svæver svarene i luften. I stedet for at bruge den oplagte mulighed for at drøfte, hvordan ytringsfriheden styrkes, og hvordan man understøtter de kunstnere, der føler sig presset til selvcensur, har dele af forfatterforeningen brugt al tiden på at kaste et så tykt røgslør ud over undersøgelsen, at formanden for forfatterforeningen end ikke har holdt sig for fin til at lyve i dagspressen. Samtidig har de kunstnere, der modigt har indrømmet selvcensur igen og igen måttet lægge øre til, at de bare er en lille gruppe paranoide typer. Med den form for kollegialitet og total negligation af problemet, indgår den højtråbende del af forfatterforeningen i en uhellig alliance med den højrefløj, der har kaldt de samme selvcensurerende kunstnere for kujoner og skvat.
Kritikkerne af selvcensurundersøgelsen – som efterfølgende er blevet blåstemplet af en uafhængig ekspert – hævder, at det største problem for ytringsfriheden i deres øjne er det politiske klima og det debatniveau, der er i Danmark. Der er ingen tvivl om, at en del kunstnerne har det på den måde – hvilket A4 også dokumenterer. Men kritikkernes iver for at finde en Muhammedkonspiration har gjort dem blinde for det faktum, at deres anke mod det politiske klima og debatniveauet rent faktisk bliver belyst og beskrevet i A4.
Striden og ikke mindst det skingre debatniveau afslører, hvor fastlåste positionerne i Muhammeddebatten er. Ingen behøver at læse en undersøgelse eller en artikel færdig før holdningen er skudklar og uforandret fra sidst man fyrede den af. Det er især trist, når det opleves blandt bøgernes folk, som burde være mennesker med overskud til omtanke og længere tekster. Og det er især trist, når deres mål er et bedre debatklima, men alt hvad de kan finde ud af er at sprede yderligere pest i debatten.
Vel, det er i alle fall en ting jeg har lært i dette feltet; det kan alltid bli mer absurd.