Meny

Eksterne skribenter

Moskeen og Vestens Atta`er

Muhammed Atta, som styrte flyet inn i det nordlige tårn i World Trade Center 11.september 2001, kom som 24-åring i 1992 til Hamburg. Moskeen som Atta frekventerte er senere blitt avslørt som en av de moskeene hvor flere menn har dratt til al-Qaidas treningsleirer i Pakistan. Ja, i enhver terrorsak i Vesten har en eller annen moské stått sentralt, gjerne gjentatte ganger, men det er selvsagt ingen forbindelser med disse moskeene og terrorister? Helle Merete Brix har sett nærmere på problemstillingen.

HRS

HRS

Publisert:

Af Helle Merete Brix for HRSSteindamm. Den lange gade, der udgår fra området omkring Hamborgs hovedbanegård. Her er sex-butikker og casinoer og et par noble hoteller. Kvarteret hedder St. Georg, og det er et af Hamborgs indvandrertætte områder. Så på Steindamm er der også persisk supermarked, Ziraat Bank, restaurant Kabul og restaurant Afghan. I nr. 47 ligger Vadah moskeen. I nr. 103, ved siden af sportscentret, ligger ligeledes en moské. I denne moské kom Muhammed Atta, lederen af terror-aktionen den 11. september. Det var Atta, der styrede et fly ind i det nordlige tårn i World Trade Center i New York denne septembermorgen i 2001.
I Muhammed Attas tid hed moskeen Al Quds. I dag har den skiftet navn til Taiba moskeen. Men moskeens navn fremgår ikke af den snavsede og navnløse facade. «Ring her», står der på et skilt. Det er alt.

I oktober sidste år afslørede en intern rapport fra en tysk efterretningstjeneste, at man eftersøgte 10 tyske mænd fra Hamborg, der var taget til Waziristan i Pakistan for at slutte sig til en af Al Qaedas træningslejre. Iblandt dem var flere konvertitter. Fælles for denne celle, som for Attas kreds, er at de har brugt moskeen på Steindamm 103 som mødested. Moskeens rolleStephen Brown skrev i oktober 2009 om sagen i Front Page Magazine. Han bemærkede i sin artikel, at ligesom det var forbigået Al Quds moskeen, hvad Muhammed Atta og de øvrige gik og syslede med, så kender ingen i moskeen i dag naturligvis til, at nogen tager i træningslejr i Waziristan.
I enhver terrorsag i Vesten har bestemte moskeer spillet en rolle. Formanden for Somalisk Forum, Moammad Gelle, udpeger blandt andet moskeen i Aalborg, hvor den somaliske mand, der lige efter nytår forsøgte at myrde tegneren Kurt Westergaard kom, som arnested for radikalisme. Moammad Gelle og andre har også påpeget, at der på stedet samles ind til fordel for den somaliske terrorbevægelse al-Shabaab.

En moské på Fyn, moskeen på Ørbækvej, kom i søgelyset, da unge fra området blev anholdt, sigtet for at planlægge et terrorangreb.

Journalisten Morten Skjoldager udgav i 2009 bogen ”Truslen indefra: De danske terrorister”. I bogen skriver han at ”Det er et faktum, at den samme håndfuld moskeer dukker op, hver gang Danmark nævnes i forbindelse med terrorisme. ” Også i Danmark er det en moské med navnet Taiba i den indvandrertætte bydel Nørrebro i København, der spiller en rolle i terrorsager. Ifølge forfatteren har ”stort set hver eneste militante islamist i Danmark” frekventeret denne moské.

Farlige kassettebånd I London afslørede undercover-optagelser, at Hamid Ali, åndelig leder af moskeen i West Yorkshire, hvor mændene bag terrorangrebet 7. Juli 2005 kom, betegnede angrebet som “godt”. Bombemændene blev betegnet som “børn” af Abdullah al-Faisal, en radikal prædikant, der blev dømt for at opfordre til mord og racehad i 2003. Han havde blandt andet betegnet ikke-muslimer som ”kakerlakker”, der burde udryddes.

Det kom også frem, at bombemændene havde deltaget i al-Faisals prædikener, og at bånd med al-Faisal’s prædikener stadig cirkulerede i hans moské. Han blev i 2007 efter endt fængselsstraf deporteret til Jamaica.

Da jeg læste om båndene med al-Faisals prædikener, blev jeg mindet om, hvad CNNs mest kendte internationale korrespondent, Christiane Amanpour fortæller i forordet til en stor fotobog om den iranske revolution, ”44 Days: Iran and the remaking and the world”. (National Geographic, 2009).

Amanpour voksede op i Teheran i en velstillet familie. Sommeren 1978, før den islamiske revolution, sad hun og hendes familie på verandaen til deres hus. Fra en moské i nærheden kunne de i stedet for den vanlige fredagsbøn høre ayatollah Khomeinis stemme. Stemmen kom fra de kassettebånd, der blev smuglet ind i landet, for ayatollahen var på det tidspunkt stadig i eksil i Frankrig. Ord har en betydning. Ayatollahens førte således til en islamisk og blodig revolution. MiddelklasseterroristerMen hvad skaber en terrorist? Atta og de øvrige i Hamborg-cellen brød med forestillingen om, at de, der udfører selvmordsangreb nødvendigvis er fattige produkter af enøjede madrasaer. I bogen ”Princeton Readings in Islamist Thoughts: From al Banna to bin Laden” (Roxanne L. Euben og Muhammad Qasim Zaman, Princeton University Press, 2009) skriver redaktørerne, at sådanne mænd, snarere, ”som Atta, er middelklasse, til en vis grad kosmopolitiske og ofte ganske veluddannede, overvejende indenfor naturvidenskab og praktisk videnskab”.

Atta selv blev født i 1968. Først som 24-årig flyttede den ingeniøruddannede Atta til Hamborg, hvor han tog en PHD i byplanlægning og arkitektur og havde forskellige jobs. I Tyskland og særligt Hamborg blev han i stigende grad religiøs. Han fik sin gang i Al Quds moskeen, hvor han også begyndte at undervise og formede en gruppe.

I 1996, skrev Atta sit testamente, med blandt andet instruktioner om, hvordan kvinder ikke måtte være tilstede under selve begravelsen eller senere besøge gravstedet.

I 2001 fløj Atta i døden og tog et væld af uskyldige mennesker med sig. I brevet «Sidste instruktioner» skriver Atta bl.a.: «Vær modig og fortrøstningsfuld, når du står ansigt til ansigt med døden, unge mand. Du er på vej mod Evighedens Paradis».

Mohammad Sidique Khan, den ældste af bombemændene bag 7. juli, var heller ikke fattig og marginaliseret. Khan arbejdede med nyankomne indvandrerbørn på en skole i Leeds. Ligesom Atta kom han i en moské og begyndte at foretage rejser til Pakistan og Afghanistan.Politikernes ansvar Uanset baggrund skal potentielle terrorister møde radikale budskaber et sted, i moskeen, studiekredsen eller andre steder. Det er naturligvis relevant at nævne, hvor centralt jihadbegrebet står i selve islam, men det er en diskussion for sig. Hvad der bør påpeges her er, at det ikke kan nytte, at ledelsen i moskeerne rundt om i Europa gang på gang kan slippe af sted med at sige, de ikke kendte noget til terrorplaner eller kan være ansvarlige for, hvem der kommer i moskeen. Eller at de ikke vidste, at en særlig gæsteprædikant havde radikale anskuelser. Ligeledes viser adskillige undercover TV udsendelser og undersøgelser igen og igen, at mange moskeer, der præsenterer sig som moderate, ikke er det.

I den artikel af Stephen Brown fra Front Page Magazine, som jeg nævnte indledningsvist, fortælles der om en al Qaeda video, der viser den tyske terroristkoloni i Waziristan. Chokerede tyske TV-seeere kunne se terroristernes børn, herunder nogle blonde og europæiske af udseende, skyde med geværer. Det er Vestens fremtidige Attaer, og det må være på tide at europæiske politikere indser, at i ly af religionsfriheden er der skabt et radikalisme og terrorisme, som alt for længe har fået lov at eksistere i fred.