Hege Storhaug, HRS
Det koster å bry seg om sine medmennesker, særlig hvis medmenneskene er muslimske barn og kvinner. Hvis man som kvinne i tillegg er kvinne – og åpent tilkjennegir sitt nære forhold til sigaretten – er det samme som å annonsere at man er prostituert. Logisk, sant? Ja, i landet jeg kjenner godt, Pakistan, er dette folkelig logikk.
Skuespilleren Rayhana (45) gikk enda lengre enn dette. Rayhana flyttet fra Algerie til Frankrike i år 2000 grunnet trusler fra islamister. I Voltaires hjemland gikk hun på teaterscenen med et stykke som ”terget” muslimske menn. Hun blottet den seksuelle undertrykkelsen av muslimske kvinner. Slik gikk hun rett inn i den mest betente materien i islamdominert kultur. Derfor fortjente hun døden. Som andre unge kvinner i dagens Frankrike som utfordrer æreskulturen.
Helle Merete Brix kommenterer drapsforsøket på Rayhana.
Man brænder da kvinder
Af Helle Merete Brix, for HRSEn aften i januar skete et overfald på åben gade i Paris. Det var ikke et tilfældigt overfald, og agressorerne ville hverken have penge eller kreditkort. De gjorde deres bedste for at slå deres offer, den algierske skuespiller Rayhana, ihjel.
Overfaldet fandt sted i en lille gade i kvarteret Belleville i 11. arrondissement i Paris. To mænd greb fast i skuespilleren og holdt hende fast bagfra, mens de råbte: “Vantro. Vi ved hvem du er.” Samtidig sprøjtede de benzin på Rayhana og forsøgte at antænde benzinen med en cigaret. Måske fordi vejret var så koldt, lykkedes det ikke. Rayhana fik vristet sig løs, løb alt hvad hun kunne og slap med forskrækkelsen.
Rayhana er født i Algeriet men har boet i Frankrig siden 2000. Hun er i sit arbejde optaget af muslimske kvinders livsbetingelser. Muligvis var det ikke tilfældigt, at attentatmændene ville dræbe Rayhana på denne måde. Skuespilleren er passioneret ryger og har skrevet det selvbiografiske teaterstykke “I min alder gemmer jeg mig stadig, når jeg ryger”. I Algeriet, har Rayhana udtalt, betragtes en rygende kvinde stadig som en hore.
I stykket, der er Rayhanas første på fransk, mødes 9 kvinder i en hammam i Algier. De diskuterer deres liv og den seksuelle og politiske undertrykkelse. Rayhana er selv en af de medvirkende. Kunstnere i eksil og fredagsbøn på gadenAllerede i begyndelsen af januar blev Rayhana intimideret på åben gade i Paris af en arabisk mand. I Algeriet er hun kendt som kunstner og feminist. Det er udsatte grupper i landet og var det ikke mindst i 1980erne og 1990erne, hvor algierske fundamentalister havde erklæret «open season» hvad angår kvinder, der ikke ville dække sig til, kunstnere, intellektuelle med flere. I 1995 blev Azzedin Medjoubi, direktøren for det statslige teater i Algier, således dræbt for øjnene af Rayhana. Også den algierske rai-sanger og superstjerne Khaled måtte drage i eksil, ligesom sangerinden Squad Masi og adskillige andre.
Da Rayhana blev overfaldet var hun på vej til teatret. Forestillingen, der spillede sidste gang i midten af januar, blev opført i Maison des Métallos, der ligger i rue Jean-Pierre Timbaud i byens 11. arrondissement.
Lige overfor Maison des Metallos ligger en af Paris´fundamentalistiske moskeer. Fredage kan man opleve området omkring moskeen blokeret af bedende.
Kvarteret og gaden, som jeg har besøgt adskillige gange, rummer i denne ende også et par snusket udseende barer samt flere islamiske boghandler og forretninger, der sælger hijabs, niqabs, med mere. Rundt om hjørnet på boulevard Belleville ligger Det Muslimske Broderskabs Paris-boghandel; under ramadanen er dele af boulevarden fyldt med muslimske kvinder og små tildækkede piger, der tigger, mens skæggede mænd i fodlange kjortler, promenerer frem og tilbage. Ved kvarterets metrostation har der, hver eneste gang jeg har besøgt kvarteret, siddet den samme hijab-klædte pige og tigget på trappen. Oprøret fra ghettoenDet er også i dette kvarter den algierske journalist Muhammed Sifaoui er blevet overfaldet et par gange. Sifaoui, der selv med nød og næppe overlevede et terrorangreb på den avis, hvor han arbejdede i Algier, har blandt ander infiltreret en islamisk terrorgruppe i Paris med link til Al Qaeda. I forbindelse med overfaldet på Rayhana har Sifaoui udtalt til avisen France Soir, at han ikke er overrasket. Området omkring rue Jean-Pierre Timbaud tilhører ikke længere republikken, mener han.
Blandt andre kulturminister Frederic Mitterand og juniorminister Fadela Amara har udtrykt deres afsky for overfaldet og deres sympati for den modige skuespiller, der insisterede på at gå på scenen den samme aften. Amara stiftede i 2002 organisationen Ni Putes ni Soumises (Hverken Ludere eller underdaninge). Organisationen demonstrerede den 16. januar til fordel for Rayhana foran teatret.
Bagggrunden for at stifte organisationen var to begivenheder: Den nu afdøde Samira Bellils bog om ghetttoernes afstraffelsessystem over for oprørske kvinder: Gruppevoldtægten. Derudover mordet på den 18-årige Souhane Benziane Den 4. oktober 2002 blev hun af en jævnaldrende ung mand overhældt med benzin og brændt levende i forstaden Balzac de Vitry-sur-Seine for at have forbrudt sig mod ghettoens regler om ære og skam.
Ved flere lejligheder er hendes mindesmærke i bydelen blevet ødelagt. Journalisten Claire Brière-Blanchet har med rette spurgt i et essay, hvad man svarer de unge, der har kendt Souhane og som har denne kommentar til dem, der i dag vil bringe det brutale mord på bane: ”Ønsker De virkelig stadig at tale om denne luder?”Republikkens tabte territorierDagen efter mordet på Souhane, den 5. oktober 2002, havde en ung mand med muslimsk baggrund, Azedine Berkane, nær stukket Paris` borgmester ihjel under en større byfest. Borgmester Bertrand Delanoë, der med nød og næppe overlevede mordforsøget, er erklæret homoseksuel. Journalister fra avisen Le Monde, der talte med knivstikkerens naboer, kunne rapportere, at naboerne ikke mente, der var noget særlig underligt ved Berkane. «Han var lidt som os”, som én udtrykte det. Homoseksualitet var naturligvis imod islam, fastslog en anden.
I sin selvbiografi fortæller Amara om, hvordan de franske ghettoområder uden for byerne har forandret sig. I takt med arbejdsløsheden og islams stigende indflydelse i områderne, er kvinderne i disse kvarterer overgået fra at være kvinder fra en bestemt familie til at være kvinder fra et bestemt kvarter. Kvinderne kan overvåges, kontrolleres og afstraffes af enhver mand fra kvarteret. Homofobi og antisemitisme følger i kølvandet på islamiseringen og skaber en ekstrem og religiøst funderet machokultur. Souhane Benzianes søster udtalte i forbindelse med drabet på Souhane, at de unge mænd, der begynder med at brænde biler, ender med at brænde kvinder. Men helt ind i Paris´centrale bydele har der længe været kvarterer, hvor republikkens regler synes sat ud af kraft. I rue Myrhha i kvarteret omkring Boulevard Barbés i 18. arrondissement, lukker gaden omtrent ned i forbindelse med fredagsbønnen. I rue Myrrha er det rapporteret, hvordan almindelige beboere knap kan komme til og fra deres lejligheder, mens fredagsbønnen står på, og hvordan den lokale moskés sikkerhedsvagter dirrigerer biler og fodgængere omkring i området.
Her er tydeligvis flere opgaver for politikerne: At sikre beskyttelse af de mennesker med muslimsk baggrund, der ønsker et frit liv. At sørge for, at fortove og gader i Europas byer ikke bruges til fredagsbøn – eller anden bøn. Og at beskytte Europas jøder, der nu endnu engang oplever, at deres synagoger brændes ned, og at de overfaldes og intimideres. Det kan kun gå for langsomt med at generobre demokratiets territorier.