Det pågår en global lammelse av ytringsfriheten, styrt av islamisters trusler og voldshandlinger. Slik lammes også kunsten, en spydspiss for den frie tanken og uttrykket i samfunnet. Undersøkelsen som er utført av Ugebrevet A4 er derfor svært nedslående, men ikke overraskende, for frykt lammer dessverre de redde sjelene. Undersøkelsen blant 654 personer innen kunstlivet i Danmark viser blant annet dette:
· Nesten halvparten mener at ytringsfriheten i dag er truet.
· Hver åttende har en eller flere ganger droppet et prosjekt, og helt konkret er frykten størst for å krenke etniske og religiøse følelser.
· Samtidig sier kun 47 prosent at Muhammed-krisen betydde at Danmark fikk en viktig debatt om ytringsfriheten.
Tross denne triste historien, som fikk Jyllands-Postens Ralf Pittelkow til å avfyre denne kraftsalven : Kulturfolk er nogle skvat – går Kristeligt-Dagblad ut på lederplass med støtte – ikke til de fryktløse – men til de redde og valne. Dette fikk igjen Lene Kattrup, medlem av Trykkefrihedsselskabet rådgivende organ, til å sende dette innlegget til avisen og til rights.
En svag lederartikkel: ”Islam skal ikke skånes”
Af Lene Kattrup
SÅ OPRANDT DEN DAG (12. januar), hvor en landsdækkende avis – Kristeligt Dagblad, som er min egen daglige avis – tilsyneladende uden forbehold forsvarede kunstneres selvcensur på lederniveau. Argumentationen var, at da kunstnerisk selvcensur altid har eksisteret, er det okay. Nu er argumentet med, at fordi noget altid har været sådan, så er det i orden, i sig selv svagt. Men desuden blev det glemt, at vi kan se, og den i lederartiklen omtalte undersøgelse bekræftede, at der er tale om en vis udvidelse af selvcensuren, som primært udøves i relation til ét emne, nemlig islam. Det har en betydning. I lederen gives der tre eksempler på selvcensur, som alle vedrørte kunstnere, der havde ændret eller opgivet indhold i film eller show, så en planlagt omtale eller behandling af islam blev fjernet på grund af frygt for eventuelle konsekvenser. Lederen forholdt sig ikke til, at selvcensuren koncentrerer sig om denne religion, samt at begrundelsen indbefatter frygt for vold. Det har nogle konsekvenser, hvis særskilt en religion fredes for debat, kritik og satire i et frit demokratisk samfund. Denne religion får da specielt gunstige muligheder for at kunne dominere – især i forhold til de andre religioner – samt med tiden at kunne tiltage sig politisk magt.
ISLAM HAR I FORVEJEN i sit indre netop dette potentiale som karakteristika. Hvis vi undlader kritik af islam, fremmer vi den proces, hvor islam i stedet for at være et individuelt, personligt trosanliggende mere bliver til en magtfaktor i samfundet i form af politisk islam, altså islamismen eller organiseret islam, der begynder at bestemme og dominere samfundets indretning. Denne konsekvens er væsentlig. I et demokrati skal alle religioner kunne kritiseres og debatteres indgående, først og fremmest fordi de, hvis de fredes for kritik, kan blive til politiske magtfaktorer, der virker undergravende på demokratiet. Nogle religioner har mere det potentiale end andre, men grundlæggende gælder det for dem alle. Og desværre var denne leder meget lidt analyserende over for konsekvenserne af en selvcensur, som er selektiv over for én religion og samtidig til en vis grad begrundet direkte i frygten for vold.