Som kjent har det en tid foregått en nokså heftig burkadebatt i Danmark. Den førte også til at regjeringen nedsatte et burkautvalg, som blant annet skal ha foretatt en telling av antall kvinner i Danmark som er ansiktstildekket. Utvalget, hvis rapport fortsatt skal være hemmelig, skal ifølge lekkasjer ha kommet til at det er tre burkakvinner i Danmark og 150-200 niqabkvinner. Som vi har påpekt tidligere er tallene blitt latterliggjort, da i disfavør til dem som ikke ønsker at det danske samfunnet skal tilsløres.
Men burkaen er ikke et lille isoleret fænomen. Burka som begreb bliver i realiteten brugt om alle former for tildækning af kvinder, hvor ansigtet også er dækket. Det er især niqab’en, som der er 150-200 af i dagens Danmark – ifølge regeringens endnu ikke offentliggjorte burka-rapport. Men dertil kommer, at burka og niqab blot er to ekstreme udgaver af det religiøse slør, som mange muslimske kvinder går med – eller er tvunget til at gå med. Den måske mest almindelig udgave er hijab, der fuldstændig dækker kvindens hår og en del af overkroppen.
Uanset den konkrete udformning er holdningen bag tildækningen grundlæggende den samme. Meget betegnende er hijab da også det arabiske ord for at skjule. Kvinder må ikke vække fremmede mænds begær, derfor skal deres hår, krop eller ansigt skjules. Denne holdning har langt videre betydning for mange muslimske kvinder.
Mandens ære og dermed hans sociale status afhænger ofte af, at han i mindste detalje kan kontrollere kvindens seksualitet. Datteren skal være uberørt, når hun bliver gift, og den gifte kvinde skal være ubetinget tro. For at sikre denne kontrol skal kønnene i vidt omfang være adskilte og kvinderne være tildækkede. Dette er i pagt med Koranen, hvor det fremgår, at kvinden er underordnet manden, som hun skal adlyde.
Kvindernes underordnede stilling har vidtrækkende konsekvenser i mange muslimske lande. Det betyder forfærdelige forhold for kvinder, der nærmest er retsløse og helt afhængige af deres mand og hans familie. Og det er ikke noget, der er på retur. Tværtimod sker der en islamisering af store dele af den muslimske verden. Et synligt tegn er for eksempel, at flere og flere kvinder går med slør. Men ændringerne er langt mere omfattende og gennemgribende.
Denne udvikling »smitter af« på de europæiske lande. Her er det muslimske tørklæde bestemt heller ikke et isoleret fænomen. Det spredes tværtimod i takt med, at andre udtryk for en islamisering vinder frem – især i lande som Storbritannien og Frankrig, men også i Danmark. Det drejer sig om parallelsamfund med streng kontrol af de unge kvinders seksualitet, krav om kønsadskillelse, brug af sharia-domstole og modvilje mod eller sågar had til det vestlige samfunds værdier. Alt sammen noget der svækker og undergraver de frihedsværdier, Europa bygger på.
Hvis denne udvikling skal bremses, kræver det nogle begrænsninger for blandt andet burka, niqab og anden beklædning, hvor man ikke kan se ansigtet. Her kan regeringen sagtens gå mere til biddet, ligesom regeringen i Frankrig gør det. Det kunne for eksempel indebære, at ingen af de involverede i en retssal må bære burka og niqab. Det samme med skolen. Burka og niqab skal ikke være tilladt i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. I det hele taget skal man i det offentlige kunne kræve at se ansigtet på den, man taler med: socialrådgiver, pædagog, sygeplejerske og andre.
Men der er brug for en væsentlig bredere indsats for at modvirke kønsadskillelse, indvandrerkvinders isolation og parallelsamfund.
Et konkret og håndfast sted at starte er et krav om straksaktivering. Straksaktivering betyder, at man skal arbejde for sin kontanthjælp fra den første dag og hver eneste dag.
For kvinder med indvandrerbaggrund ville det betyde, at en del af dem, der er isoleret i hjemmet, ville komme ud blandt andre mennesker. Noget vi ved er godt for integrationen. Samfundet ville desuden få testet, om kvinderne rent faktisk står til rådighed for arbejdsmarkedet og er berettiget til kontanthjælp. Det kunne gøre det svært at opretholde kontanthjælpen, hvis man insisterede på at gå i burka, niqab eller andet, der er svært at forene med de fleste jobs. Og det kunne også lægge pres på de mænd, der i virkeligheden modarbejder, at deres koner kommer ud blandt andre mennesker.
Derudover kunne straksaktivering mindske en række andre problemer med parallelsamfund og manglende integration. Hvis forældre på kontanthjælp skulle arbejde, så ville mange af deres børn komme i børnehave, i modsætning til i dag hvor de ofte lever et isoleret liv. Det kunne desuden begrænse nogle forældres lange ophold i hjemlandet, der betyder, at en del børn først kommer i skole flere uger efter sommerferien er slut. I hvert fald ville forældrene ikke kunne hæve kontanthjælp, mens de var i hjemlandet. Unge mænd på kontanthjælp ville blive trukket ud af deres til tider lukkede og småkriminelle miljøer. Og aktiveringen kunne sagtens bruges til noget fornuftigt, som for eksempel at forbedre deres skolekundskaber, så det blev muligt at gå i gang med en uddannelse.
I det hele taget ville kravet om, at alle skulle møde op og yde en indsats for kontanthjælpen, give et godt udgangspunkt for at lære det danske samfunds værdier bedre at kende. Det er en direkte anskuelsesundervisning i, at pligter og rettigheder skal følges ad. Men en mere direkte kontakt til danskere og det danske samfund kunne også give kvinderne mere viden om deres rettigheder og skabe forståelse hos de unge mænd for grundværdier såsom kvinders ligestilling. Men det kræver unægtelig, at vi selv kan se, hvor afgørende disse værdier er, og at vi er villige til at kæmpe for dem. Og det kan man godt komme i tvivl om, når man lytter til dem, der latterliggør burka-debatten. De latterliggør i virkeligheden kvinders ligestilling. Det er næsten til at tude over.
Tidligere publisert i Berlingske Tidende, gjengitt her med forfatterens tillatelse