Hege Storhaug, HRS
Da jeg leste Nicolai Sennels artikkel under her, ble jeg minnet om en hendelse på Oslo sentralbanestasjon for to år siden. Det var jul og det var kø ved taxistasjonen der jeg og en venn ble stående fastlåst blant en mengde drosjer. Vi så imidlertid en løsning – hvis bare en av bilene flyttet lit på seg kunne vi komme oss ut av køen med biler som ventet på passasjerer. Jeg er av den forsiktige typen, og gikk bort til den aktuelle sjåføren av somalisk opprinnelse og spurte vennlig i et lavt toneleie om han kunne flytte bilen sin. Han ristet på hodet og fektet avvisende mens jeg lusket tilbake i bilen. Min medpassasjer er imidlertid av en annen karakter, og hoppet ut av bilen, trampet bort til mannen, og ga en resolutt kommando: ”Kjør bort der, sving inn mellom de to bilene, og vi kjører ut.” Hun snudde seg like resolutt og trampet tilbake til bilen, mens drosjesjåføren, på autopilot, hoppet inn i bilen og gjorde som han var bedt om.
Hendelsen var med andre ord en oppvisning i kulturforskjellen mellom vesten og den muslimske verden. Stikkord er blant annet aggresjon versus mildhet, hva som anses som styrke versus svakhet. Les Nicolai Sennels artikkel, og du vil kanskje få noen aha-opplevelser som forklarer egne erfaringer fra hverdagen med denne kulturkollisjonen. En kollisjon jeg mener er den størst integreringsmessige utfordringen vi har.
Psykologiske forskelle mellem muslimer og vesterlændinge
Af Nicolai Sennels, for HRS
Som psykolog i Københavns Kommune har jeg haft omkring 150 muslimske børn og unge og omkring 100 unge med dansk baggrund i behandling. Bortset fra den kulturelle forskel, kom de unge fra samme baggrund – samme aldersgruppe, mange var kriminelle og fra svære sociale kår, men mange var også lovlydige og/eller fra gode kår – og jeg har derfor haft rig mulighed for at studere de psykologiske forskelle mellem opdragelse og udvikling i henholdsvis muslimsk og dansk kultur. På baggrund af mine professionelle erfaringer vil jeg her give et billede af nogle af de vigtigste psykologiske forskelle. Artiklen er nyttig for alle, som har lyst til at få et dybere indblik i forskellene på ikke-muslimer og muslimer. Vi er ganske enkelt nødt til at forstå disse forskelle, hvis vi skal forstå, hvorfor det er så svært at finde fælles sociale spilleregler i vores stadigt mere to-kulturelle samfund. Det er også nødvendigt at tage disse forskelle i betragtning, hvis vi vil udforme pædagogiske, sociale og integrationsmæssige tiltag, som tager højde for muslimers kulturpsykologiske baggrund.AggressionEn af de første ting man lægger mærke til, når man har med muslimer at gøre, er deres sociale accept af vrede og vold. Den muslimske kultur har ganske enkelt en langt højere accept af aggressiv adfærd end den danske og vestlige. Hvis man som psykolog har henholdsvis muslimer og danskere – kriminelle eller ej – i terapi, mærker man næsten med det samme den tydelige forskel. De danske unge føler næsten altid en vis flovhed over deres vrede eller aggressivitet. Det er tydeligt, at de igennem deres opdragelse er blevet indprentet med den norm, at vrede er negativt, og det at «tale om tingene» er positivt. Det er selvfølgelig ikke altid, at de unge kan leve op til normen, men de har den. Det er også meget tydeligt, at de danske klienter mener, at når en person bliver sur eller truer i en diskussion, så er det tegn på svaghed og at vedkommende har tabt både ansigt og diskussionen.Hos klienter med muslimsk baggrund forholder det sig omvendt. Hvis en person reagerer aggressivt og tager hævn, når vedkommende føler sig presset eller krænket, så er det et tegn på styrke. Hvis folk undlader at være aggressive, når de føler sig fornærmet og bare gerne vil «snakke om det», er det et tegn på svaghed. Af samme grund var det som psykolog også ofte langt nemmere at få danske klienter til at erkende, at de havde begået en fejl, hvis de havde gjort skade på andre. Omvendt afvist langt størstedelen af de muslimske klienter at vise skyld, fordi de mente, at ofret selv var ude om det. Udsagn som «Han kunne bare lade være med at provokere», «Han vidste jo godt, at jeg ville reagere sådan, så han er selv ud om det» eller «Han havde krænket min ære, så det var kun rimeligt, at jeg slog ham» er helt almindelige, når man taler med muslimske klienter.Den danske måde at håndtere konflikter på, er således langt mere fredelig og kompromissøgende, end den, man typisk finder i den muslimske kultur. Af samme grund oplever kriminelle muslimske klienter i langt højere grad, at det danske politi er slapt og at danskerne er vage og nogle værre bangebukse. Danskere mener til gengæld, at det er særdeles udansk og oftest særdeles barnligt, når mennesker bliver højtråbende eller måske ligefrem voldelige, bare fordi de føler sig fornærmede.Ære
En anden ting, man lægger mærke til, når man kommer tæt på livet af den muslimske kultur er, at ære og skam er centralt for muslimer. En helt central ting i den muslimske kulturs sociale spilleregler er, at man undgår at krænke hinandens ære. Samme spilleregler indebærer således også, at det er tilladt at hidse sig op og hævne sig, hvis ens ære er blevet krænket. I yderste konsekvens kan det være nødvendigt at begå mord, for at få genoprettet æren. Den almindelige accept af aggression som socialt redskab gør, at hævn som følge af æreskrænkelser oftest er noget, omgivelserne ligefrem forventer, hvis man vil undgå at kaste skam over sig selv. Det er således ikke selve krænkelsen, som er den primære årsag til skammen, men tvært imod den manglende aggressive reaktion.
En sådan adfærd og reaktionsmønster opleves som meget æreløst af de fleste danskere. Hvis man føler sig såret af andres drillerier, så viser man det ikke: Det ville være at udstille sin sårbarhed og dårlige selvtillid. Istedet spiller man bolden tilbage med et humoristisk modspil, ignorerer modpartens barnlige forsøg på at vække ens irritation eller mødes i en åben debat, hvor logik, viden og formuleringsevne er eneste våben.
Spørgsmålet er netop: Hvis man let føler sig krænket, andres mening er vigtig for ens selvbillede og blive opfarende, når man føler sig usikker – er det et udtryk for ære eller dårlig selvtillid?
Set fra den muslimske kulturs side handler det om ære: Folk skal ikke gå rundt og tro, at man ikke har nogen ære og ikke tør angribe, hvis man bliver kritiseret. De skal ikke drille en med ens svage sider og det er i orden at bruge trusler og vold, for at blive frygtet (som i muslimsk kultur oftest har samme værdi som at blive respekteret). Set igennem vestlige psykologiske briller ser det noget anderledes ud. Ifølge vores syn på menneskelig udvikling, så er tillid til ens egen vurdering af sig selv, et udtryk for modenhed. Ifølge psykologien, er det et udtryk for en veludviklet og velintegreret personlighed, at man kan vedkende sig både sine stærke og svage sider. Dette indebærer også, at man er i stand til at håndtere kritik konstruktivt: Er kritikken berettiget, tager man den til sig og føler taknemmelighed, fordi man har fået hjælp til at rette op på en svaghed. Er kritikken uberettiget, kan man roligt og uden at miste besindelsen tænke eller sige «Det er jeg uenig i, og min mening om mig selv tæller mere end andres.» Hvis ikke man kan håndtere kritik og drillerier roligt og velovervejet – og helst med humor – så er det ifølge vestlig psykologi et udtryk for en umoden personlighed.
Sagt med andre ord: Den muslimske kulturs æresbegreb handler ifølge vores menneskesyn ikke om ære. Tværtimod er det udtryk for en kultur, som har udviklet en række sociale spilleregler, der skal forhindre, at folk får stødt deres skrøbelige selvværd og på den måde blive afsløret og set som den de virkelig er (jaloux over deres kones tiltrækning på andre mænd, usikre, ulykkelige osv.) – og ikke den de foregiver at være (stærke og i kontrol).