Kasper Støvring er forsker i kultur og litteratur, forfatter, foredragsholder og debattør. Han har sin egen webside, kulturkritik.dk. Støvrings blogg hos Jyllands-Posten handler i dag blant annet om denne sammenhengskraften: ”De amerikanske borgere deler kort sagt en række særlige nationale kendetegn. De har fælles sprog, historie, sædvaner, associationer, skikke og en fælles kristen kultur, der tilsammen udgør substansen i borgernes før-politiske livsform,” skriver Støvring. Resultatet er at ”Millioner af immigranter og deres børn opnåede rigdom, magt og status i det amerikanske samfund, netop fordi de assimilerede sig selv ind i den amerikanske kultur, der var fremherskende”.
HRS har fått tillatelse av Støvring til å publisere bloggartikkelen i sin helhet.
USA er ikke er multikulturelt invandrerland
Af Kasper StøvringDer har eksisteret en bestemt opfattelse af USA, som altid har irriteret mig. Opfattelsen er kun blevet bestyrket, efter at Barack Obama blev valgt som præsident. Det er opfattelsen af USA som et multikulturelt indvandrerland. Det er USA nemlig ikke – eller ikke helt nøjagtigt.
USA er snarere et slags nybygger- eller bosætterland med en national kernekultur. Sjovt nok har jeg måttet forsvare denne opfattelse over for både venstreorienterede multikulturalister og liberalistiske individualister, som nu her for nyligt .
De har således begge en falsk forestilling om USA som en multinational og multikulturel stat, hvor de mange nationaliteter og subkulturer udelukkende er bundet sammen gennem en fælles loyalitet over for den retsorden, der er udtrykt i forfatningen; forfatningens autoritet sammen med landets trosbekendelse (”the Creed”) skulle angiveligt være tilstrækkelig til at sikre den sociale og politiske enhed.
National kernekultur
Men USA er reelt en klassisk nationalstat, der indadtil har magtmonopol og kontrol over sit eget territorium. Og udadtil værner USA, som den stærkeste liberale statsorden i verden, aktivt om sin nationale suverænitet.
Den amerikanske forfatning rummer rigtignok en enhedsskabende kraft. Men denne kraft skyldes den nationale identitet, som forfatningen trækker på, definerer og opretholder.
Børn indlemmes f.eks. i et medborgerskab ved hjælp af den nationale idé. Den amerikanske stat rummer alle kendetegnene på nationalfølelse og nationalt tilhørsforhold, og den fornyer aktivt sig selv ud fra sin egen nationale bevidsthed.
Den amerikanske nationale identitet bygger på et kraftfuldt selvbillede, hvor USA er et tilflugtssted for de fordrevne og et fødselssted for et nyt og frit samfund grundlagt på foretagsomhed og en stærk fælles vilje.
De amerikanske borgere deler kort sagt en række særlige nationale kendetegn. De har fælles sprog, historie, sædvaner, associationer, skikke og en fælles kristen kultur, der tilsammen udgør substansen i borgernes før-politiske livsform.
Landets borgere er i højeste grad patriotiske; de er beredte på at forsvare deres nationale interesser og hævde deres partikulære forpligtelser. Denne medborgerlige loyalitet bygger ydermere på nationens myter og drømme (”the Land of the Free”).
Anglo-protestantisme
I bogen Who are We? fra 2004 forsvarer den amerikanske historiker Samuel P. Huntington USA’s nationale identitet som indbegrebet af “anglo-protestantisme”: USA bygger på den protestantiske kristendom med dens individuelle ansvar, frihedstro og realistiske syn på mennesket; dette er forenet med en høj arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Landet bygger desuden på angelsaksiske traditioner, der omfatter britisk retsopfattelse, sprog, litteratur og liberaldemokratiske ideer om repræsentativ ledelsesform og privat ejendomsret.
Ikke mindst bygger den nationale identitet på en delt overbevisning om, at hvert enkelt menneske har evnerne og forpligtelsen til at skabe et foregangsland (”a City on the Hill”). Huntington skriver sammenfattende herom:
Amerikas anglo-protestantiske kultur har forenet de politiske og sociale institutioner og praksisser, den har arvet fra England, det drejer sig særligt om det engelske sprog og den dissentierende protestantismes begreber og værdier, der langsomt forsvandt i England, men som bosætterne tog med sig, og som fik nyt liv på det nye kontinent.
USA er derfor heller ikke ifølge Huntington et indvandrerland, men et bosætter- eller nybyggerland.
Vellykket assimilation
Det amerikanske samfund har – i hvert fald indtil for nylig – bygget på en assimilation til de kulturelle værdier, som de første engelske bosættere repræsenterede, dvs. kulturen fra det 17. og 18. århundrede. Hvis det ikke var engelske protestanter, men f.eks. spanske katolikker, der havde bosat sig i Amerika, så var USA ikke blevet USA, men derimod Mexiko. Det er kulturen, der former et land:
I løbet af det nittende århundrede og indtil sidst i det tyvende, blev immigranter på flere måder tvunget, forledt og overtalt til at tilslutte sig centrale elementer i den anglo-protestantiske kultur […] Millioner af immigranter og deres børn opnåede rigdom, magt og status i det amerikanske samfund, netop fordi de assimilerede sig selv ind i den amerikanske kultur, der var fremherskende.
Denne anglo-protestantiske identitet har ifølge Huntington været en kilde til borgernes frihed, styrke, velstand og enhed.
Det civile liv
Dannelsen af forskellige netværk af civile tilknytninger og frit valgte løse foreninger foregår desuden meget aktivt i USA, og der hersker en eksplicit kulturel selvbevidsthed.
Ligesom i Danmark er civilsamfundet i USA en levende og konkret realitet; naboskaber, lokalt liv, velgørende og opdragende foreninger samt de mange socialt integrerende borgerinitiativer udgør krumtappen i det nationale erfarings- og værdifællesskab. Og loyaliteten i de lokale fællesskaber bidrager i anden omgang til den overgribende nationale loyalitet, som den politiske orden afhænger af. Men det er selvfølgelig bad news for anti-nationale idealister til både højre og venstre.