Hege Storhaug, HRS
Som jeg skrev i går, har ”æreskulturen” slått dype røtter i Norge gjennom innvandringen fra den kollektivistiske muslimske verdenen. Dette opplever ikke minst politiet når kriminelle forhold i disse miljøene etterforskes. Få våger å vitne i frykt for represalier fra eget nasjonale miljø. At det norske samfunnet generelt, og media spesielt har akseptert at begrepet ”ære” kan knyttet til vold og drap av særlig kvinner, er et tragisk kulturelt knefall. En spade bør ikke kalles annet enn nettopp en spade.
Psykolog og forfatter Nicolai Sennels har jobbet med kriminelle muslimer i Danmark, og blant annet skrevet boken Blant kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune Sennels skriver på sin blogg i Jyllands-Posten at æresbegrepet ”handler om dårlig selvtillit”. De som lever i æreskultur, kan aldri slappe av og bare være den de er, mener Sennels. De må alltid være på vakt og ha piggene ute og ”forsvare seg og angripe enhver som truer deres selvbilde”. Ja, nettopp, frykt, trusler og makt er det som preger denne formen for ”ære”.
Det muslimske æresbegreb: Det handler om dårlig selvtillid
Af Nicolai Sennels
Ære og skam er centralt i den muslimske kultur. Muslimers ære er ofte nem at krænke, og kulturelle normer tillader, at man som muslim reagerer voldsomt. Hvad er det for slags ære, der har behov for at blive forsvaret på denne måde? Det muslimske æresbegreb set igennem den vestlige psykologis briller.
Det æresbegreb, som man taler om i den muslimske kultur, ligger langt fra den forståelse af ære, vi har i Vesten. Hvis man nemt bliver fornærmet og andres mening om en har magt over ens humør, så har det ikke noget med ære at gøre. Så er man i virkeligheden en meget usikker person. Tendensen til at føle sig krænket af andres ord og holdninger om en, afhænger af, hvor svag eller stærk man er – hvor godt ens selvværd er.
Hvis man kender sig selv og vedkender sig sine stærke og svage sider, så kan man slappe af: Man har ikke noget at skjule og man kan være sig selv – og man kan dermed også lettere lade andre være dem selv. Så kan man trække på skuldrene af andres drillende jokes eller udpegning af svage sider – og bare tænke: “Og hvad så, det ved jeg da godt”. Skulle drillehovederne ikke have ret, kan man jo bare sige: “Det er din mening om mig, men jeg har min egen mening om mig, og det er den, som tæller for mig.”
Folk, som går meget op i, hvad andre tænker eller siger om dem, kan aldrig føle sig sikre, og er nødt til konsekvent at skjule deres mindre heldige sider, lyve og fremstå anderledes end de i virkeligheden er. I nogle tilfælde true og påtage sig en aggressiv attitude, som skræmmer folk så langt væk, at de glemmer det faktum, at et hårdt skjold altid dækker over sårbarhed – ligesom hos snegle, eremitkrebs og folk der går med armene ud til siden og stirrer hårdt igen, når man møder deres øjne. De kan aldrig slappe af og bare være, som de er. Tværtimod må de altid være på stikkerne overfor omgivelserne, og forsvare sig og angribe enhver, der truer deres selvbillede.
Dette er der ikke meget ærefuldt over. Tværtimod: Det er svagt, æreløst og uden værdighed, når folk farer op og ikke kan håndtere kritik uden at true.
Aggression er ikke et tegn på styrke, men på svaghed. “Kun små hund gør. Store hunde gør ikke – for de stoler på sig selv og gør hvad de har lyst til.” Vrede, trusler og vold er et tegn på magtesløshed, sårbarhed og manglende overskud. Sådanne mennesker skal man ikke føje en milimeter – det ville være højest upædagogisk, for så oplever de, at deres barnagtige adfærd virker. Nej, de skal opdrages og er de voksne der skal peges fingre af, hvor latterligt, de opfører sig. Humor og latterliggørelse har en alt for lille plads overfor truende koran-dyrkere og andre terrorister – og det er en fejl, for de lever udelukkende af vores frygt.
Da Muhammed-tegningerne kom ud, kunne muslimer verden over i princippet bare have sagt: “Ok. I har tegnet en bombe i turbanen på Muhammed, fordi I mener, at han var voldspsykopat og opfordrer til terrorisme. Vi mener noget andet, og for os er det vores egen mening, der tæller – og ikke en vantro tegners uvidende holdning til islam.”
Det gjorde de ikke.
Get a life!
Medierne ridder med på den
Medierne har desværre for længst spist den muslimske kage om, at det handler om “ære”. Journalisterne kalder det i et væk “æresmord”, “æresrelaterede forbrydelser” osv. På den måde bidrager de til den sygelige diskurs, at mord og undertrykkelse af især kvinder har noget med ære at gøre. Det har det ikke! Lad os dog for hulen tage vores egen kultur og psykologiske forståelse alvorligt og kalde det det, som det er set fra vores eget perspektiv. Og ikke det perspektiv, som vælges eller andet smalsporet fjols med så små nosser, at han truer sin kone til kun at gå i usexet tøj.
Det svinger ikke helt så godt med “dårligt selvtillids-mord”. Men det passer på virkeligheden. Det samme gælder “sygelig jalousi” “kontrolfreak” og “fratagelse af kvinders menneskerettigheder” også. Det gør “æresmord” ikke. Uanset hvor “traditionelt” eller “religiøst” det så er.
Det er ikke ærefuldt at slå en kvinde ihjel, fordi hun har kærlighed nok til flere mænd – eller bare gerne selv vil vælge, hvem hun har sex med. Det er en henrettelse, en familie-henrettelse. Så lad os dog kalde det, hvad det er: Familie-henrettelser.
Gjengitt fra bloggen hos Jyllands-Posten med Nicolai Sennels tillatelse.