Eksterne skribenter

Liberal islam

Når islam er tema i Norge, som det ofte er, er det i hovedsak relatert til rettigheter i religionsfrihetens navn eller majoritetsbefolkningens manglende forståelse, eller endog manglende respekt, for ”et folk med tro”. Spørsmålet er, i alle fall for noen, for andre er det en konstatering, eksistensen av liberale muslimer - relatert til liberal islam. Jo, liberale muslimer finnes nok, men finnes liberal islam? Forfatter Helle Merete Brix har fundert over spørsmålet, ikke minst etter møtet med islamfortolkeren Muhammad Shahrur.

Findes liberal islam?Af Helle Merete Brix for HRS«Hvordan forklarer du de voldsomme udfald mod jøderne i koranen?». «Hvad med Muhammedtegningerne?» «Hvordan ville du stille dig, hvis din søn erklærede, at han var ateist?» Og: «Går du ind for et burkaforbud?»

Det sidste spørgsmål blev stillet af politikeren Naser Khader, en af Danmarks kendteste politikere, der ved flere lejligheder er røget ud i stormvejr, ikke blot på grund af ønsket om et burkaforbud, men fordi han har erklæret sig som både demokrat og muslim.

Vi var nået til spørgsmål og svar under en aften hos Sappho og Trykkefrihedsselskabet i København for nylig med islamfortolkeren Muhammad Shahrur, født i Syrien og professor emeritus på universitetet i Damaskus. Shahrur, der oprindelig er uddannet ingeniør, har viet sit liv til at arbejde for en mere progressiv tolkning af koranen og for et opgør med hadith og sharia-lovgivning. Hans institut, Institute of Contemporary Intellectual Studies, ligger i Beirut og har ti fastansatte medarbejdere. Det meste af hans arbejde foreligger på arabisk, men tidligere i år kom hans fyldige værk, «The Quran, the Morality and Critical reason: The Essential Muhammad Shahrur» på engelsk.

Shahrur, der ofte holder foredrag i Vesten, var inviteret til København af bevægelsen Nutidens Muslim og dens stifter, bogaktuelle Cherif el-Ayouty, der også er en kendt debattør i Danmark og en fortaler for en islam, der går i spænd med demokratiet. Sammen med de tre ansatte, der var fulgt med til København, gjorde Shahrur et behageligt indtryk. Men fik vi klare svar? Shahrurs mangelfulde engelsk hjalp ikke meget, og man må virkelig henstille, at han holder sine fremtidige foredrag i Vesten på arabisk med tolkning til værtslandets sprog.

Hvad jøderne angik, hvis jeg forstod det rigtigt, så mente Shahrur ikke at disse vers skulle forstås bogstaveligt. Ateisme var ganske vist en forbrydelse mod Gud, men ikke en sag for samfundet at dømme om. Ligesom han heller ikke mener frafald er noget, samfundet skal blande sig i. Ikke glad for tegninger af MuhammedMuhammedtegningerne brød Shahrur sig absolut ikke om, for man skulle ikke spotte religioner. Da vi nåede til dette punkt, supplerede en af de ansatte, Hany Asaad med en forklaring om, at man mente dialog og forståelse var vigtig mellem religioner. Jovist, men hvad så med den religionskritik, som Shahrur mener er helt nødvendig?

Og hvad burkaen angår: Den skulle ikke forbydes, men ligesom man ikke ville gå nøgen i Mekka – det ville sikkert også være højst uklogt – så burde man ikke gå med burka i Vesten. Shahrur gik i det hele taget ikke ind for kvindens tildækning.

Shahrurs indledende oplæg var heller ikke særlig klart. Islam var en naturlig religion, derfor var det ikke påkrævet at bede fem gange om dagen eller faste, for det var ikke naturligt. Polygami burde kun finde sted efter en krig, hvor der var overskud af enker. Blot for at nævne nogle punkter. Men hvorfor ikke erklære denne koraniske bestemmelse for uaktuel i en moderne verden?

I et interview i Kristeligt Dagblad blev det en lille smule klarere, hvad Shahrur mener om koranen. Af interviewet fremgår det, at Shahrur mener, at Gud åbenbarede koranen i 700-tallet, men at den skal gælde for alle mennesker til verdens undergang. Budskaberne skal fortolkes forskelligt fra generation til generation. Budskabet er universelt, kun ritualerne er forskellige. Vi er således, ifølge Shahrur, muslimske jøder, muslimske kristne og så videre. Alle profeter var muslimerShahrur erklærede i sit foredrag, at kun islam er en religion, alle andre religioner er «sekter». Det skulle ikke give noget problem for fredelig sameksistens. Alle religioners budbringere har i øvrigt været muslimer ifølge Shahrur. Det sidste sagde han ikke noget om denne aften, men det fremgår af bl.a. hans bidrag til antologien «Liberal Islam» fra 1998.

Under den efterfølgende middag blev det også klart, hvor store forskelle der er på tankegangen i Mellemøsten og Vesten. Mellemøstens samfund er, som Hany Asaad – der i øvrigt er kristen – understregede, samfund gennemsyret af religion. Ikke overraskende har Shahrurs bøger både været forbudt og stærkt kritiseret. Hans opgør med hadith og islamisk lov, «islamisk lov går ikke sammen med parlamentet», erklærer Shahrur – har gjort ham til en hadet mand i visse ortodokse kredse og blandt regeringer, der ikke ønsker at man tager livtag med traditionen. Med nogle shia-retslærde kan der dog være en dialog, forklarede Shahrur. Men ikke med retslærde indenfor sunni-traditionen.

Og på grund af religionens altdominerende rolle i de muslimske lande er det måske, som Sapphos journalist Uwe Max Jensen, der også deltog i den efterfølgende middag påpegede, svært for mange muslimer at forstå den ateisme, der gennemsyrer nutidens Vesten og Europa. Ligesom det var ganske klart, at hvor Ayaan Hirsi Ali er kendt af hver en islamkritiker eller fortolker i Vesten, så er hun ikke nær så kendt i de muslimske lande. Det var åbenlyst, at Shahrur ikke anede, hvem hun var, da jeg nævnte hendes navn.

Et andet emne, der ligesom Muhammedtegningerne kan få sindene i kog er synet på den israelsk-palæstinensiske konflikt: Shahrur nævnte under midddagen uopfordret, at han ikke ville have indvendinger mod at hans datter giftede sig med en israelsk jøde af religiøse grunde. Altså, han mener ikke, at dogmet om at muslimske kvinder ikke må gifte sig med ikke-muslimske mænd, skal opretholdes. Men han ville være imod det af «politiske grunde».

Af erfaring ved jeg, at det som regel er nytteløst at diskutere muligheden af at se Israel som andet end hovedskurken i konflikten og krigen, når samtalepartneren har arabisk-muslimsk baggrund. Så jeg indlod mig ikke på en diskussion.Muhammeds apolitiske budskab?Jeg giver mig også sjældent i diskussion, hvis jeg i en privat samtale med liberale muslimer bliver mødt med synspunktet om, at Muhammed ikke havde noget politisk budskab. Jeg glæder mig i stedet over, at der er muslimer der opfatter hans budskab sådan. Hvis alle muslimer gjorde det, havde vi ikke noget problem med islam. Men jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan lande på den tolkning, hvis man skal tage islams historie og Muhammeds belæringer, efter han havde vundet magt i Medina, alvorligt. Og hvordan undlader man det? Men de tyrkiske alevier, der er ret talrige i Vesten, tillægger jo heller ikke Muhammed et politisk budskab. Ej heller mener de, at kvinderne skal dække sig til, de unge alevier diskuterer i fuld alvor om de egentlig er en ateistisk skole og de mener også, at Muhammed drak vin. Tag den, Qaradawi!

Mit hoved summede en smule efter den unægteligt noget usædvanlige aften. Hadith og hadath, hvad skal man mene? I de følgende dage, men jeg spekulerede over det muligvis fiktive fænomen liberal islam og over, hvad der kendetegner liberale muslimer, gik mine tanker til tre islamkendere, som jeg sætter højt: Den ene er den amerikanske islamekspert Robert Spencer, der absolut, som jeg selv, anerkender at der findes liberale muslimer. Men som ikke anerkender, at islam er liberal, og som argumenterer glimrende for det i sine bøger.

Den anden er den frafaldne muslim Ibn Warraq, som jeg diskuterede spørgsmålet med, da jeg boede hos ham nogle dage i Sydfrankrig i 2000. Han er ingen ynder af at sidde og fedte med koranvers for at dreje dem, som det passer en bedst. Det er intellektuelt uhæderligt, mener han. Men skal islam kunne tolkes liberalt, mener han, så må man lande på følgende koncept: Der er én Gud, Muhammed er hans profet, alt andet er åbent for fortolkning, således også spørgsmålet om hvad Muhammed ville med sine åbenbaringer. Spørgsmålet er så, hvad der bliver tilbage af islam? Formentlig ingenting.

Den tredie er den ikke så kendte danske historiker Torben Hansen, som sammen med Lars Hedegaard og jeg er forfatter til bogen ”I Krigens Hus”. Hansen mener, der er et enkelt svar på spørgsmålet: Hvad er en liberal muslim? Det er, mener Hansen, en muslim, der er villig til at lade sin datter gifte sig med en vantro, uden at han forlanger at datterens tilkommende skal konvertere til islam. Hvis de europæiske journalister huskede at spørge om noget sådant og forlangte klare svar fra de adspurgte muslimer, kom vi et stykke videre. Men står det ikke i koranen, at hun ikke må? Hvad gør vi ved det? Skriver en ny koran?

Hvem tør?