Helle Merete Brix for HRS
LONDON: «De skal være dækket til. De kan leje hovedtørklædet her», siger den venlige mand ved indgangen.
Jeg befinder mig udenfor den store moské med den gyldne kuppel i Regents Park i London. Jeg kan se ryggen af de tildækkede kvinder på øverste etage og på den anden side af den lile gård ligger boghandelen. Jeg vil i boghandelen for at se om udvalget af bøger svarer til, hvad der med mellemrum rapporteres om i – få – dele af de britiske medier. Flere gange har årvågne journalister meldt om bøger med hadefulde angreb på jøder og kristne.
Men hvis jeg vil i boghandelen, skal jeg dække mit hår til. Hørte jeg rigtigt? Jeg forsøger igen: «Men jeg skal ikke i moskeen. Jeg skal kun i boghandelen. Skal jeg være tildækket for at købe bøger?»
Ja, det er lige, hvad jeg skal. Hele området er en moské og dermed et «helligt sted», forklarer vagten. Jeg siger – en anelse skarpt – «nej tak», drejer om på hælen og forlader området.
Jeg går om hjørnet ud i det britiske sekulære samfund og mens jeg spadserer tilbage gennem parken med de violette forårsblomster, søen og bådene og mennesker af begge køn med håret frit, sender jeg en tanke til afdøde Oriana Fallaci. Den italienske forfatter kæmpede sig frem til et interview med Ayatollah Khomeini i 1979, og det blev trykt i Times den 7. oktober samme år. Interviewet udviklede sig til et skænderi. Fallaci, der var mødt op i Khomeinis hjem, barfodet og chadorklædt, smed chadoren i protest. Khomeini forlod rasende lokalet. Falllaci fik lov at genoptage interviewet nogle dage senere, under strenge ordrer om ikke at diskutere chadoren. Det var det første, hun gjorde, og episoden fik Khomeini til at le.
Khomeini var ellers var en mand, der til fulde levede op til sin egen programerklæring: «I islam er der ikke plads til sjov». Det fik ikke mindst iranerinderne at mærke. På Kvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts i 1979 havde Ayatollah Khomeinis nye styre en særlig overraskelse til de kvindelige, iranske bankfunktionærer, der som sædvanlig mødte utildækkede op ved indgangen til deres arbejdspladser. De blev ikke lukket ind men fik følgende besked: «Gå først hjem og klæd jer anstændigt på, i stedet for at løbe nøgne rundt».
Gadedemonstrationer og kvindeprotester satte i gang over hele Iran. På universitetet iværksattes således kort tid efter, en fredag, en sit-in, hvor samtlige kvinder trodsede det nye tørklædepåbud. Dagen efter gik 50.000 kvinder i demonstration. Mange af dem røg cigaretter, også de, der normalt ikke gjorde det. For Ayatollah Khomeini havde proklameret: «En iransk kvinde ryger ikke på gaden».
Men som vi ved, vandt Khomeini slaget om disciplineringen af befolkningen og kvinderne. Kvinders demonstrationer og sit-ins har ringe modstandskraft mod syreangreb – til at hælde i ansigtet på utildækkede kvinder, barberblade – til at fjerne forbudt make up – fængslinger og mord. Khomeini fik havde sat i værk, hvad den iranskfødte journalist Amir Taheri med rette har betegnet som en mellemøstlig variant af apartheid, blot baseret på køn og ikke på farve.
Saudisk indflydelse i moskeenMen jeg er ikke i Iran, jeg er i Europa og London, og mens jeg trasker ad larmende gader mod Baker Street undergrundsstation dukker minder om to andre moskébesøg op. Det ene foregik i Sarajevo i Bosnien-Herzegovina i oktober 2003. Her landede jeg på dagen, hvor tidligere præsident Ali Izebegovitz blev begravet, og i et regnvejr, der omtrent truede med at skylle byens snævre og stejle gader væk. For at bidrage til det dramatiske sceneri, havde nogle mujahediner ignoreret høflige henstillinger om at respektere bosnisk tradition og havde fyret deres kalashnikovs af op i luften. En hyldest til «Alia», som præsidenten blev kaldt blandt sine tilhængere.
Selv gik jeg på den overfyldte muslimske kirkegård på bjergskråningen, hvor det er omtrent umuligt at finde en grav, hvor den døde er mere end et par og tyve år gammel. Jeg ville også se om en artikel på internettet talte sandt, og om saudierne havde fuldendt, hvad serberne påbegyndte: Ødelæggelsen af Sarajevos ældste og måske smukkeste moské, Gazi Husrev Begova Moskeen fra 1532, der ligger i hjertet af den gamle bydel. Saudi-Arabien har sponsoreret genopbygningen af de ydermure, hvor granater ramte ned, men skulle også have «genopbygget» det indvendige rum i saudisk stil.
For at besøge moskeen måtte jeg dække ikke blot hår men ben til, skønt jeg var iført næsten knælang frakke og kjole. «Deres frakke er for kort», erklærede vagten og udleverede et tæppe, og jeg vaklede over gårdspladsen med springvandet og de svagt farvede kakler, mens jeg forsøgte at holde sammen på et stykke stof over håret og et tæppe om mine ben. Men vist talte internettet sandt. Saudi Arabien havde lykkedes med at indføre den «rene» islam, her er intet overflødigt og væk var omtrent alle bosniske tæpper på de hvide vægge. Som enhver, der gider sætte sig ind i sagerne ved, kommer der – også – med denne udgave af islam noget ikke blot puritansk, men nådesløst, xenofobisk og imperialistisk.
Da jeg kom ud igen tog jeg hævn. ”Hvem har i grunden restaureret denne moské, er det ikke Saudi-Arabien?», spurgte jeg. Vagten krympede sig, for man bryder sig ikke meget om at vedkende sig Saudi Arabiens indflydelse i Bosnien-Herzegovina. Jo, men kun en smule, det var «overvejendeTyrkiet?» Javel ja. Jeg sendte vagten et sigende blik og fejede ud i den gamle bydel, hvor der dufter krydret og skarpt af brænderøg, og hvor der dagen igennem lyder høj støj fra bydelens smedeværksteder. Her er i øvrigt også en islamisk boghandel, hvor de sælger bøger af den berømte franske holocaustbenægter Roger Garoudy, der er konverteret fra kommunismen til islam. Lad os håbe for ham, at han ikke skifter mening igen. Islam forlanger dødsstraf for frafald.
Ingen kvinder i moskeenMit andet besøg fandt sted i Durban i Sydafrika for ti år siden. Den lille gule moské var skæringspunktet, «her begynder byen», tænkte jeg altid, når jeg i bil blev hentet af Shan, en sydafrikansk ven med indisk baggrund, der fragtede mig fra ind til centrum fra den sorte township, hvor jeg boede hos en forfatter igennem et par uger i Sydafrikas begyndende sommer. En dag syntes Shan, der var hindu, at jeg ikke blot skulle se en mængde hindutempler men også en moské og stoppede bilen dér. Jeg hilste afvekslingen velkommen, men vi nåede ikke langt. «Ingen kvinder i moskeen», blev der pludselig råbt efter mig. Jeg havde passeret vandposten på gårdspladsen, åbenbart skæringspunktet for – ikke urene hunde eller rene geder – men kvinder.
Shan, der arbejdede som sælger for et amerikansk firma, fik overtalt mullahen til at jeg kunne komme ind. Denne skandinaviske kvinde, forklarede Shan, var kommet helt fra Danmark og havde stor interesse for islam. Så ind kom vi, begge barhovedede, i det lille og lyse, tæppeklædte rum. Den hvidklædte mullah kan jeg se for mig endnu, ranglet og skægget, han bevægede sig med faste skridt i solskinnet og hilste med et venligt, men bestemt nik på mændene og en sortklædt kvinde. Ligesom den mullah, jeg mange år senere så skride ned af Boulevard Belleville i 11. arrondissement i Paris på ramadanens sidste dag, mellem de tildækkede kvinder og de tildækkede små piger, der sad ved husmurene og tiggede.
Men jeg er stadig i London, jeg er nået fra Baker Street til Sloane Square med undergrunden og er på vej ned ad Kings Road i det fashionable Chelsea, med Hugo Boss, Max Mara og Woolfords butikker liggende nærmest dør om dør. Her ligger også Saatchis verdensberømte og kæmpemæssige galleri i et tidligere militærakademi. Alle udstillinger er gratis og Charles Saatchi, der har irakisk-jødisk baggrund, har i øjeblikket en udstilling med navnet «Unveiled: New Art form the Middle East». De udstillende kunstnere har mellemøstlig baggrund, og de er bosat i-og udenfor Vesten. Shadi Ghadirian viser for eksempel billeder af kvinder i chadors, men de mangler ansigtet, der er erstattet af en stegepande, et rivejern, et strygebræt, en røremaskine. Rokni Haerizadeh kommenterer Irans ulighed mellem kønnene ved at vise et stort billede af badende mænd med kvinder i sorte chadors siddende imellem dem. Kader Attias installation «Ghost» består af en gruppe tildækkede kvinder i bøn. Men kvinderne er fremstillet af folie, og de er hule indvendigt. Tømt for indhold og ånd.
Kvindernes gule stjerneI boghandelen nederst i bygningen har den unge ekspedient skrevet «Unveiling the Middle East» hen over barmen på sin grønne t-shirt. Jeg køber bogen «Women, islam and cinema» af Gönül Dönmez-Colin. Det er en glimrende bog, finder jeg ud af. Men hvorfor en tildækket kvinde på omslaget? Og i det indledende afsnit?
Tilbage i bydelen Notting Hill, finder jeg min favorit Starbucks, sætter mig med mine bøger og genkalder mig to af de kvinder med muslimsk baggrund, som jeg har mødt og som i særlig grad har givet mig noget at reflektere over, med hensyn til synet på tildækning.
Den ene er den palæstinensisk-jordanske skribent og feminist Sarah Klalifeh. Hun har formuleret det således: «Tilslør en kvinde, og du slører hendes udsyn. Sløret er kvindernes gule stjerne».
Den anden er forfatteren Chahdortt Djavann, der blev født i Iran men i dag bor i Paris. Hun tøver ikke med at betegne sløret som en «krigsmaskine». I København for et par år siden kæmpede hun med at gøre sig forståelig på engelsk, og med at beskrive de kvindelige islamister, der til den vestlige presse taler om tilsløring som en befrielse, et udtryk for kvindefrigørelse, frihed ect. Ja, sagde Djavann, disse kvinder lyder nærmest som et let omskrivning af reklamen for Loreals shampoo: «Tilsløret – fordi jeg fortjener det…»
Men ingen fortjener at blive dækket til. Hverken i Afghanistan eller Bradford, Marseilles eller Sarajevo, Oslo eller København. Som Salman Rushdie fastslår det i et aktuelt interview i det danske magasin Euroman, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er tilsløring «undertrykkelse af kvinder».
Og så er vi tilbage ved moskeen. For målet for islams missionærer er omdanne hele verden til en moské. Et væsentligt skridt på vejen mod det islamiske samfund er at få folk til at se korrekte ud. Så glem alt om at «sløret er mange ting», kontekst, post-kolonialt oprør, teenageoprør, eller hvad vi ellers fodres med fra «eksperter» og politisk korrekte medier. Jeg har en enkel tankegang. Jeg er sikker på, at hvor mændene gror skæg og kvinderne dækker sig til er demokrati, retsstat og kvindens frihed på tilbagetog. Derfor ville jeg ikke dække mig til den dag i London. Det gør man kun, hvis man er reporter på en vigtig mission. Det var Fallaci, men bøger kan købes over internettet.