Hege Storhaug, HRS
Den danske feministen og politikeren Karen Jespersen var statsråd for Socialdemokratene gjennom 1990-tallet. I motsetning til sine partifeller i regjeringen, forstod Jespersen at reppressive religiøse krefter tok seg inn i det danske samfunnet gjennom innvandringen fra muslimske land. Det var ikke kutyme å peke på dette faktumet. Politikerne valgte som strutsen; de stakk hodet i sanden. Sagt på en annen måte: Vil ikke se, vil ikke høre.
Jespersen ga seg imidlertid ikke. Hun hamret og hamret på frihetsverdiene, på forutsetningene for det folkelige fellesskapet, på limet i samfunnet som gjør Danmark til et så godt samfunn for alle som vil delta. Hun ble ikke hørt av sine egne, og til slutt ”slamret hun med døren” som dansk presse skrev i 2005 og forlot Folketinget grunnet den feilslåtte utlendingspolitikken, som danskene kaller innvandrings- og integreringspolitikken.
I 2006 meldte hun seg ut av Socialdemokratene, og året etter var hun medlem av Venstre (tilsvarende en blanding av norske Høyre og Fremskrittspartiet) og ble statsråd i Velferds- og likestillingsministeriet. Fra denne posten fortsetter hun frihetskampen.
Selv om Danmark er langt mer bevisst i diskusjonen om hvilke verdier Danmark skal tuftes på og styres etter, er det heller ikke like enkelt der i gården å benytte kritisk fornuft. Særlig ikke hvis man blander inn islam. Derfor stormer det rundt Jespersen i disse dager. Hvorfor?
Jo, fordi hun mener at danske myndigheter ikke skal gi islamistiske organisasjoner, grupperinger og personer som er fiender av frihet og demokrati, innflytelse i Danmark. Krefter som lever i shariaens tekster, ikke i sekulære lovtekster basert på menneskerettigheter.
Karen Jespersen er ikke av det feige og unnvikende slaget. I kronikk i Berlingske tar hun et kontant og ideologisk oppgjør med forsvareren av frihetsfiendtlige krefter. Mon tro om vi en dag får en stastråd av Jespersens kaliber – en som både tør tenke og tale, og ta opp kampen mot et pressekorps som ikke evner å gripe de prinsipielle diskusjoner.
Hvis friheden svikter
Af Karen Jespersen – velfærdsminister (V)
Jeg har læst forskellige kommentarer i Berlingske Tidende til min kritik af Københavns Kommunes samarbejde med Muslimernes Fællesråd – senest Niels Krause-Kjærs blog (19.2). Og jeg blev ærlig talt rystet over, at mennesker med en borgerlig livsanskuelse forsvarer nogle af de mest frihedsfjendske og antidemokratiske kræfter, vi har i det danske samfund. Kræfter, som jeg har kritiseret.
Imam Abdul Wahid Pedersen, der spiller en fremtrædende rolle i paraplyorganisationen, Muslimernes Fællesråd, er en af dem. Han går ind for et samfund, som bygger på shariaen med de love og regler for mennesker og samfund, som står beskrevet i Koranen. Derfor er det en totalitær (der er kun én sandhed: Guds) politisk ideologi (det gælder ikke kun for det enkelte menneske, men for hele samfundet), og det er noget helt andet end det danske pluralistiske demokrati. Selv siger Abdul Wahid: »Jeg oplever islam som et hele, hvor man ikke kan vælge og vrage mellem de enkelte dele, fordi man så sætter sig over Gud.« (Jyllands-Posten, 17.2). Det er derfor, Abdul Wahid ikke kan tage afstand fra, at utro kvinder skal stenes til døde: »Når jeg bliver spurgt om stening, bliver jeg nødt til at bekræfte, at der findes stening i islam«. Og da islam altså er »et hele« kan han ikke tage afstand fra stening – selv om han siger, at han personligt ikke bryder sig om denne barbariske strafform. Det kan familien til den pige på 13 år, der netop er blevet stenet ihjel i Somalia for at bedrive hor, efter at hun blev voldtaget af tre mænd, så trøste sig med.
Men er det så noget, der kan have konsekvenser i et moderne sekulært demokrati som Danmark? Ja – i høj grad. Abdul Wahid Pedersen var med helt fremme for at indskrænke ytringsfriheden i striden om Muhammed-tegningerne. Og nu er han på banen igen med en støtte til de muslimske lande, der vil have FN til at forbyde religionskritik på den såkaldte Durban II konference i april. Abdul Wahid går også ind for et parallelt retssystem, sharia-råd, der kan dømme i familieanliggender, som dem, der findes i Storbritannien. (Berlingske Tidende, 14.11 2006) Sharia-råd betyder, at der dømmes i overensstemmelse med Koranen, hvor kvinden har langt færre rettigheder end manden. Ifølge Koranen er flerkoneri også tilladt, og det støttes da også af Abdul Wahid Pedersen.
For mig er det helt uacceptabelt at sætte en mand med sådanne holdninger til at arbejde med integration og antiradikalisering, sådan som Københavns Kommune gør det. Men jeg kan forstå, at Niels Krause-Kjær ikke ser noget problem i dette.
Særlig sørgeligt bliver det, når Venstres forhenværende formand, forkæmperen for frihed og demokrati i de østeuropæiske lande, Uffe Ellemann-Jensen, (13.2) vil forklare læserne og mig, at denne støtte til tilhængere af det totalitære sharia-samfund skulle være udtryk for en særlig liberal holdning. Mit forsvar for ytringsfriheden, demokratiet, kritisk tænkning og ligestilling skulle derimod være i modstrid med liberale principper.
SF mener, at denne holdning ikke har noget med velfærdspolitik at gøre, og at jeg derfor skal holde min mund (23.2). For mig er bekæmpelse af radikalisme helt afgørende for indsatsen mod ghettoer, social ulighed og kvinders ligestilling. Men det har SF aldrig villet være ved, og det er en af årsagerne til de store problemer, vi står med i dag.
Jeg er ikke imod at tale med mennesker med ekstreme holdninger. Tværtimod har jeg tydeligt sagt, at man kan tale og føre dialog med alle – selv om jeg er blevet det modsatte skudt i skoene af blandt andre Knud Vilby (19.2).
Men jeg har lige så klart advaret mod, at man giver mennesker med fundamentalistiske holdninger indflydelse, fordi det kan blive en platform for at udbrede disse holdninger. Som det er nu, er imam Abdul Wahid Pedersen og andre med hans holdninger heldigvis ikke repræsentative for muslimer i Danmark. En ny undersøgelse viser, at tolv procent af muslimerne er helt eller delvis enig med Abdul Wahids ønske om at bygge på shariaen. En anden undersøgelse viser da også, at det kun er få procent af muslimerne, der føler sig repræsenteret af imamerne.
Men hvis eksempelvis Københavns Kommune arbejder sammen med Abdul Wahid og andre fundamentalister, kan de opnå indflydelse over for bredere grupper af muslimer, gennem den anerkendelse, som myndighederne giver dem. Konsekvenserne kender vi fra blandt andet Storbritannien, hvor efterkommerne er meget mere radikale, antivestlige og frihedsfjendske end deres forældre. Desværre viser undersøgelsen fra Danmarks Statistik også, at efterkommerne i Danmark er lidt mere positive over for shariaen end deres forældre.
Modstykket til Muslimernes Fællesråd i Storbritannien hedder Muslim Council of Britain. Mange iagttagere, som for eksempel tænketanken Policy Exchange, er bekymrede over flere af underorganisationernes omgang med den radikale islam og Det Muslimske Broderskab. Den britiske regerings kontakt til Muslim Council of Britain er beskrevet i rapporten »Når progressive flirter med reaktionære.«
Denne strømning er en del af en international islamistisk bevægelse, der er i stærk vækst i de muslimske lande med Det Muslimske Broderskab som hovedkraft. Dette broderskab anvender ikke terror, men satser på, at den kraftigt voksende muslimske befolkningsandel i Europa gør det muligt at gennemføre islamisternes mål med fredelige midler. En betydelig del af dens aktiviteter er finansieret af Saudi-Arabien. Det kan man ligeledes læse om i rapporter fra Policy Exchange. Denne strømning analyseres også i en rapport fra det hollandske efterretningsvæsen, The rise of Islamic Neoradicalism in the Netherlands: »Der er ingen trusler om vold eller en helt umiddelbar risiko for demokratiet. Men vi står over for en langsom proces, som gradvis kan svække samfundets sammenhængskraft og solidariteten og undergrave fundamentale menneskerettigheder.«
Les også forfatter og redaktør Helle Merete Brix sin støtte til Karen Jespersen under tittelen «Er Muslimernes Fællesråd ekstremister?»