Helle Merete Brix, Johannesburg og Soweto, Human Rights Service
”Fucking Mugabe”. Den sorte arbejder i den blå dragt er ikke i tvivl, da han ser overskriften på en af dagens aviser i det lille supermarked. Her står jeg i kø for at købe frugt og mineralvand, nødvendige ingredienser i den sydafrikanske sommervarme, hvor termometret nemt rammer 28 grader. Af avisoverskrifterne fremgår det at Robert Mugabe, Zimbabwes standhaftige diktator, nu også benægter at der er kolera i landet.
”Det er Zimbabwe dernede”, sagde min høflige, sydafrikanske sidemand i flyet på vej fra Zürich til Johannesburg, da vi nærmede os Sydafrikas grænse. Jeg havde vinduesplads, og smukt ser det ud fra luften, flade, sandfarvede firkanter af jord og en lang snoet flodstribe. Men at leve i landet er at leve i helvede. Limpopo-floden er tørret ind i varmen og efterlader kun lommer af vand, der meget vel kan være inficeret med kolera.
Zimbabwe er et hedt emne i Sydafrika og i blandt andet the Mail and Guardian, Sydafrikas ugentlige kvalitetsavis, kan man læse øjenvidneberetninger om spædbørn, der ikke kan skaffes den nødvendige vacccine, om fødevaremangel, stadigt galopperende inflation og bortførte menneskerettighedsaktivister. Og man kan se billeder af udmattede voksne og børn fra Zimbabwe, der når til Musina i Sydafrika og er ved at dø af sult og tørst og hede, mens de håber på politisk asyl. Kommentatorer og læsere kræver Mugabes afgang. I den seneste Madam & Eve-bog, landets mest berømte tegneserie, der også fungerer som et katalog over årets politiske uhyrligheder, spiddes tidligere præsident Thabo Mbekis ”quiet diplomacy” over for hans gamle ven Mugabe. Ja, et uhyre ”quiet diplomacy”, det kan faktisk slet ikke høres.
Zimbabwe er også et hedt emne i det Bed and Breakfast i den hyggelige forstad Melville i Johannesburg, hvor jeg bor i 11 dage. Stedet ejes af journalisten Heidi Holland, der voksede op på en farm i Zimbabwe. Hendes seneste bog er den meget omtalte Dinner with Mugabe – the untold story of a freedomfighter who became a tyrant. Jeg har svært ved at følge bogens undertitel. Har Mugabe nogensinde været frihedskæmper?
I journalisten Peter Godwins bog When a crocodile eats the sun, som ligger i stabler i en af Exclusive Books forretninger i byen, kan man blandt andet læse om Mugabes nedslagtning af civile i Matabele-land i den sydlige del af Zimbabwe i 1983.
Blot tre år efter uafhængighedsdagen lod Mugabe sine 5. brigade tropper, trænet i Nord-Korea, dræbe op mod 20.000 mennesker i dette område. Godwin, der er født og opvokset i Zimbabwe, var en af de første journalister til at dække massakren, og det tvang ham på flugt fra sit fødeland. I bogen ironiserer han også over den Mugabe, der mange år senere a la Fidel Castro, i forbindelse med udsigten til modstand fra en virkelig opposition, iklæder sig armybukser – skønt han aldrig selv har kæmpet på slagmarken – og drager ud for at minde befolkningen om fortidens sejre.
Men på det lille gæstetoilet i the Melville House stirrer man op på en ældgammel plakat af ”Comrade Robert Mugabe”. En morgen defilerer værtinden igennem spisekøkkenet, hvor vi hører smuk, afrikansk korsang og sidder på stole betrukket med små billeder af Nelson Mandela, iført en Che Guevara t-shirt. En ældre europæisk herre, der i en menneskealder har arbejdet inden for diplomatiet, og som jeg har haft en interessant samtale med aftenen før om hvorfor mon alting går af helvede til i Afrika, skæver til mig. Marx ser vi heldigvis ikke.
Blikskurebyer
Melville House er kendt for at være et træfsted for journalister og NGOere fra hele verden. Ingen finder det ejendommeligt, at man sidder og arbejder en lørdag aften, og vil som jeg også ud at se på løver, mens man er her, ja, så man selv organisere det. Hollands egen søn er journalist på Al Jazeera i London og er netop ankommet sammen med en kameramand, der er baseret i Doha, men ikke taler noget videre arabisk. Sammen skal de forsøge at krydse grænsen til det plagede land.
En dag ved morgenbordet diskuteres det om en menneskerettighedsaktivist, der blev kidnappet for nylig af Mugabes folk, mon stadig er i live? En aften, mens jeg døser på min seng og nyder cikadernes summen i haven, hører jeg højrøstede stemmer fra stuen. Næste morgen får jeg forklaringen. Det var et par hvide tidligere farmere fra Zimbabwe, der bor i nærheden, som kiggede inden for. Her kom de i diskussion med vestlige journalister og afrikanske NGOer. Selvfølgelig om Zimbabwe. Og det var vel også et eksempel på meningen med demokratiet: At man kan skændes, så det brager, men ikke skyder hinanden kugler for panden.
Det er nu slet ikke spørgsmålet om Zimbabwe, der har bragt mig til Sydafrika. Jeg er i landet for bl.a. at interviewe forfattere og for at se Soweto, den store township lige uden for byen, der er hjemsted for millioner af sorte afrikanere. Og et par enkelte hvide. Havde jeg ikke allerede ved tidligere besøg i landet set ”informal settlements”, den mere nydelige betegnelse for landets squatter camps, havde jeg fået et chok.
Med den unge guide fra ”Jimmy`s Face to Face Tours” – ejet og stiftet af Jimmy Ntintili fra Soweto – kører vi gennem deprimerende områder med blikskure, der synes på størrelse med udvidede skraldespande, men som er ramme om menneskers liv. Her er blåt blik og gråt blik og jern, skrammel og flagrende vasketøj og legende børn i middagsheden, ingen asfalt men jord, blot en vandpost til en række af skurene og affald og voksne, der intet har at leve af. ANC skabte en sort middelklasse. Men for underklassen har de intet gjort, blot fyldt deres egne lommer, lyder en ofte hørt kritik.
Obama i Soweto
Soweto er i øvrigt i dag en af Johannesborgs største turistattraktioner. 600 turister besøger dagligt dette område, det siges at være flere, end der tager i Kruger National Park, Sydafrikas berømte og kæmpemæssige dyrepark. Dagens Soweto tæller alt fra blikskureområderne over de uniformt udseende små statsejede huse til millionærvillaer. Samt tre shoppingcentre, et Holiday Inn og flere Bed and Breakfast. Soweto er også ramt af den globale Barack Obama feber, og i en bod, vi standser ved, ligger t-shirts med en smilende amerikansk præsident-elect påtrykt side om side med de velkendte t-shirts med Nelson Mandelas portræt.
Vi passerer Sowetos store hospital, plakatsøjler med AIDS oplysnings reklamer, reklamer for et bedemandsfirma og for ”abortion – safe and legal here”. Vi kører forbi de farvestrålende Soweto Towers i Orlando, hvor man nu om dage endda kan springe bungee jump. Combien stopper ved monumentet og museet for Hector Pieterson, den tolv-årige skoledreng, der som en af de første blev dræbt under det voldsomme sammenstød mellem politi og demonstrerende skolebørn den 16. juni 1976. Billedet af den døde Hector, der bæres væk af en kammerat, mens hans søster panikslagent løber bagved i sit skoletøj, gik verden rundt. Som et symbol på apartheidstyrets brutalitet. I museets lille anlæg ligger grå skilte i gruset med navne: For eksempel et skilt med navnet ”Hector Pieterson”. Eller med påskriften ”ukendt”, hvor liget ikke har kunnet identificeres.
Vi når også til gaden, hvor ærkebiskop Desmond Tuto stadig har sit hus, og hvor Nelson Mandelas tidligere hus er indrettet som museum. Noget overraskende glemmer turguiden Mandelas hus. Eller var det mon bevidst? Det er nemt at blive grebet af konspirationsteorier i dette fascinerende og chokerende land.
I Sowetos millionærvillaer, der slet ikke er omkranset af samme sikkerhedsforanstaltninger som huse i for eksempel rige forstæder som Sandton, bor de, der har skabt en formue på minitaxier, fælles taxier, der med enorm fart transporterer folk fra for eksempel Johannesburgs centrum til de omkringliggende townships. Millionærvillaerne er formentlig også hjemsted for de, der har skabt en formue på mere lyssky aktiviteter.
I dette område af Soweto bor også Winnie Mandela, Nelson Mandelas anden kone, som han blev skilt fra i 1996. En BMW suser forbi os, og guiden er begejstret. Inden i den sidder et par af Mandelas børnebørn. Guiden bliver lyrisk og svinger sig op i en lovprisning af Winnies uselviskhed og vilje til at dele sin velstand med de lokale. Jeg tænker ved mig selv, hvordan Winnie Mandela stadig kan være et ikon? Ikke alene har hun haft 78 anklager om økonomisk kriminalitet hængende over hovedet. Langt værre var hendes brutale livvagters mord på en 15-årige sort dreng, et mord, som også Winnie Mandela blev gjort ansvarlig for. Winnie Mandela erklærede også åbent sin støtte til ”necklasing”, den forfærdelige henrettelsesmetode, der blev taget i brug af ANC tilhængere i 1980erne og 1990erne over for de folk, man mente samarbejdede med apartheidstyret. Ofret fik et bildæk om hals og skuldre, bildækket var fyldt med benzin, og så blev der sat ild til.
Zuma og maskingeværet
Men intet bør overraske en i dette land. Både fagforeninger og ANC-ungdom er således støtter af Jacob Zuma, ANCs nye formand, der af forståelige grunde ligger i evig krig med medierne, hvis indflydelse han forsøger at stække. Zuma er en erklæret polygamist, de har reddet sig fri af anklager om både korruption og voldtægt. Under voldtægtssagen blev Zuma blandt andet bakket op af grupper af sorte kvinder, der mødte op uden for retsbygningen med plakater hvoraf det fremgik, at Zuma også gerne måtte komme og voldtage dem.
Zuma har også chokeret med sin syngende krigserklæring om at han vil have sit maskingevær tilbage. I 2009 vælges han formentlig til Sydafrikas næste præsident. ”Vi er et tredjeverdensland med en moderne facade”, som en hvid sydafrikaner hovedrystende sagde til mig sidste år i Cape Town.
Cape Town har ry for at være mere tilbagelænet, Johannesburg for at være byen, der aldrig sover. Hæsblæsende, kriminel og rodet, med et centrum med frygteligt grimme skyskrabere, der ser ud som om de er kastet planløst ned. Kommer man tættere på, kan man se at skyskraberne er slidte. Kontorerne er i vidt omfang flyttet til den rige forstad Sandton. Carlton Hotel, der med sine 50 etager engang var luksushotel og Johannesburgs arkitektoniske stolthed og har haft Henry Kissinger, Francois Mitterand m.fl. som gæster rummer i dag et butikscenter og udsigtsplatformen på øverste etage.
Men på Gandhi Square med busterminal og statuen af Mahatma Gandhi er der indrettet cafeer, og i Newtown med det afrikanske museum og det berømte Market Theatre, er der nydelige – og sikre – cafeer. En af dem er café Sophiatown, hvor jeg mødes med digteren Siphiwe ka Ngwenya, som jeg lærte at kende, da han besøgte København for vist 10 år siden. Ligesom dengang bor han i det Soweto, hvor han er født og opvokset. Og lige som dengang har han en dejligt enkel tankegang. Han fortæller om en forfatterturné til Pakistan, der blev besværliggjort af de mange restriktioner. Og som han siger, ”you know Helle, I don´t think women are having a good time over there”. Og så ryster han på hoved og dreadlocks.
Johannesburg, eller Jozi eller Jo´burg, som de lokale kalder den, kan dog stadig være med, hvad angår voldtægt, mord, mordforsøg, røverier og biltyverier. En hvid taxachauffør, Frans, som jeg kører med et par gange, viser mig bedrøvet dagens avisforside. En kvinde og mor til et spædbarn er blevet skudt gennem hovedet ved et indbrud i hjemmet. Hendes ægtemand kom hjem og fandt sin døde kone ved siden af det grædende barn, som havde fået lov at leve. Hvorfor dræbte de kvinden? De kunne have nøjedes med at røve huset. Taxachaufføren havde kørt med kvinden dagen før og kunne huske hende, fordi hun havde babyen med. ”Sådan en sympatisk kvinde”, siger han og ryster på hovedet.
Aftenen før har Frans selv været på skadestuen med sin søn, der blev akut syg. I venteværelset sad rækker af eksempler på det man kalder ”black on black crime”, hjemløse sorte mænd, der er kommet i slagsmål med hinanden og nu sidder med blodige bandager om hovedet. En kvinde blev også bragt ind. Hendes ene arm var flænset op, og hun var nøgen. Voldtaget og stukket med kniv.
Pigtråd og cocktailbarer
I Melville, blot et par kilometer uden for centrum, kan man dog uden problemer gå rundt om dagen. Veje og især fortove i Melville har kendt bedre dage, hullerne er visse steder som små kratere, men hvad gør det, her er venlige indbyggere, ungdom og liv og palmer og kaktusser foran de pastelfarvede huse, thai-restauranter og et portugisisk spisested, en græsk taverna, cocktailbarer og cafeer, heriblandt en filial af Sydafrikas svar på Starbuckers-kæden, Mugg and Bean. På Mugg and Bean arbejder gæster i alle farver på deres medbragte laptop, og her lægger jeg selv et par møder. Den sorte redaktør taler zulu til servitricen og engelsk med mig. Dagens Sydafrika har 11 officielle sprog.
Skal man længere end et par gader væk, blot til butikscentret Campus Square i nærheden, skal man dog passe på, når man færdes på egen hånd. ”Se dig over skulderen”, siger de lokale. Da jeg lufter tanken om at gå den korte strækning fra 7. Street til mit midlertidige hjem på 4. Avenue om aftenen, ryster de på hovedet i en af de antikvarboghandler, hvor jeg sludrer med indehaveren. Sydafrika er Sydafrika, og bevæger man sig væk fra menneskefyldte gader, er det yderst uklogt at gå alene på gaden, når det er mørkt. Også de 400 meter hjem.
”Armed Response” er navnet på det sikkerhedsfirma, som man vænner sig til at se overalt på husfacader i Sydafrikas byer. Eller inskriptionen ”Top security”. Eller de, der passer på bilerne foran cafeer og restauranter dag og nat, altid iført karakteristiske gule veste. Pigtråd foran pigeskoler og almindelige ejendomme. En plakat i shoppingcentret Hyde Park opfordrer gæsterne til at ”stay alert”, når de forlader centret..
Men for første gang ud af mine fire besøg i landet sover jeg i et værelse, hvis vinduer ikke har gitter for. Det har til gengæld værelserne i stuen. Flere af dem har som mit indgang fra haven og udsigt til den lille swimmingpool med trækrokodiller og en træpelikan ved kanten. Jeg har også en kæmpemæssig palme ved min trappe og masser af fugle at lytte til i den meget tidlige morgen. Jeg lægger hovedet på puden og glemmer alt om Mugabe og røverier og overfald og de kohoveder, jeg så dem koge i Soweto. Efter sigende en særlig delikatesse.
Til gengæld husker jeg besøget hos forfatteren Chris van Wyk, der er flyttet fra Riverlea, en township for farvede, til forstaden Northcliff, der tidligere var et område forbeholdt hvide. Han fortalte mig om den lykkelige periode i hans liv omkring 1994, hvor han så småt begyndte at samle materiale til det, der skulle blive til erindringsbogen ”Shirley, Goodness & Mercy”, der udkom 10 år senere: ”Jeg var så euforisk i den periode. Jeg var i 40erne og kunne stemme for første gang i mit liv”.
Måske skal man have oplevet ingen frihed at have, for virkeligt at værdsætte, hvad frihed er.