Mange ”eksperter” og politikere i Norge har ment at integreringen vil bedres dess flere ikke-vestlige unge som tar utdannelse og kommer seg ut i yrkeslivet med gode eksamenspapirer i vesken. HRS har derimot flere ganger påpekt at integrering handler først og fremst om verdier; at ikke-vestlige, i særdeleshet muslimer, tar til seg de grunnleggende frihetsverdiene i Norge. I Danmark opplever de nå nettopp at ikke-vestlige isolerer seg i egne grupper ved videregående skoler. De ønsker ikke å delta i sosiale aktiviteter, melder Information.dk
Indvandrerpiger satser massivt på uddannelse og strømmer ind på uddannelsesinstitutionerne. Men det fører ikke til en bedre integration af unge med ren dansk baggrund og unge 2. generationsindvandrere. Tendensen er tværtimod, at de unge i højere grad end tidligere bliver inden for deres egen gruppe og hverken knytter venskaber på tværs eller deltager i samme fritidsaktiviteter.
Integrationskonsulenter og eksperter advarer om, at splittelsen vil bestå, når de unge bliver voksne.
På Ishøjs gymnasium har næsten halvdelen af eleverne anden etnisk baggrund, og det kan mærkes på skolens sociale liv.
«Vi skal kæmpe for at holde liv i vores aktiviteter uden for klasseværelserne, for særligt pigerne med anden etnisk baggrund deltager ikke i hverken fester eller caféaftner,» siger vicerektor for Ishøjs gymnasium, Jens Sidenius.
I den innvandrertette kommunen Ishøj, er det nå en betydelig andel 3. generasjonsinnvandrer. Til tross for at en eller begge foreldrene er født i Danmark, bedres ikke integreringen. De deltar i liten grad i det sosiale livet, og det knyttes ikke vennskapsbånd utenfor egen gruppe.
Selv om størstedelen af hans elever med anden etnisk baggrund er børnebørn af 1960’ernes ‘fremmedarbejdere’ og dermed 3. generations-indvandrere, er skellet mellem de danske og eleverne med anden etnisk baggrund stadig skarpt.
«Vi vil jo være et gymnasium og ikke bare et kursuscenter, så vi fastholder vores aktiviteter, men når vi for eksempel laver musical på gymnasiet, så ser ‘skuespillerne’ meget hvide ud. Det er heller ikke min fornemmelse, at der er så mange venskaber på tværs af de etniske grupper,» fortæller Jens Sidenius.
Hans oplevelse bekræftes af en række andre rektorer på københavnske gymnasier, som Information har talt med.
Man ser større oppsplitning til tross for at unge ikke-vestlige i større grad enn tidligere utdanner seg. Særlig jentene lever på ustiden av det danske samfunnet.
At indvandrernes børn uddanner sig i langt højere grad end tidligere, har ifølge integrationskonsulent i Københavns Kommune Ayfer Baykal ikke betydet større tilnærmelse til de etniske danske unge.
«Opsplitningen er blevet værre, end den var for 10-15 år siden. I min generation var der mange, som forsøgte at pendle mellem to kulturer. I den nye generation er der en større tendens til at holde sig inden for sin egen gruppe. Særligt blandt pigerne. I disse år gør de op med en masse kulturelle normer og forventninger, men de nærmer sig ikke danskerne af den grund,» siger hun.
Konsulent og forfatter Kristian Aamand, erkjenner at foredrag hun holdt for rundt ti år siden, som var basert på hypotesen, ”Kjennskap gir vennskap”, var en bommert. I dag sier hun at innvandrerjenter og danske jenter ”deler de samme fremtidsperspektivene”, noe vi antar kan være nok en bommert, relatert til innvandrerjenters (les muslimske først og fremst) ofte begresninger frihetsmessig: mangel på frihet til å velge sosialt liv, yrkesvalg, valg av partner med mer.
Forfatter til bogen Mødom på mode og selvstændig konsulent på indvandrerområdet, Kristina Aamand, har iagttaget samme tendens.
«For 10 år holdt jeg foredrag under titlen ‘Kendskab giver venskab’. I dag må jeg erkende, at det var forkert. Kendskab giver ikke nødvendigvis venskab, for det er ikke sikkert, at du kan lide det, du ser, og det gælder både danskerne og indvandrernes efterkommere,» siger hun.
Selv om indvandrerpigers uddannelsesmæssige succes betyder, at de deler fremtidsperspektiver med de danske unge, er der stadig en dyb afgrund mellem deres erfaringer, mener Kristina Aamand.
«I teenageårene bygger man ikke et venskab på skole-, arbejde- eller karrieredrømme, men på det, som foregår i fritiden, og der er særligt danskerne og minoritetspigerne meget langt fra hinanden.»
Er det danskenes skyld at de unge med innvandrerbakgrunn isolerer seg? Ja, svarer langt på vei både skolepersonell og en antropolog.
Det billede genkender Hanne-Grete Lund, som er studievejleder på Mulernes Legatskole, hvor 21 procent af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk.
«Jeg må konstatere, at størstedelen af de unge piger ikke har lyst til at deltage. De synes, at det hele går op i druk, og det kan de jo også have ret i,» siger hun.
Antropolog Mikkel Rytter, som forsker i pakistanere og deres efterkommere i Danmark, kalder opsplitningen en naturlig konsekvens af pubertetens identitetskrise.
«Minoritetsunge er hele tiden under pres for at definere sig selv, og når de unge danskeres liv med fester og kærester er udelukket på grund af de minoritetsunges religiøse overbevisning og hjemmets traditioner, er det klart, at de søger sammen med dem, som ligner dem selv,» siger han og kritiserer de danske gymnasier for at gøre problemet værre.
«Der hersker en meget fastlåst opfattelse af det gode gymnasieliv, som handler om fester, studieture og caféaftner. Måske skal man tænke på nye måder at være sammen på, som ikke er så defineret af alkohol og seksuelle spil.»
Konklusjonen er altså at danskene må endre seg – tilpasse seg (særlig muslimsk) kultur. Men er det festing som var og er det sentrale i unges liv i Vesten, eller er det aktiviteter på fritiden som i ulike lokallag og idrettsklubber, teater og musikkliv?
Mikkel Rytter, som forsker blant annet på pakistanske innvandrere, peker på et annet tema som han mener ødelegger for innvandrernes integrasjon: Danskene har ikke for vane å omgås kolleger, påstår han.
«Det er i puberteten, at de grundlæggende sociale normer og venskaber bliver grundlagt både blandt de etniske minoriteter og danskerne. Og selv om nogle måske senere vil få lyst til at bryde ud af de etnisk definerede fællesskaber, er det jo ikke sikkert, at det vil være så nemt at få danske venner. Blandt danskerne har man for eksempel meget lille tradition for at omgås med kolleger,» forklarer han.
Integreringskonsulent Ayfer Bakal tror ikke at de unge med etnisk minoritetsbakgrunn vil endre mønsteret når de blir voksne. Hun er bekymret at etnisk oppsplitting vil bremse sosial oppstigning for de unge som bryter med mønsteret.
«Mange af pigerne siger: ‘Vi får en uddannelse, vi har et godt netværk, og vi har et godt forhold til vores familie, så hvad er problemet?’ Og det har de jo ret i, men deres sociale isolation risikerer at give bagslag, når de skal bruge deres uddannelse. Ens netværk og sociale kompetencer er utroligt vigtige for, hvordan man klarer sig på arbejdsmarkedet, især hvis man er højtuddannet. Her kan det give problemer, at indvandrerpigerne har haft meget få relationer til danske jævnaldrende,» siger Ayfer Bakal.