Islam

Moderne islam? En kommentar til ”Muslimsk reformasjon”.

Den danske journalisten Eva Plesner breier seg blant annet i norske Morgenbladet om hvordan unge såkalte progressive muslimer gjør opprør i Det Muslimske Brorskapet fordi de skal ønske å utvikle en ”moderne islam”. Helle Merete Brix, forfatter av boken ”Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa”, kaller artikkelen nok ett eksempel på den skjødesløshet, overfladiskhet og dårlig research som journalister utviser når temaet er islamske bevegelser – og som seriøse aviser finner på å publisere.

Af Helle Merete Brix for HRS

Den danske journalist Eva Plesner fortæller i en stort opsat artikel i norske Morgenbladet og danske Weekendavisen om unge medlemmer af Det Muslimske Broderskab i Egypten, der – det, påstår de i hvert fald – ønsker at udvikle en moderne islam.

Kampen står, skal vi forstå, mellem unge progressive, der vil demokrati, frihed og kvindernes frigørelse mod en ærkekonservativ ledelse, der vil holde kvinderne i hjemmet og er ubøjelige med hensyn til shariaens bogstavelige udlægning. Det sidste er sandt.

Men er de rebelske unge progressive unge? Eller utålmodige revolutionære?

I det hele taget indeholder artiklen en række besynderlige påstande. Værst er måske beskrivelsen af Broderskabets grundlægger Hassan al-Banna, der er beskrevet således:

”Hassan al-Banna stod for en ikke-voldelig linie, men i 1940 oprettede nogle af brødrene imod hans vilje en militant gren, som efter Israels dannelse i 1948 deltog i likvideringer, overfald og bombeattentater på jødiske forretningsmænd.”

Hvad begrunder Plesner denne beskrivelse med? Hvem er kilden? En lang række forskere og journalister i Europa og Vesten, herunder franske Caroline Fourest og Fiammetta Venner og iranskfødte Amir Taheri konkluderer helt anderledes.

Amir Taheri har i sin bog ”Holy Terror” beskrevet, hvordan al-Banna, da han i 1938 blev officielt valgt som øverste leder, besluttede, at Broderskabet skulle opbygge en solid, alternativ administration, der i praksis skulle fungere som en art paralelregering. Samme år oprettede han Broderskabets militære gren – tror Plesner virkelig at i en topstyret organisation som Broderskabet kunne det ske uden al-Bannas accept – Brødrene håbede på at kunne sætte den militære fløj ind ved et senere statskup.

Brødrene havde oprindeligt håbet, at den egyptiske regering var faldet, når den tyske general Erwin Rommels Afrika korps var trængt ind i Libyen. Men i stedet tilfaldt sejren de allierede. Hassan al-Banna var i øvrigt en varm beundrer af nazismen og fascismen. Efter 2. verdenskrig arrangerede han personligt asyl for stormuftien Haj Amin al Husseini, der havde været en nær allieret af Det tredje Rige. Husseini billige udryddelsen af jøderne og opfordrede til at dræbe dem i deres lande.

Myten om ikke-vold

Og hvad med volden? I Taheris bog er det beskrevet, hvordan al-Banna og andre ”dommere” in absentia dømte islams fjender, mennesker der måtte ”fjernes”, altså dræbes. Brødrene holdt sig heller ikke tilbage for at stikke kvinder, der ikke dækkede sig til ned med knive, ligesom de nedbrændte biografer, hoteller og restauranter, der jo var samlingssteder for ”vantro og kættere”.

Og lad os da også bare nævne Det Muslimske Broderskabs emblem, en Koran beskyttet af to sabler. Neden under ordene ”Og vær rede”. Og programerklæringen: Allah er vort formål, budbringeren er vor leder, Koranen er vor lov, jihad er vor vej, døden for Allahs sag er vort højeste håb”.

En af de unge i artiklen, den 18-årige hijabklædte Arwa et-Taweel, klager over, at Broderskabet i dag udelukkende lægger vægt på ”spirituelle og etiske spørgsmål”. Hun mener, at undervisningen først og fremmest har til formål at gøre kvinderne til gode husmødre. Hun vil ikke kun lære om bøn og faste, men om at blive politiker og et aktivt medlem af samfundet og hun finder at ledelsen er alt for langmodig, når det gælder om at protestere mod fængslinger af brødre m.m.

Også en anden af de unge, Mustafa al-Naggar, taler om at de unge skal lære om politik, økonomi, historie og at tænke kritisk. Og han klager over, at der ikke har været nogen udvikling inden for bevægelsen siden Hasssan al-Bannas dage.

Men disse protester lyder mere som den kritik, som al-Banna selv rejse som ung over for det konservative Al-Azhar universitet, da han studerede i Cairo. Kritikken gik på, at de lærde på Al-Azhar ikke forstod at udbrede de islamiske værdier til befolkningen. Al-Banna ville have politisk magt, han ville omvælte samfundet og reformere.

Men reform betyder at vende tilbage til kilderne. I islams tilfælde bringer det den rene, ufortyndede sharia frem.

Og hvad kvindesynet angår: Hassan al-Banna forstod værdien af kvindernes tilstedeværelse i bevægelsen. Men det var svært at trænge igennem med over for brødrene.

Zainab al-Ghazali, der på al-Bannas opfordring grundlagde kvindeafdelingen, var ligesom al-Banna optaget af at bane vej for det islamiserede samfund, hvor alt var styret efter islamiske principper og hvor shariaens straffelov (stening, pisk m.m.) blev implementeret. I livet kunne man ifølge Ghazali gå to veje: Allahs vej og djævelens vej.

Kvinderne spiller en stor rolle i de islamiske bevægelser. Kvinder, der i dag for eksempel offentligt står frem og hylder tilsløring som et frivilligt princip, er af enorm værdi for disse bevægelser. Hassan al-Banssa barnebarn, Tariq Ramadan, siger det ligeud.

Plesner beskriver i artiklen Arwa et-Taweel som ”langtfra noget dydsmønster”. Hvad ligger der i det? At vi skal opfatte hende som progressiv?

Kvinder kan såvel som mænd ønske et samfund, hvor alt er i en islamisk ramme, hvor for eksempel homoseksualitet betragtes som en forbrydelse mod Gud, hvor frafaldne kan dræbes og hvor demokrati er udskiftet med Guds lov. Og kvinder kan frivilligt ønske at underkaste sig hijab og islams syn på manden og kvindens forskellige roller og rettigheder.

Hvorfor går Plesner ikke Arwa et-Taweel – og de øvrige – på klingen om, hvad det er for et samfund, de ønsker sig? Og hvorfor borer hun ikke i, hvad de unge egentlig mener med religionsfrihed? Er det frihed til at implementere sharia? Eller til at forlade islam? Og hvordan kan man være tro mod Broderskabet og med troværdighed hævde at man går ind for en adskillelse mellem religion og politik?

Hassan al-Banna mente, at ”politik indgår i religionen, at islam omfatter herskeren såvel som den beherskede. Derfor rummer dens lære ikke alene ideen om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er. Tværtimod….(er det sådan, at) kejseren, og hvad kejserens er, alene tilhører den almægtige Gud”.

Plesners artikel er endnu et eksempel på skødesløs, overfladisk og dårligt researchet journalistik, sådan som vi så ofte ser det, når emnet er islam de islamiske bevægelser. Hvor længe endnu skal den slags artikler finde vej til seriøse aviser og magasiner?

Helle Merete Brix er forfatter til boken ”Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa”