Hege Storhaug, HRS
Først noen oppklaringer. Professor, og leder av prosjektet ”Kulturell kompleksitet i det nye Norge” (det såkalte CULCOM) ved UiO, Thomas Hylland Eriksen, likte dårlig den brede oppmerksomheten Amal Adens bok fra de indre sirklene blant somaliere i Oslo har fått. Dette fikk han til å gå ut i en kronikk i Aftenposten med forsøk på å undergrave budskapet; Aden beskriver enkeltskjebner. Men mer oppsiktsvekkende er det at Eriksen utbasunerer dette: han påstår at de få jentene som slipper unna kjønnslemlestelse i Somalia, tilhører ”dypt religiøse familier. De har fedre som vet at islam ikke sier noe om kvinnelig omskjæring. En sterkere islamisering av den somaliske befolkningen kunne med andre ord være et effektivt virkemiddel for å få slutt på uvesenet” (10/9).
Jeg må innrømme at jeg kvekker. En ting er at dette er typisk Eriksen-stil, ren stand-up, men verre er det at hans oppsiktvekkende påstand er uten kildebelegg. En slik fremgangsmåte kan man tydeligvis fremdeles tillate seg i bredt monn når man tilhører det som kan kalles den forførende godhetsindustrien. Føleri, utopi, og fjollete omgang med alvorlige tema aksepteres.
Dette fenomenet blir ekstra spesielt i Eriksens kontekst. For han har vitterlig i mange sammenhenger gjort det klart at han ikke er særlig frelst på religiøse dogmer, ja, religion i det hele tatt. Hva som er så ”artig” med å prøve å forføre borgere av dette landet knyttet til islam, kan synes som en gåte.
I stedet for at jeg spekulerer på hvorfor han presterer slike spagatøvelser, kan vi jo håpe at han på et tidspunkt vil oppklare hvorfor (og hvordan) islam og islamisme vil bekjempe kjønnslemlestelse. Mens vi venter, for den ventetiden kan bli lang, vil jeg helle malurt i Eriksens beger:
Det er dessverre klare koblinger mellom islam og lemlesting. Hvis Eriksens ”glade budskap” var riktig, må man vitterlig kunne konstatere at islam har mislyktes radikalt med å nå ut med sitt budskap. I sunni-islam (85 prosent av verdens muslimer) er det fire lovskoler. Shafi-skolen, som praktiseres i for eksempel Somalia, betraktet lemlesting som obligatorisk. Maliki-skolen og hanafi-skolen definerer skikken som anbefalt, altså at den har en positiv verdi. I tillegg skal Muhammed ha omtalt samleie ved å vise til at ”to omskårne” kjønnsdeler møtes, altså en implisitt aksept av skikken, og derav begrepet sunna-omskjæring (Muhammeds sædvane). Dette betyr selvsagt ikke at alle muslimer kjønnslemlester jentene sine, langt derifra. Dette viser imidlertid at islam utgjør et problem med å få bukt med barbariet og faktisk kan stimulere til å opprettholde og spre skikken.
Innsiget av islamisme på våre universitet er svært urovekkende. Det spesielle nå er at islamister ikke prøver å ikle seg noen form for kamuflasje. Til det har aktører som Thomas Hylland Eriksen og Aftenposten (jf. kronikkvinneren Muhammad Usman Rana med ”Den sekulære ekstremismen”) løftet dem for høyt opp og frem. I en kommentar i Aftensposten i går, kommer budskapet igjen: ”Jeg er en stolt islamist”. Slik formulerer jusstudenten Mudassar Amin seg, med utgangspunkt i Eriksens glade budskap. For som Eriksen, slår Amin fast at lemlesting ikke har noen form for støtte i islam. Han ønsker at muslimer i Norge skal rette seg etter sharia og den totalitære ideologien islamisme. Da vil vi få bukt med både lemlesting, æresdrap, tvangsekteskap og vold mot kvinner – for ingen av disse praksisene har noe med islam å gjøre, sier Amin.
Det er jo så man nesten må gni seg i øynene over hva man leser. Et par oppklaringer er på sin plass: Amin mener at det er forbudt å drepe i henhold til islam:
”Å drepe en uskyldig er som å drepe hele menneskeheten, heter det i Koranen,” sier han.
Et snodig og feil sitat. Først: Å drepe en skyldig (i hva?), er det greit? Tankene mine går eksempelvis til frafall fra islam, utenomekteskapelig sex, voldtekt som kvinnen ikke har vitner til, med mer. Dernest: Korrekt sitat fra Koranen er:
Det er ikke første gang bisetningen i dette Koranverset hoppes bukk over. Da Theo van Gogh ble drept i november 2004, brukte Abid Q. Raja samme taktiske manøver i debatt på TV2. Og han slapp unna med falskneriet.
Hvis vi går til islams egne historiske kilder, ikke minst de lovpriste første biografiene, trenger man ikke lete lenge for å finne legitimitet til både å drepe, tvangsgifte og voldta. Den store muslimske historikeren Ibn Ishaq (d.761), har i boken Life of Allah’s Messenger beskrevet detaljrikt hvordan Muhammed blant annet sørget for at poeter som hånet han på verselinjer fikk strupen skåret over (eksempelvis den gamle jødiske mannen Abu Afak, og den jødiske fembarnsmoren Asma Bint Marwan). Da 57 år gamle Muhammed og hans menn hadde plyndret og drept alle jødiske menn i byen Khaibar, tok han 17 år gamle Safiya bint Huyai i krigsbytte. Hennes ektemann og andre mannlige familiemedlemmer hadde altså akkurat blitt drept av Muhammed og hans menn – og hun blir ført til Muhammeds seng. Mine fantasier er kanskje begrensede. Jeg klarer dog ikke å se at 17-åringen hadde særlig positive ekteskapelige forventninger etter å ha vitnet massakren av sine kjære.
Kanskje det mest foruroligende er at den mangelen på kritisk fornuft og kunnskap som ligger som et kvelende teppe over den muslimske verden, ser dagens lys også i opplyset samfunn som Norge. Og det blant den unge muslimske ”eliten”. Den jusstuderende studenten Amin prøver endog å fremstille islamisme som atskilt fra politisk islam! Vet han ikke bedre, eller er dette et bevisst forsøk på manipulasjon? Juss og politikk er kjernen i islamismen, en ideologi realisert av Muhammed blant beduinstammer på 700-tallet på den arabiske halvøya. Spørsmålet er om Amins argumenter er et utslag av en overdimensjonert selvtillit: Folk av hans like er godt vant med at verken media eller intellektuelle slår ned på manipulasjoner og vranglære spredd fra islamistisk hold.
Den dagen menn som Amin ”slippes løs” i våre offentlige institusjoner, som domstolen, sykehus, skolen, politi – hva da? Hele vårt verdigrunnlag kan bli utsatt for et massivt press. Vi vil kunne miste det brede folkelige fellesskapet som vårt samfunn er tuftet på: Sammenhengskraft, likeverd, likebehandling og tillit borgerne imellom. Det er ikke vanskelig å forestille seg at i kjølvannet av en videre oppsplitting av befolkningen etter religiøst opphav, vil vi se uro og konflikter, endog opptøyer.
Bevisstheten om hvilke destruktive krefter Amin og hans like (inkludert Eriksen) representerer, er svært svak hos vårt politiske lederskap. Forskjellen mellom Danmark og Norge er antakelig ikke mer eklatant på noen samfunnsfelt enn nettopp på dette; verdikampen mellom vesten og islam. Vi har dessverre ikke statsråder som danskenes Karen Jespersen eller Bertel Haarder, ei heller en statsminister av Anders Fogh Rasmussens støpning. Derfor rykkes det ikke ut fra regjeringshold når en jusstudent forfekter det mørkeste av det mørke. Tvert om benyttes enhver anledning til å prøve å forlede den norske befolkningen til å tro at det økende antallet studenter med muslimsk bakgrunn (typisk på ”harde” studier som medisin- og jusstudiet), er et bevis for at integreringen går ”så godt”. En form for falsk balsam forsøkes å smøres på de av oss som slett ikke liker det som foregår. I denne utrygge mentale situasjonen som skapes av våre handlingsvegrende politikere – eller kanskje rett og slett kunnskapløse?, – gjør det ekstra godt å lese kronikken til Karen Jespersen i Berlingske Tidende, der hun reiser sammenhengskraftens, likestillingens og verdienes fane høyt, og der det ikke fires en centimeter på det danske sekulære verdigrunnlaget.
God lesning videre! (Gjengis under med forfatterens tillatelse. Første gang publisert i Berlingske Tidende 3. oktober 2008).
Nej til islamiske særregler
Af Karen Jespersen, velfærdsminister (V)
Vi oplever voksende problemer med krav om at indføre islamiske særregler. Det skader integrationen. Vi skal stå fast på vore egne værdier. Det sikrer sammenhængskraften og dermed et samfund, som er godt at leve i for både danskere og indvandrere.
For kort tid siden fortalte en politimand fra bydelen Vollsmose i Odense, hvor der bor mange med muslimsk baggrund, at imamerne modarbejder politiets arbejde med at opklare forbrydelser. 90 procent af de anmeldelser, som politiet modtager, bliver trukket tilbage efter få dage. Det sker, ifølge politibetjente, fordi imamer og andre magtfulde mænd forsøger at erstatte det danske retssystem med et parallelt system, der bygger på Koranens regler.
I Danmark er det en grundlæggende værdi, at alle er lige for loven. Men denne værdi bliver undergravet, hvis sådan et parallelt system får lov til at brede sig. Men dertil kommer, at domme, der bygger på Koranen, vil være et anslag mod kvinders ligestilling. I islam er kvinden underordnet manden, og det betyder, at reglerne generelt stiller kvinderne langt dårligere end mændene. For fremtiden skal vi måske konfronteres med spørgsmål, om det skal være en formildende omstændighed for voldtægtsmanden, hvis kvinden gik i lårkort nederdel og ikke var tilsløret?
Det har før været foreslået af imamer, at rivaliserende muslimske familier skulle løse deres interne opgør ved, at den ene betalte blodpenge til den anden, fordi man mente, det var i overensstemmelse med Koranen. Men det er og bliver selvtægt, og det skal ikke accepteres.
Men dette er ikke et enestående eksempel. Vi oplever i det danske samfund voksende problemer med krav om at indføre islamiske særregler. Det skader integrationen.
Et af de andre helt aktuelle eksempler handler om skoleelever med muslimsk baggrund, der har indlæringsbesvær, fordi de faster under den månedlange ramadan. Når man faster, må man ikke spise og drikke, mens det er lyst. Det gør mange af børnene svimle, trætte og utilpasse, så de har svært ved at følge med i timerne. Alligevel er der flere og flere børn, der faster. Og tilmed fungerer en del af dem som en slags muslimsk politi, der mobber og presser de elever, der ikke faster.
Barnebrude, der er en islamisk tradition, er tilsyneladende også ved at blive mere udbredte i Danmark. I flere islamiske lande er den tilladte alder for at blive gift lavere end i Danmark, og der er piger, der bliver gift, selv om de er under denne alder. Der er aktuelle sager med piger ned til 9 år. I Danmark har det været fremført, at piger på eksempelvis 14, 15 og 16 år bliver viet af imamer i såkaldte dagligstuebryllupper.
Krav om islamiske særregler breder sig i disse år i det danske samfund. Vi oplevede det under dramatiske omstændigheder med kravet om, at man ikke måtte tegne profeten Muhammed. Men kravet om at udbrede særregler foregår altså også på mange andre områder. Det er et stort problem, fordi det betyder undertrykkelse og dårligere vilkår for især kvinder og børn. Men dertil kommer, at islamiske særregler er ensbetydende med parallelsamfund, hvor folk lever efter deres helt egne regler afsondrede fra det øvrige samfund. Hvis befolkningen i Danmark begynder at leve mere og mere adskilte med hver deres kultur, svækker det den stærke sammenhængskraft, der har gjort Danmark til et af verdens bedste samfund. De sociale problemer vil vokse, kvinders ligestilling blive truet, og det vil i det hele taget være i strid med grundlæggende værdier i et moderne demokratisk samfund.
Næste skridt i denne helt forkerte retning vil være at anerkende de islamiske særregler. Dette meget principielle skridt har man netop taget i Storbritannien. Den britiske regering har anerkendt, at sharia-domstole må dømme i civile sager. Der er cirka 100 uformelle sharia-domstole i Storbritannien. Og som noget nyt og helt epokegørende er islamisk lov nu blevet officiel i Storbritannien. For fremtiden vil afgørelse truffet ved fem sharia-domstole være juridisk bindende. Det er ensbetydende med en alvorlig undergravning af det grundlæggende princip i vestlige demokratier, at alle er lige for loven. Og det er noget, der især går ud over kvinderne, der er underordnet manden og har langt færre rettigheder i sharia, der er betegnelsen for regler og »love« i islam.
Ikke desto mindre er der også danskere, der vil den vej i Danmark. Professor Jørgen S. Nielsen, der er ekspert i islamisk teologi og sharia-ret ved Københavns Universitet, har boet i Birmingham i England i flere årtier – en af de britiske byer med flest muslimer. Han har for nylig slået til lyd for, at vi er nødt til at anerkende, at der findes minoriteter i dette land, som har egne regler og love – og til en vis grad indrette vores retssystem efter dette – da de ellers som minoriteter mister respekten for samfundets love og regler.
Der foregår en værdikamp mellem ortodokse muslimske kræfter, der vil skabe deres egne parallelsamfund, og muslimer, der ønsker integration i danske samfundsværdier. Vi lader denne sidste gruppe af muslimer i stikken, hvis vi er følgagtige over for den første gruppes vedvarende krav om, at samfundet skal indrettes efter en ortodoks udlægning af Koranen. Det vil føre til spændinger og konfrontationer i samfundet, hvis man følger den vej. Det ved vi fra de britiske erfaringer.
På trods af, at det officielle Storbritannien har været meget imødekommende over for islamiske særkrav, har det ikke ført til en nedgang i antallet af rabiate muslimer. Tværtimod. Det opildner tilsyneladende kun til nye særkrav.
En undersøgelse sidste år fra den britiske tænketank Policy Exchange viste, at de unge britiske muslimer i stigende grad er yderligtgående i deres islamiske særkrav til samfundet. Over en tredjedel – 37 procent af de 16-24-årige – går ind for sharialov i stedet for britisk lov. Tilsvarende er det kun 17 procent af de muslimer, der er over 55 år. 74 procent af de helt unge mener, at kvinder bør bære tørklæde i forhold til kun 28 procent af dem over 55 år, og flere unge end ældre muslimer mener også, at det er i orden at straffe frafaldne muslimer med døden.
Chefen for briternes sikkerhedstjeneste, MI 5, Jonathan Evans, sagde sidste år i november, at antallet af terrormistænkte i landet på ét år var steget fra 1.600 til 2.000, og at terrorgrupperne nu rekrutterer helt ned til 15-års alderen.
Alligevel vil Jørgen S. Nielsen og andre med ham have, at Danmark skal følge samme vej som Storbritannien.
Danmark er et tolerant og rummeligt samfund. Vi modtager også i år et stort antal udlændinge, der kan bo, studere og arbejde her i landet. Vi værner om den personlige frihed – herunder religionsfrihed. Og tak for det. Tænk på de mange mennesker – især kvinderne – i de islamiske lande, der kun har en yderst begrænset personlig frihed og ofte ingen religionsfrihed overhovedet.
Der er altså al mulig grund til at vi holder godt fast i de grundlæggende værdier, der har skabt så godt et samfund. Og her er det afgørende at huske på, at religionsfrihed betyder, at man er fri til at dyrke sin religion. Det betyder ikke, at man kan kræve, at samfundet som helhed indrettes efter den religion, man tilhører. Det er særlig vigtigt at huske på, når det drejer sig om islam der netop rummer en række detaljerede forskrifter for hele samfundets indretning.
Derfor kan det være nødvendigt at lovgive, som eksempelvis forbud mod, at dommere bærer islamisk tørklæde eller andre religiøse og politiske symboler. Kommunalbestyrelserne kan træffe afgørelse om, at kommunens regler gælder for alle, og at særregler som for eksempel, at piger og drenge skal være adskilt i folkeskolens svømmeundervisning, ikke kan accepteres.
Men helt afgørende er den grundlæggende opfattelse af, hvad danske værdier og integration betyder. Et strålende eksempel er de forskellige holdninger til at faste under ramadanen, der er på to skoler med et stort flertal af tosprogede elever.
På Humlehaveskolen i Vollsmose i Odense faster omkring 65 procent af eleverne helt eller delvist. Skoleleder Olav Nielsen mener ikke, der er noget at gøre ved det. På Søndervangskolen i Århus derimod, er der stort set ingen af eleverne, der faster. Forældrene får at vide, at det vil skolen ikke acceptere. »Jo mere tydelige vi er om, hvad skolen står for som skole, jo mere køber forældrene også vores koncept«, siger skoleleder Randi Hørlyck. Et eksempel på, at det nytter noget at vise en klar holdning i stedet for at lade stå til.
Vi har brug for samme klare holdning til islamiske særkrav i hele det danske samfund. Det sikrer sammenhængskraften og dermed et samfund, som er godt at leve i for både danskere og indvandrere.