Integrering og integreringspolitikk

Integrering er en verdi- og kulturkamp

En ny dansk undersøkelse avdekker at kløften mellom innvandrere og dansker øker. Verken dansker eller muslimer vil inngå familiære bånd med hverandre. Dessuten er unge muslimer under 30 år langt mer skeptisk overfor dansker enn foreldregenerasjonen. En anerkjent forsker hevder at de skyldige i den mislykkede integreringen er dem som ikke har villet innse og snakke om de kulturelle forskjellene som utgjør et problem.

Til tross for at flere og flere innvandrere utdanner seg og finner veien inn på arbeidsmarkedet, så halter det i forholdet mellom dansker og innvandrere. Dansker ønsker ikke muslimer inn i familien – og motsatt.

Undersøkelsen, som er gjennomført av LO’s Ugebrevet A4, avdekker at de fleste foreldre, 84 prosent, synes det er greit at deres barn leker med muslimske venner. Men det er ikke greit at de gifter seg med dem. Kun 47 prosent sier at de aksepterer en kjæresteforhold med en muslim, mens bare 38 prosent vil gi sin velsignelse til at deres håpefulle inngår ekteskap med en muslim.

Blant muslimske foreldre er holdningen langt på vei den samme. 86 prosent synes det er greit at deres barn leker med dansker. Kun 45 prosent av muslimene vil tillate at deres barn har en dansk kjæreste, mens 47 prosent kan akseptere at dere håpefulle blir gift med en danske.

Det fremkommer videre at 49 prosent av muslimske foreldre ville nekte deres barn å overnatte hos sin danske kamerat, og motsatt: 31 prosent av de danske foreldrene ville nekte poden å overnatte hos sin muslimske kamerat.

Heller ikke leirskole er særlig populært hos foreldrene – 20 prosent av muslimske foreldre ville nekte sine barn å dra på leirskole. Men danske foreldre har langt på vei samme holdning: 28 prosent ville nekte sine barn å dra på leirskole – hvis hovedandelen av deltakerne var muslimer.

Integreringskonsulent Fahmy Almajid mener at undersøkelsen er et uttrykk for at integreringen har slått feil og at det er for sent å rette opp skadene. Han skylder særlig på tidligere tiders boligpolitikk.

– Det er skønt, at masser af indvandrere i de senere år er kommet i arbejde og får kontakt med danskere og dermed også sociale kompetencer. Men situationen for den svagere gruppe i ghettoerne er der ikke ændret ved, sier Almajid til ugebrevet.

Almajid hevder videre at utviklingen ikke ser spesielt lys ut:

– Den vil vokse de kommende år, og deres børn bliver endnu mere fanatiske end deres forældre. For de kan følge med i medierne og se, hvordan danskerne og samfundet tager afstand fra dem. Derfor søger de tilbage til deres oprindelige kultur.

Undersøkelsen viser nettopp at muslimer under 30 år er langt mer skeptiske overfor dansker enn deres foreldregenerasjon. Også integreringskonsulent og R-politiker Manu Sareen er svært bekymret over utviklingen:

– Man kan tage ud på hvilken som helst af de erhvervsskoler, som jeg arbejder mest på, og se danskerne og indvandrerne sidde hver for sig i kantinen. Allerede dér vælger de hinanden fra. Begge grupper er lige slemme og ser kun problemer og begrænsninger ved hinanden i stedet for muligheder. Det er en tragedie, for det skulle gå den anden vej, sier Sareen.

Han innrømmer at hans verste antakelser er blitt bekreftet i denne undersøkelsen.

– Vi graver dybere og dybere grøfter og jeg frygter en udvikling, hvor grøfterne mellem befolkningsgrupperne graves så dybe, og hvor risikoen for radikalisering af det muslimske mindretal øges. Det er en værdi og kulturkamp, som vi er vidne til, uttaler han.

Peter Seeberg, leder av Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, mener veien til vellykket integrering er lang og seig, men består av at innvandrere får et høyt utdanningsnivå og kontakt med danskene:

– Og så tror jeg, at man over for begge grupper skal fremme ideen om aktivt medborgerskab. Lave en social kontrakt, hvor samfundet som modydelse for at stille sine faciliteter til rådighed forpligter alle til at tage aktivt del i samfundslivet. Deri ligger også, at man ikke udgrænser sig, men tværtimod indgår i netværk med hinanden, sier Seeberg.

Historiker og professor på Handelshøjskolen i København (CBS) Uffe Østergård, som har forsket i nasjonal identitet, ser også med bekymring på tallene i undersøkelsen. Han er ikke i tvil om at vi står i en farlig situasjon hvor der kreves åpenhet og hardt arbeid på begge sider av den kulturelle kløften, hvis det skal etableres såkalt sammenhengskraft i samfunnet. Hvis ikke frykter han at det vil skje en opptrapping av konfrontasjonen som åpenlyst finner sted, og som han mener kan splitte samfunnet.

De skyldige i den mislykkede integreringen er ifølge Østergård dem som ikke har villet innse og snakke om de kulturelle forskjeller mellom ulike befolkningsgrupper som utgjør et problem. Han innrømmer gjerne at forskere, som han selv, tok det for gitt at sammenhengskraften ville oppstå av seg selv, fordi man forventet at folk kunne se fordelen av den.

– Problemerne blev reelt benægtet i 90’erne, hvor alle så sådan på det, at nu bor de her, og så får de et arbejde, og så gifter de sig og bliver lige som os andre. Nu viser det sig, at tingene er langt mere komplicerede. Afstanden mellem en islamisk baggrund og en ateistisk, lutheransk holdning som vores er nok en af de største i verden, og derfor er det vigtigt at få problemerne på bordet og snakket om dem, sier han.

Østergaard tror på at det kan lykkes å forene de forskjellige etniske grupper i et nasjonalt fellesskap, men det blir et mindre homogent Danmark med en løsere sammenhengskraft. Fra dansk side blir en nødt til å senke ambisjonene og overveie hva som er de kulturelle kjerneverdier, og hva som bare eksisterer av gammel vane.