Det er konsulentfirmaet LG Insight som har laget en ny undersøkelse for det danske Integreringsdepartementet om kommunenes innsats for å få innvandrere i jobb. De hevder at kommunenes innsats for å få innvandrere i arbeid ikke er godt nok, og at ressursene brukes feil.
Av de grupper som er vanskeligst å få i arbeid, er et flertall innvandrerkvinner med sine 60 – 70 prosent, er analysen til det danske Integreringsdepartementet. Ifølge LG Insight er det hele 60 – 70 prosent av de arbeidsledige kvinnene som ikke ønsker å arbeide. Dette funnet overrasker ikke LG Insight, som for et par år siden gjennomførte en undersøkelse av interesser og holdninger til arbeid blant innvandrerkvinner. Her var en av konklusjonene at det eksisterer en hellig allianse mellom det sosiale systemet og menn i innvandrermiljøet som vil opprettholde det tradisjonelle kjønnsrollemønsteret. Imidlertid mener hovedforfatteren Lars Larsen av den nye rapporten »Eksemplariske kontakt- og aktiveringstilbud«, at dette ikke er en særlig vanskelig barriere å bryte ned:
»Man skal ikke anerkende mænds ret til at påvirke, om kvinderne skal være på arbejde eller ej. Vi hører også fra nogle af kvinderne, at det er en hjælp, hvis de kan komme hjem og sige til manden, at det ikke er deres valg, men at kommunen lægger pres på, og de skal arbejde, for ellers ryger kontanthjælpen. Så er det argumenter, de kan dække sig ind under, og så fremstår det ikke som deres eget karrierevalg. Derudover skal man hjælpe med vejledning i, hvordan man indretter sig og får et liv til at fungere med både familie og arbejdsliv, « sier Larsen, som understreket at når så skjer, så vil innvandrerkvinner klare oppgave like godt som kvinner med dansk bakgrunn.
For når kvinnene er ute av arbeidslivet går samfunnet glipp av viktig arbeidskraft, og det i en tid der virksomhetene leter med lys og lykt, både i innlad og utland, etter ledige hender. Larsen mener at innvandrerkvinnene har mer å by på enn det som mange tror:
»De såkaldte svage flygtninge/indvandrer-kvinder er ikke nær så svage som svage ledige med dansk baggrund. Chancen for at komme i beskæftigelse er næsten seks gange større for flygtninge/indvandrer-kvinder, der aktiveres, end for aktiverede ledige med dansk baggrund. Samtidig er de næsten lige så gode til at fastholde et job som danske kvinder, når de først er kommet i beskæftigelse,« sier Larsen.
Larsen hevder at mange kommuner har en feil oppfatning av innvandrerkvinner. De tolker dem som svært krevende, og oppfatter dem slik at de forlanger en helt spesiell innsats. Kommunenes saksbehandlere legger rett og slett for mye vekt etniske forhold når de vurderer kvinnene i forhold til arbeidsmarkedet. Derfor får mange heller ikke relevante jobbtilbud, mener Larsen.
»Desværre har mange kommuner en tendens til at lave nogle meget lange, indledende afklaringsforløb på halve, hele eller flere år, uden at kvinderne overhovedet kommer ud og stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet. Og det er en helt forkert strategi. Erfaringen viser, at sprog, arbejdserfaring, kultur og religion ikke spiller nogen rolle for kvindernes beskæftigelsesmuligheder inden for produktion og service,« sier Larsen.
Undersøkelsen viser også at det ikke er kurs for det ene og det andre som skaffer dem en arbeidsplass, men at det er arbeidspraksis som styrker kvinnenes kompetanse og motivasjon.
Samtidig er det ikke bare høykonjekturen som har banet veien for en forsterket innsats for å få innvandrerkvinner i jobb. Utviklingssjefen i en av kommunene som bevisst har satset på innvandrerkvinner, og lyktes, sier at innvandrerkvinnenes posisjon på arbeidsmarkedet også har betydning for integreringen av barna. Men han legger heller ikke skjul på at høykonjekturen har hjulpet til:
Tvarnø påpeker at i motsetning til arbeidsledige dansker, som ofte kan ha et misbrukproblem, er ikke dette tilfellet med innvandrerkvinner. Men de har derimot ofte en kompleks sammensetning av andre problemer. Den største barrieren for innvandrerkvinner er at de mangler arbeidsidentitet, fordi de verken har erfaring fra arbeidsmarkedet i opprinnelseslandet eller Danmark, samt et familiemønster hvor mannen kan motarbeide kvinnens inntog på arbeidsmarkedet, sier Tvarnø.
Arbeidsminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener at undersøkelsen sender er budskap om at hvis man målrettet arbeider for å få innvandrere i jobb, så virker det også.
»Det budskab er utrolig vigtigt, og det bekræfter mig også i, at vi ikke skal pakke flygtninge og indvandrere ind, men have dem ud på arbejdspladserne med det samme, for rigtig integration finder sted via arbejdspladerne. Men det er ærgerligt at se, at den erfaring ikke er slået igennem i kommunerne bredt. Der er brug for, at kommunerne kigger på dem, som gør det bedst, for der er virkelig gode erfaringer at hente,« sier Hjort Fredriksen.
Hjort Frederiksen tror at mange saksbehandlere har vært preget av unødvendig berøringsangst overfor personer med en annen kultur.
»Specielt har vi kunnet se, hvordan mænd følger med, når kvinder skal i aktivering. Alt det skal vi gøre op med, for det fører ikke til job, og det fører ikke til integration. Og så synes jeg, der er for meget diskussion om andre normer og religiøse hensyn på arbejdsmarkedet. Det er forfejlet, for når man arbejder i Danmark, arbejder man på danske vilkår,« sier han.
Erik Nielsen, formann for Kommunernes Landsforenings arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg og borgermester i Rødovre kommune, mener derimot at rapporten og statsråden tegner et fordreid bilde av den innsats som gjøres i kommunene for å få innvandrere i arbeid. Han er overbevist om at den tiden er forbi da kommunene pakket innvandrere inn i bomull:
»Men der skal være kvalitet i det, vi laver, og med de mennesker, der er tilbage i ledighedskøen, kræves der nogle gange en helt speciel indsats, før vi sender dem ud på arbejdsmarkedet. Det gælder blandt andre nogle indvandrerkvinder. Ellers får vi dem direkte tilbage, og det kan ingen være interesseret i, for så skal der noget til, før virksomheden tager den næste. Så at kritisere for eksempel forberedende kurser er helt forfejlet,« sier Nielsen.