Av Karen JespersenDanmark skal ruste sig til globaliseringen. Men i den forbindelse gør nogle af globaliseringens ivrigste fortalere mere skade end gavn.
Der er ros til dansk økonomi. Danmark er det bedste sted for business skrev Berlingske Tidende torsdag på baggrund af en undersøgelse fra den britiske tænketank the Economist Intelligence Unit. Internationale organisationer som OECD har anerkendende ord til dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Og Dansk Industri skriver i en ny bog, ”Danmarks globale udfordring”, at det er lykkedes at få bugt med en række økonomiske balanceproblemer. På en række områder er Danmark altså godt rustet til globaliseringen, der betyder, at verden hænger stadig tættere sammen økonomisk og på anden vis.
Det betyder dog ikke, at vi bare kan læne os tilbage og gå ud fra, at vi fortsat vil være blandt verdens rigeste lande. Selv om Danmark på nogle områder er bedre rustet end andre land, står vi også over for kolossale udfordringer, hvis vi skal udnytte fordelene ved globaliseringen. Det er baggrunden for det Globaliseringsråd statsminister Anders Fogh Rasmussen nedsætter i næste uge.
Globaliseringen er vejen til fortsat velfærd, fordi den øger den internationale arbejdsdeling og specialisering. Det er helt meningsløst at føre en diskussion om, hvorvidt vi skal være åbne over for globaliseringen. Der er ikke andre muligheder, hvis man vil have et rigt velfærdssamfund. Heldigvis er danskerne da også et af de folkefærd, der er mest positiv over for globaliseringen.
Men Danmark er – trods den megen ros – på nogle områder alt for dårligt forberedt på denne skærpede konkurrence både fra andre rige lande og fra Østeuropa og Asien. To eksempler: De unges uddannelsesniveau er ikke er godt nok. Desuden er vi for dårlige til at håndtere det problem, der nu for alvor melder sig, nemlig at der bliver flere, der skal forsørges, og færre til at forsørge dem.
Når det drejer sig om uddannelse, så har Danmark på nogle områder gjort det godt. Takket være faglige uddannelser har det været muligt at nedlægge et stort antal ufaglærte jobs, som den teknologiske udvikling har gjort overflødige, uden at arbejdsløsheden er vokset.
Men der er også nogle ting, Danmark har gjort alt for dårligt. Der er ikke sket væsentlige fremskridt, når man ser på danskernes samlede uddannelsesniveau. Modsat flere andre lande, er de unge i dag stort set ikke bedre uddannede, end deres forældre er det. Og restgruppen – andelen af unge, der ikke er under uddannelse og kun har grundskolen som uddannelse – er større end i flere af de lande, vi sammenligner os med. På trods af at Danmark har en af verdens dyreste folkeskole, står det elendigt til med mange elevers færdigheder. Hver sjette elev på 15 år har i dag så dårlige færdigheder, at de ikke er i stand til at gå i gang med en ungdomsuddannelse, når de forlader folkeskolen. Blandt elever med anden etnisk baggrund er det hver anden. Unge fra Danmark er blevet overhalet i uddannelseskapløbet med unge fra andre lande, skriver Velfærdskommissionen i en af sine seneste rapporter.
Ansvaret for det ligger i høj grad hos nogle af de kræfter, der ellers erklærer sig som globaliseringens ivrigste fortalere. Det ses for eksempel på skoleområdet.
Velfærdskommissionens har netop undersøgt, hvad der skal til for at rette op på det dårlige niveau i folkeskolen. Den skriver, at de lande, der har grundskoler, hvor eleverne lærer mest, har en række fælles træk: De har blandt andet nationale målsætninger for undervisningens resultater og nationale tests af elever og skoler.
Indtil nu er dét i høj grad blevet forsømt i den danske folkeskole, og det er en vigtig del af forklaring på de elendige tilstande. Socialdemokraterne og især De Radikale, der erklærer sig som varme fortalere for globaliseringen, har fuldstændig undervurderet behovet for en national skolepolitik, der meget mere direkte har hånd i hanke med, hvad der sker på de enkelte skoler. Det hele skulle lægges ud til lokale afgørelser – ja nærmest være overladt til den enkelte lærers vurdering og den enkelte elevs egne ønsker. Og sådan er det fortsat. Socialdemokraterne er vrangvillige og De Radikale er lodret imod nationale retningslinjer for test.
Det anden eksempel drejer sig om den manglende evne til at håndtere, at der bliver flere, der skal forsørges, og færre til at forsørge dem. Dette forsørgelsesproblem, der lægger et stort pres på de offentlige udgifter, har længe været erkendt. Alligevel har man i årevis ladet stå til og accepteret en indvandring fra fattige, dårligt udviklede 3. lande. Resultatet er, at det danske samfunds forsørgelsesproblemet i høj grad er blevet forstærket, fordi et meget stort antal indvandrere er dårligt integrerede og meget langt fra at komme i arbejde på grund af problemer med sprog, manglende uddannelse og kulturelle barrierer.
Alligevel hører man ofte, at løsningen på forsørgelsesproblemet er – flere indvandrere! Senest the Economist Intelligens Unit, der vurderer, at Danmark ikke får løst sit forsørgelsesproblem, så længe vi holder fast i den stramme udlændingepolitik, der bliver kaldt fremmedfjendsk. Den samme holdning lå bag den tidligere indvandringspolitik. Og selv i dag siger De Radikale, at de stramme regler for familiesammenføringer skal fjernes, selv om det betyder en stigende indvandring.
Det er meningsløst at tale om, at der er brug for flere indvandrere for at løse vores forsørgelsesproblem. Når indvandrerne kommer fra fattige 3.lande med meget dårlige forudsætninger for at få arbejde i et moderne vestligt samfund, så afhjælper de ikke forsørgelsesproblemet – så forstærker de det.
Kendsgerningen er, at vi ikke kan klare os i globaliseringen, hvis vi lader stå til på disse to områder: Et uddannelsesniveau, der er lavere end i lande, vi sammenligner os med og en situation med flere, der skal forsørges, og færre til at forsørge dem. Men det er ikke desto mindre det, nogle af de varmeste fortalere for globaliseringen med deres holdninger lægger op til. I den forstand kan man kalde dem globaliseringens falske venner.